Artikel om nyt børnesyn

25. august 2025

Nyt børnesyn

Af Lise Kramer Schmidt

Det nye børnesyn har for nylig været kritiseret i medierne. Kritikken hævder ofte, at børn i dag “får lov til at styre” for meget, at de mangler opdragelse, og at vi derfor har brug for et gammeldags greb om disciplin. Jeg oplever, at denne diskurs ofte misforstår, hvad det nye børnesyn er.

Pointen er ikke, at børn skal have fuld frihed eller “bestemme alt selv”. Det nye børnesyn er ikke en “lallet-hvad-har-du-selv-lyst-til-pædagogik.” Tværtimod kræver det nye børnesyn, at voksne kender egne grænser, har styr på egen integritet, kan tale fra sig selv om sig selv med ansvarlighed og med blik for, hvad de selv byder ind i relationen.

Det kræver ansvarlige voksne for at lykkes.

Uansvarlige voksne mestrer deres uformåen ved at kalde på konsekvenser, når de er pressede – og lige her mister vi voksne vores autoritet. Vil vi virkelig tages alvorligt som voksne, fagpersoner og politikere, som sætter rammer og regler for børn og unge, må vi tilbyde noget andet end konsekvenser. Når vi siger, at “børn har taget magten”, er det nemmeste at svare: “Vi tager magten tilbage med konsekvenser.” Men i stedet bør vi kigge på det miljø, vi faktisk har tilbudt vores børn og unge.


Udfordringen er ikke børnene, men os voksne. Når voksne er usikre på egne grænser og kommer i konflikt mellem samarbejde og opretholdelse af deres egen integritet, bliver vi utydelige. Når muligheden for at udøve god, gedigen undervisning og pædagogik udfordres af rammer, der bliver så begrænsende for både børn og voksne, “så bides hestene.” I den mangeltilstand og med den magtesløshed vender vi automatisk tilbage til det gamle børnesyn – et autoritært, “min vilje gælder”-perspektiv. Studier inden for udviklingspsykologi og pædagogik (fx Deci & Ryan om selvbestemmelsesteori, 2000) understøtter, at børn har brug for klare rammer kombineret med autonomi, respekt og meningsfuld deltagelse for at udvikle selvstændighed og ansvarlighed. Og igen, en tyk understregning: Det handler ikke om forkælede børn, men om os, der sætter rammerne, indholdet for og kontakten til børnene. Pilen må nødvendigvis pege på os. “Os” er alle voksne – forældre, fagpersoner omkring børn og unge, meningsdannere og politikere. Helt ærligt, kan vi i år 2025 virkelig ikke finde på andet end ”konsekvens-pædagogik”?


Børn har brug for tydelige voksne, ja, som skaber konsistente rammer og viser, hvad børn kan regne med. Og for at være tydelige, konsistente voksne skal voksne have rammer og betingelser for deres arbejde med børn, som muliggør det. Når voksne er utydelige, må børn ofte klare sig selv – og det kan opleves som børnemagt eller anarki. Men problemet er ikke børnene; det er de strukturer, vi tilbyder dem.


Det nye børnesyn stiller krav til os: Vi skal kunne tilbyde respekt, ansvarlighed og en forståelse for fællesskab, samtidig med at vi guider børnene til at tage ansvar, lære sociale spilleregler og være medspillere i gruppen. Det er altså det, vi voksne skal tilbyde. Vi skal kunne ”stille ind på os selv som relations-udøvere” som en del af konteksten. Det har også at gøre med det vi tilbyder børne og unge.


Her kommer et vigtigt samfundsperspektiv ind. Selv de mest kompetente voksne kan komme til kort, når konteksten, rammerne og børnegrupperne er overbelastede. Under sådanne forhold kan selv den mest kompetente relationsudøver føle sig presset til at “kalde på konsekvenser” eller trække autoritetskortet – en tilgang, der pædagogisk set er helt galimatias. Ingen mennesker udvikler sig ved at blive mødt med afviklende kontakt, med konsekvens, straf og krav om lydighed, som det gamle børnesyn foreskrev. For at børns udvikling og trivsel og fagpersoners udvikling og trivsel kan lykkes, kræver det, at rammer og kontekst har en vis smidighed. At svare på overbelastning med mere disciplin eller konsekvenser er ikke bare uheldigt – det er imod al den viden, vi har om børns udvikling og om, hvad der får fagpersoner til at trives i deres arbejde med undervisning, didaktik, pædagogik og relationer.


Relationskompetence bliver central her. Louise Klinges forskning viser, at voksne, som ser, lytter og validerer børn, samtidig skaber tryghed og forudsigelighed, understøtter børns medbestemmelse og evne til at navigere i gruppen. Voksne skal vise vejen – ikke gennem regler og disciplin alene, men gennem nærvær, ægte kontakt og tydelighed. Når det nye børnesyn kritiseres og der kaldes på “mere disciplin, flere regler og konsekvenser”, mister vi netop essensen: At styrke børn gennem respekt, ansvarlighed og relationer.
Kort sagt: Det nye børnesyn fejler ikke. Et syn kan ikke fejle – men udøverne af et syn kan fejle, træde ved siden af og forhåbentlig lære. Det kræver, at voksne tør stå i deres egen autoritet, uden at miste kontakt. Når vi gør det, lærer børn at være ansvarlige, sociale og deltagende i fællesskaber – og vi får voksne, som kan skabe trygge og inkluderende børnegrupper. Samtidig må vi som samfund sikre de nødvendige rammer, ressourcer og støtte, der gør det muligt for voksne at udøve dette børnesyn i praksis.


Det nye børnesyn handler om at opdrage til ansvarlighed frem for lydighed. At midlet er anerkendelse frem for straf. At børn kan og vil være en del af fællesskabet, og at menneskets dybeste trang er at høre til med andre betydningsfulde mennesker. Det er den slags miljøer, skoler og institutioner skal bidrage med at være.


Så vil vi være virkelige autentiske autoriteter for vores børn og unge, skal vi kunne evne at gøre indtryk og sætte aftryk på ligeværdige og respektfulde måder. Vi skal tage ansvar for, at lederskabet er den voksnes, at tydelighed og grænser handler om respekt, ligeværdighed og evne til at mentalisere (“at evne at have sig selv og den anden på sinde”). Og sidst, men helt afgørende vigtigt, at vi skal kunne administrere magt og det ansvar, der følger med magt. Autoritet skabes og muliggøres via autenticitet, ikke via magtudøvelse (forstået i en pædagogisk kontekst).


Vi må indse, at relationer er asymmetriske (barn/voksen – leder/medarbejder – erfaren/uerfaren). Den asymmetri betyder som regel mere magt til den ene part og dermed også mere ansvar. Asymmetrien kan betyde, at den ene part har definitionsmagten og magten til moralsk at definere rigtig og forkert.


Så når vi peger på, at nu skal vi med magt udøve konsekvens overfor dem med mindre magt (børn/unge), så gør vi os selv for alvor magtesløse i pædagogisk kontekst.




Skriv kommentar