Om nødvendigheden af supervision
4. marts 2019
Af Peter Mortensen, cand. psych. aut., familieterapeut MPF, direktør og stifter af DFTI
Det er næppe muligt at definere supervision entydigt. Begrebet har en række betydninger, og det udføres med brug af mange forskellige metoder. Arbejdsmetoder, som er tilpasset de aktuelle behov hos institutioner og personale, og som afspejler supervisors faglige udgangspunkt og personlige stilart.
Ingen opgaver inden for det ’menneskebehandlende’, løses udelukkende ved hjælp af traditionelt forståede faglige og metodiske færdigheder. Snarere kan fagligheden siges at virke gennem en række menneskelige egenskaber og kvaliteter. Eksempelvis personlighed, livserfaring, udstråling og evne til respektfuld og inspirerende omgang med andre mennesker.
Hos DFTI foretrækker vi at bruge begreberne fagpersonlighed og relationskompetence til at betegne den totalitet, der udgøres af de faglige, personlige og relationelle færdigheder, vi som ansatte besidder, udvikler og arbejder med. Det traditionelle begreb – den professionelle – mangler efter vores mening netop betoningen af, at der trækkes på flere egenskaber, færdigheder og kvaliteter. Samtidig indebærer begrebet et uheldigt modbillede – det uprofessionelle. Det anses for uprofessionelt at lade sig involvere personligt, eller blive for påvirket. Det er paradoksalt i og med, at vi ved, i hvor høj grad det netop er den personlige involvering, der gør den afgørende forskel.
Personlige egenskaber som de ovennævnte, kan ikke, én gang for alle, etableres via hverken grund- eller efteruddannelser, men må, på samme måde som andre kvalifikationer, ajourføres og videreudvikles kontinuerligt. Supervision tjener til at sikre kvaliteten i arbejdet set fra såvel institutionens som klientellets side. Det er samtidig et redskab til at imødekomme personalets behov for udvikling, inspiration, aflastning og egenomsorg.
Supervision og relationskompetence
Der er voksende anerkendelse af de såkaldt non-specifikke faktorers betydning. De er væsentlige for udbyttet af personalets indsats i forhold til pleje, undervisning, social behandling, terapi mm.. Det betyder, at der i supervision også må arbejdes med disse faktorer, eksempelvis kontaktevne, proces- og samspilsforståelse. Det drejer sig naturligvis om samspilsprocesser klienter imellem, men også - og i denne sammenhæng især - om de processer, fagpersonen selv er aktivt deltagende i. Det vil sige fagpersonens møde og samspil med den enkelte klient.
Begrebet relationskompetence betegner de færdigheder, fagpersonen besidder og udvikler for at kunne arbejde fleksibelt, nuanceret og med sans for den enkelte klients egenart, således at denne føler sig mødt og anerkendt på sine særlige behov og kvaliteter. Dette skal ske, uden at fagpersonen derved fralægger sig sit aktuelle lederskab og uden at miste sin autenticitet i kontakten. Dette er centralt i alle former for pædagogiske / terapeutiske håndværk og fagområder.
Hertil kommer en anden væsentlig og vanskelig pointe, nemlig evnen og villigheden til at påtage sig et særligt ansvar for komplicerede, konfliktfyldte eller fejlslagne samspilsprocesser. Som professionelle er vi underlagt et krav om at kunne drage os selv i tvivl, reflektere over vores egen praksis og være villige til at indse og lære af de opgaver, vi ikke formår at løse tilfredsstillende. Heri betones den pædagogiske etik.
Sammenfattende kan man således sige, at supervision, som vi bruger begrebet, omfatter tre fokusområder:
Sagen og faget – de teoretiske og metodiske aspekter
Personerne – selvindsigt og indlevelsesevne
Relationen – samspillets kvaliteter, proces- og dynamikforståelse.
Disse hovedområder er naturligvis indlejret i og underlagt en institutions rammer og vilkår, hvilket har stor betydning for forståelsen af, hvad ens opgaver, ansvarsområder og kompetencer defineres som.
Supervision i grupper
Traditionelt har man arbejdet med supervision såvel individuelt som i grupper. Det kan siges, at det måske vil være mere skånsomt at lave individuel supervision, at det vil være lettere for supervisanden at se og forholde sig til sine aktuelle begrænsninger uden at skulle lade kollegaer følge processen og måske føle sig vurderet af dem. På den anden side er der gevinster ved netop at være sammen i sådanne situationer, fordi der umiddelbart findes forståelse og respekt for at turde se sig selv i øjnene på denne måde. Der er næsten altid genkendelighed i det der tages op, og dermed muligheder for at flere drager nytte af den læring, der finder sted.
Gruppen har den særlige betydning, at den udgør en væsentlig del af de ansattes eget fagpersonlige netværk. Som fagperson er man ofte en betydningsfuld del af klientellets netværk. Den som forstår og rummer. Den som kender vejene gennem systemerne. Den som støtter og udfordrer, og den som er der gennem konflikterne.
