Familieterapeut / psykoterapeut

Tag en 4-årig efteruddannelse, der styrker din relationskompetence og giver dig masser af praktisk træning i det helhedsorienterede, familieterapeutiske arbejde.

Bemærk, at basisåret kan tages som en selvstændig, 1-årig uddannelse i relationskompetence.
DFTI's uddannelse til psykoterapeut med speciale som familieterapeut er evalueret med det bedst mulige resultat af evalueringsinstituttet Reflektor.

Hvem kan blive familieterapeut?

Uddannelsen er henvendt til fagpersoner med forskellig grunduddannelse og arbejdsplads, f.eks. pædagoger, sygeplejersker, lærere, socialrådgivere, ergo- og fysioterapeuter, præster, organisationskonsulenter og psykologer, som enten ønsker at kvalificere/ajourføre deres professionelle arbejde med klienter og/eller ønsker at uddanne sig til at blive familie- og psykoterapeut.

Læs mere om optagelseskravene her »

Formålet med uddannelsen

Formålet med uddannelsen er at uddanne psykoterapeuter med speciale i familieterapi. Formålet er ligeledes at kvalificere professionelles arbejde med andre mennesker gennem indsigt i og udvikling af egne personlige og faglige forudsætninger, hvilket er fundamentet under bæredygtig kontakt og ligeværdig dialog.

Læs mere om uddannelsens formål her »

Uddannelsens opbygning

Uddannelsen til familie- og psykoterapeut tager 4 år, bestående af et basisår og en overbygning bestående af 2. 3. og 4. studieår. Basisåret er en selvstændig 1-årig uddannelse i relationskompetence, som kan tages uden aktuelt ønske om at gå videre på den 3-årige overbygning.

På basisåret i relationskompetence arbejder de studerende med fokus på individet gennem selvudvikling og terapeutiske samtaler med individuelle klienter.
Læs mere om basisåret i relationskompetence her »

På 2. året videreudvikles kendskabet til egne mønstre og overlevelsesstrategier (herunder hvordan disse kommer til udtryk i nære relationer, f.eks. parforholdet), og fokus i det terapeutiske arbejde udvides til at omfatte det relationelle mellem mennesker - f.eks. parterapien

På 3. og 4. år udvides fokus til et helhedsorienteret perspektiv, og der arbejdes med hele familien i det terapeutiske arbejde - herunder hvordan børnene inddrages.

Læs mere om uddannelsens opbygning og indhold i studieplanen »

Arbejdsformer

Uddannelsen tager udgangspunkt i 3 grundlæggende måder at arbejde på:

Uddannelsen er oplevelses- og praksisorienteret. Gennem hele uddannelsen træner (eller oplever) vi, hvordan det er at få terapi og at være terapeut. Det sker inden for holdets trygge rammer, hvor vi træner med hinanden og med klienter gennem vores åbne klinik. Og så er uddannelsen baseret på, at den studerende har arbejde sideløbende med uddannelsen, så det lærte hele tiden kan prøves af i praksis.

Vi har et helhedsorienteret perspektiv på det terapeutiske arbejde. Det vil sige, at vi gennem hele uddannelsen arbejder os frem mod at kunne rumme hele familien i det terapeutiske arbejde.

Endelig er vi meget optagede af det personlige engagement i arbejdet med andre mennesker. Det gælder både vores eget som undervisere, indholdet og formen på uddannelsen og de krav, vi stiller til de studerende. Uddannelsen kræver således en stor parathed til at arbejde med sin egen forhistorie og ikke mindst med sine egne aktuelle relationer til mennesker, som er betydningsfulde i ens liv og til de medstuderende på holdet.

For at udvikle relationskompetence, som er et af nøgleordene på uddannelsen, må man kende til egne mønstre og deres indvirkning på de relationer, man skaber til andre mennesker.

Læs mere om vores arbejdsformer her »

Teoretisk grundlag

Teoretisk har DFTI rod i den humanistisk-eksistentialistiske tradition. Walter Kempler var grundlægger af den oplevelsesorienterede familieterapi og navngiver til Kemplerinstituttet, som undervisergruppen har undervist på og været med til at videreudvikle gennem 30 år.

Af andre vigtige inspirationskilder, som er inden for eller beslægtet med traditionen, kan nævnes Perls, Rogers, Yalom, Spinelli, Stern, Fog og Schibbye.

