Niels Viggo Hansen

Ph.d., filosof

Niels Viggo Hansen er Ph.d., filosof, fysiker og mindfulnesslærer. Han er medlem af lærerstaben på Dansk Psykoterapeutforeningens forskningsmoduler.

"Som filosof er jeg optaget af at lytte til de former for visdom som ligger i mennesker og fællesskaber, og hjælpe dem frem til et helstøbt udtryk. Det kræver en ydmyghed, åbenhed og præcision som jeg har prøvet at nærme mig igennem et halvt liv og stadig har brug for masser af træning i. Som fysiker er jeg optaget af dybe teorier og nysgerrige eksperimenter.

Det meste af mit arbejdsliv har jeg forsket i ting der umiddelbart ligger langt fra mine to fag - i krydsfelter mellem “objektive” naturvidenskabelige og “subjektive” humanistiske sider af menneskers sundhed, trivsel og lidelse. En årrække var jeg leder af “Center for Forskning i Eksistens og Samfund” ved Københavns Universitet, hvor jeg og mit team bl.a. forskede i mindfulness, venskaber, gruppedynamik, livsstilsændringer og eksistentiel sensitivitet. Jeg har også i mange år undervist i videnskabsteori. forskningsmetoder og forskningsdesigns på filosofi, medicin og sociologi.

Længere tilbage i min historie har jeg forsket i mere traditionel videnskabsfilosofi - tidens og rummets natur, og de sprækker i vores virkelighedsopfattelse, som moderne videnskab har åbnet.

I dag er jeg ved at lægge universitetskarrieren bag mig, og arbejder mest som selvstændig med at undervise og skrive om mange af de samme ting. Jeg er især begejstret for at samarbejde med psykoterapeuter, både i regi af Psykoterapeutforeningens forskningsmoduler, og i et forløb omkring “psykoterapiens idehistorie og praksisudvikling” som jeg leverer som modul på en af de store psykoterapeut-uddannelser. Jeg lærer voldsomt meget af de refleksioner og erfaringer, de studerende deler i begge slags forløb."