Det er af stor betydning, at man også selv er del af og har udbytte af sit eget netværk. Det, som skal holde personalegruppen oppe, give følelsen af at høre til blandt ligestillede og have nogen at dele arbejdets belastende og selvfølgelig også berigende sider med. Det er her den enkelte kan opleve sig inspireret, rummet, anerkendt og udfordret. Det er væsentligt, at gruppen i sit samspil besidder kvaliteter, der tillader ærlige og reflekterede udtryk for, hvordan arbejdet påvirker en.
At tage og modtage supervision i sin gruppe, kan i høj grad bidrage til at øge kendskabet og fortroligheden kollegaerne imellem. Det mindsker risikoen for at man kommer til at føle sig alene med tanker og reaktioner. Det gør det samtidig meget konkret at finde de almenmenneskelige træk og reaktioner, der knytter sig til arbejdet, i og med at man overværer hinandens fremlæggelser og arbejdsprocesser i supervisionstiden.
Hvordan kan supervisionen foregå?
Konkret kan arbejdet tilrettelægges ud fra en struktur, som dels omfatter de dagsaktuelle oplevelser og optagetheder, dels de mere langsigtede arbejdspunkter, fagpersonerne påtager sig.
Det vil sige, at der typisk indledes med en runde, hvor deltagerne kommer til stede ved at registrere og udtrykke, hvad der netop nu fylder og optager dem. Denne runde levner plads til og fremhæver, at det nu er tid til at rette opmærksomheden mod en selv og varetage egne behov i arbejdet. Runden afløses af, at deltagerne fremlægger – som overskrifter – det de er interesserede i at fordybe sig i denne gang. Disse overskrifter er deltagernes selvvalgte temaer, som de har opsamlet i tiden siden sidst – som har mindet dem om deres udfordringer, begrænsninger eller problemer i arbejdet. Overordnet lykkes supervision bedst, hvis alle formår at finde et konstruktivt forhold til egne begrænsninger. Acceptere dem som en naturlig nødvendighed og som en mulig anledning til at lære at leve med dem. Håndtere dem selvansvarligt og lige så omsorgsfuldt, som hvis de var andres.
Allerede gennem de første runder skabes noget af den væsentlige fortrolighed og gensidighed. Herefter prioriteres mellem de mulige emner, og den egentlige supervision begynder. Den kan selvfølgelig tage mange retninger og former, men rummer altid en refleksionsproces. Der skal reflekteres over klientellets handlinger og bagvedliggende motiver og behov. Der skal arbejdes med egne reaktions- og handlemønstre og over den betydningsfulde brobygning mellem fagpersonens forståelse – opgaverne – og klientens selvforståelse, det vil sige, hvordan der kan skabes en arbejdsduelig kontakt mellem parterne.
Supervisionen skal basalt set rumme og praktisere de samme værdier som alt andet hjælpearbejde: accept, ikke-dømmende holdninger og ikke-manipuleren. Og samtidig er der tale om en udviklingsopgave, hvor også udfordring og kritisk stillingtagen er af stor betydning. Her stilles der krav til supervisors relationskompetence. Evnerne til sammen med supervisanden at fremme udvikling, integrere ny viden, overvinde personlige begrænsninger, opnå mod til selvkonfrontation og yde relevant og præcis anerkendelse af de faglige og personlige fremskridt, der sker hos supervisanden.
På mange måder afspejler supervisionsprocessen konkret og over tid, at supervisanden assisteres på vejen gennem de samme vanskeligheder, mange elever, brugere og klienter forventes at kunne og skulle gå. Selve det at placere sig selv i lignende processer gør det meget konkret og forståeligt, hvad det vil sige at arbejde med sig selv, på måder det ellers kan være vanskeligt at få kontakt med.
Det bliver mærkbart, hvad det vil sige at miste og (gen-)finde motivation, at tro på at ting – og én selv – kan ændres til det bedre gennem kreativt og målrettet arbejde. Ved fælles og fagfællers hjælp. Ved at overvære og deltage i hinandens supervision forpligtes fællesskabet, og det bliver muligt at yde såvel støtte og opbakning som at stille krav i hverdagen. Supervisionen i sig selv udretter ikke meget, det er omsætningen og eksperimenterne i hverdagen, der spiller den store rolle. Supervisionen er et regelmæssigt tilbagevendende time-out. Tid til at gøre status og finde nye strategier, hvor de hidtidige har vist sig ikke at slå til.
Ovenstående indlæg er et uddrag fra en længere artikel:
"Oaser i ørkenvandringen - om nødvendigheden af supervision" »
Kunne du selv tænke dig at blive supervisor, kan du finde info om
DFTI’s uddannelse til supervisor her »
----------
Blogindlægget kan deles på de sociale medier eller kommenteres via af knapperne herunder:
Skriv kommentar