Skrevet af: Peter Mortensen, direktør og partner i DFTIHos DFTI foretrækker vi at bruge begreberne fagpersonlighed og relationskompetence til at betegne den totalitet, der udgøres af de faglige – personlige og relationelle færdigheder, vi som ansatte besidder, udvikler og arbejder med. Det traditionelle begreb – "den professionelle" – mangler efter vores mening netop betoningen af, at der trækkes på flere egenskaber, færdigheder og kvaliteter. Samtidig indebærer begrebet "den professionelle" et uheldigt modbillede – det uprofessionelle. Det anses for uprofessionelt at lade sig involvere personligt, eller blive for påvirket. Det er paradoksalt i og med, at vi ved, i hvor høj grad det netop er den personlige involvering, der gør den afgørende forskel.
Personlige egenskaber som de ovennævnte, kan ikke, én gang for alle, etableres via hverken grund- eller efteruddannelser, men må, på samme måde som andre kvalifikationer, ajourføres og videreudvikles kontinuerligt. Supervision tjener til at sikre kvaliteten i arbejdet set fra såvel institutionens som klientellets side. Det er samtidig et redskab til at imødekomme personalets behov for udvikling, inspiration, aflastning og egenomsorg.
Supervision og relationskompetence
Der er voksende anerkendelse af de såkaldt non-specifikke faktorers betydning. De er væsentlige for udbyttet af personalets indsats i forhold til pleje, undervisning, social behandling, terapi mm. Det betyder, at der i supervision også må arbejdes med disse faktorer, eksempelvis kontaktevne, proces- og samspilsforståelse. Det drejer sig naturligvis om samspilsprocesser klienter imellem, men også - og i denne sammenhæng især - om de processer, fagpersonen selv er aktivt deltagende i. Det vil sige fagpersonens møde og samspil med den enkelte klient.
Begrebet relationskompetence betegner de færdigheder, fagpersonen besidder og udvikler for at kunne arbejde fleksibelt, nuanceret og med sans for den enkelte klients egenart, således at denne føler sig mødt og anerkendt på sine særlige behov og kvaliteter. Dette skal ske, uden at fagpersonen derved fralægger sig sit aktuelle lederskab og uden at miste sin autenticitet i kontakten. Dette er centralt i alle former for pædagogiske / terapeutiske håndværk og fagområder.
Hertil kommer en anden væsentlig og vanskelig pointe, nemlig evnen og villigheden til at påtage sig et særligt ansvar for komplicerede, konfliktfyldte eller fejlslagne samspilsprocesser. Som professionelle er vi underlagt et krav om at kunne drage os selv i tvivl, reflektere over vores egen praksis og være villige til at indse og lære af de opgaver, vi ikke formår at løse tilfredsstillende. Heri betones den pædagogiske etik.
Sammenfattende kan man således sige, at supervision, som vi bruger begrebet, omfatter tre fokusområder:
Sagen og faget – de teoretiske og metodiske aspekter
Personerne – selvindsigt og indlevelsesevne
Relationen – samspillets kvaliteter, proces- og dynamikforståelse.
Disse hovedområder er naturligvis indlejret i og underlagt en institutions rammer og vilkår, hvilket har stor betydning for hvordan opgaver, ansvarsområder og kompetencer defineres.
----------
Du kan læse resten af blogindlægget på DFTI's hjemmeside, herunder om fordele og ulemper ved at supervisere grupper, og hvordan supervisionen rent konkret kan foregå:
Find hele indlægget på DFTI's hjemmeside her »
