Dansk Familieterapeutisk Institut er etableret ud fra en dyb overbevisning om potentialerne i menneskelige relationer. I denne sammenhæng har vi først og fremmest fokus på kærlighedsrelationerne i parforhold og familier. Principperne gælder i virkeligheden for alle forpligtende relationer vi indgår i. Kun intensiteten varierer.

At være PERSONLIG og at være PRIVAT er to forskellige ting. Terapeutens private liv er i princippet uvedkommende for en terapeutisk samtale. At forholde sig personligt i løbet af samtalen kan derimod være både kontaktskabende og befordrende for familiens muligheder for at forholde sig mere personligt og direkte til hinanden.

Supervision tjener til at sikre kvaliteten i arbejdet set fra såvel institutionens som klientellets side. Det er samtidig et redskab til at imødekomme personalets behov for udvikling, inspiration, aflastning og egenomsorg.

Vi betragter kærligheden, som den største drivkraft i livet. Den eksistentielle udfordring består i, om og hvordan vi tør lade den få plads. Hvilken åbning, vi møder andre med, er grobunden for, hvad der sker mellem mennesker.

Grundlaget for terapi og det virksomme i terapi er først og fremmest at kunne skabe en bæredygtig kontakt med hver enkelt i rummet. Vi har brug for at blive mødt i en anerkendende atmosfære som den vi er og uden at blive vurderet for at få mod til at åbne for oplevelsen af utilstrækkelighed, sorg eller anden smerte.

Familieterapeutens forudsætninger udgøres af en samvirkende række af faglige og metodiske færdigheder og en tilsvarende række af personlige træk, egenskaber og kvaliteter. Dette indlæg handler om begge aspekter.

Autenticitet er et nøglebegreb i oplevelsesorienteret familieterapi. Det er på en og samme tid en kvalitet i samværet, som terapeuten tilstræber selv at stå for, og som hun forsøger at hjælpe familiemedlemmerne med at lukke op for.

Når familien kommer i terapi, er børnene allerede involverede i familiens liv og problemer, enten direkte eller mere indirekte. Nogle børn ved nøjagtig, hvad samtalen skal handle om, andre har kun en fornemmelse og sommetider bange anelser. Børn er meget forskellige med hensyn til, hvordan og hvor meget de selv fortæller.

Det korte svar på spørgsmålet om, hvorfor det er en god ide, at børnene deltager i familieterapien, er, at det er en hjælp for alle parter: for børnene selv, for forældrene og for familieterapeuten. Læs her hvorfor »

Der er forskel på at høre efter og at lytte. At lytte er en meget aktiv og involverende proces. Virkelig at høre, hvad der bliver sagt, rummer også at se og høre det usagte, det som siges mellem linjerne, og det som siges bag ordene.

Relationskompetence og anerkendelse er inden for pædagogiske fagområder og inden for ledelse blevet et helt centralt begreb – nærmest et modebegreb. Det sælges nu i metermål og forskellige glitter-indpakninger til såvel ledere som fagpersoner. Og i selvhjælpsbøger til forældre...

I virkeligheden giver det mere mening at tale om relationelle kompetencer – i flertal. Der indgår nemlig en række basale færdigheder i begrebet, og de er alle relationelle. Det vil sige, de er i løbende udvikling som følge af de samspil og processer, de udfolder sig i.

ET EKSEMPEL FRA HVERDAGENS PRAKSIS: Om at træde ud af egen stolthed og forfængelighed for at kunne mødes med et afmægtigt barn.

ET EKSEMPEL FRA HVERDAGENS PRAKSIS: Om at bruge tvivlen som kompas - historien om en 3. klasse, en trækbrønd og en lærer, som kom i tvivl.

ET EKSEMPEL FRA HVERDAGENS PRAKSIS: Om drengen Henrik, der er blevet voldsomt vred på en af sine klassekammerater.

ET EKSEMPEL FRA HVERDAGENS PRAKSIS: Om Sebastian - klassens nye dreng, der opfører sig både provokerende og grænsesøgende.

Hvis en lærer eller pædagog har relationskompetence og derudover kan alt det andet, der hører med til faget, ja så er man en god lærer eller pædagog og kan selvsagt meget. Men selvfølgelig er der også noget, man ikke kan.

Når jeg har det godt, og når jeg er sammen med socialt kompetente børn, hvis integritet er intakt, er det let at praktisere relationskompetence. Det kommer nærmest helt af sig selv. Problemet er, hvad skal jeg stille op med Philip, når han slår Sara?

Inklusion i folkeskolen har de sidste år været meget omdiskuteret og debatteret. Dog ikke altid lige konstruktivt og med fokus på, hvordan vi løser udfordringen. I dette indlæg sættes der fokus på samarbejdet - på tværs af teams, supervision og forældre.

Inklusion i folkeskolen har de sidste år været meget omdiskuteret og debatteret. Dog ikke altid lige konstruktivt og med fokus på, hvordan vi løser udfordringen. Her er nogle af mine tanker om, hvad vi bør have fokus på for at lykkes med inklusion.

Af Ruth Hansen: Vi har mange gode erfaringer med konfliktmægling i forskellige sammenhænge, men et familieterapeutisk rum kræver mere end viden om og erfaring med konfliktmægling...