Læs mere om vores teoretiske grundlag her »

DFTI's menneske- og terapisyn

Vores menneske- og terapisyn rummes i følgende 5 grundlæggende antagelser og erfaringer med familie- og psykoterapi:

  1. Kærligheden er drivkraften. Som familieterapeuter skal vi kunne se og hjælpe mennesker til at genkende kærligheden som drivkraften eller det bagvedliggende motiv bag hver enkelt familiemedlems handlinger. Det kan være svært at få øje på, når magtesløsheden, frustrationen, vreden eller de sårede følelser fylder, og handlingerne derfor kan forekomme eller være kærlighedsløse.
  2. Udvikling handler om at få mulighed for at udfolde iboende muligheder. Hvis vi bliver mødt, og hvis vi kan få øje på hvordan, går vi efter at udvikle os.
  3. For at kunne møde mennesker så vidt muligt uden vurdering og fordømmelse skal vi arbejde med vores egen tilbøjelighed til selvvurdering og selvfordømmelse. Større selvaccept eller måske en mildere overbærenhed med egne begrænsninger giver plads for større rummelighed og tolerance over for andre.
  4. Samvær bygger på nærvær. Tilfredsstillende samvær i familien – og givende terapeutisk samvær – forudsætter den enkeltes tilstedeværelse i sig selv og i det, som foregår. At være sig selv OG være sammen.
  5. Vi voksne kan vælge at prøve at få øje på vores egen andel af eller bidrag til samværet og at tage ansvaret for det, vi får øje på. Eller vi kan vælge at gemme os i en mulig smerte, frygt, vrede eller savn. Når vi vælger at åbne hjertet og dermed gøre os mere følsomme, skaber vi samtidig muligheden for at bygge bro til den andens virkelighed.
Som familie- og psykoterapeuter allierer vi os med familien som helhed, dvs med de stærke kræfter som ligger i den kærlighed som udspiller sig på godt og på ondt mellem de voksne og mellem forældre og børn.

Vi prøver at forstå den enkeltes reaktioner, symptomer eller smerte som et meningsfuldt udtryk for samværet og det relationelle mønster i familien og at inspirere til mulige forandringer.

Find hele DFTI's grundsyn på mennesker og terapi her »

ANSØGNING TIL FAMILIETERAPEUTUDDANNELSEN »

Familieterapeut / psykoterapeut
Tilmeld nyhedsbrev
Holdstart
Aarhus: Studiestart 22. september 2017

København: Studiestart 23. april 2018

ANSØGNING »

GRATIS INFORMATIONSMØDER »
Studiebeskrivelse
Fakta
Uddannelsen varer 4 år med 27 studiedage pr. år

Der er 10% prisnedsættelse på basisåret

AARHUS (Åbyhøj) - eksternat
7 weekendmoduler (fre-søn), 2 hverdagsmoduler
PROGRAM AARHUS (datoer) »

Pris 1. år (basisår), rabat er fratrukket kr. 45.400
Pris pr. år for 2., 3. og 4. år: kr. 50.400

Ovenstående er 2017-priser. Der skal påregnes en årlig pristalsreguleret stigning på cirka 3%.

KØBENHAVN (Valby) - eksternat
6 weekendmoduler (fre-søn), 2 hverdagsmoduler, 1 blandet modul
PROGRAM VALBY (datoer) »

Pris 1. år (basisår), rabat er fratrukket kr. 46.700
Pris pr. år for 2., 3. og 4. år: kr. 51.900

Ovenstående er 2018-priser. Der skal påregnes en årlig pristalsreguleret stigning på cirka 3%.

Afsluttende eksamen på 4. år
Eksamenspakken indeholder bl.a. studievejledning og deltagelse i supervisionsgruppe med underviser. Eksamen kan fravælges.
Pris: kr. 17.900

Ovenstående er 2018-prisen. Der skal påregnes en årlig pristalsreguleret stigning på cirka 3%.

INFO OM PRISERNE:
Uddannelsen er momsfritaget

Priserne dækker frokost på alle moduler.
Derudover dækkes udgiften til kost og ophold for partner og familie på uddannelsens parweekend på 2. år og familiedage på 3. og 4. år.

Vi fakturerer kvartalsvis.

DEPOSITUM VED TILMELDING:
Bemærk, at ved tilmelding opkræves et depositum på 1.000 kr. Beløbet modregnes i fjerde rate på 1. året. Depositummet tilbagebetales ikke ved annullering af tilmeldingen.

RABAT til arbejdspladsen
Der ydes 10% rabat, hvis samme arbejdsplads/institution har mere end 1 medarbejder på uddannelse til familieterapeut/psykoterapeut hos DFTI.

ANSØGNING »

Tidligere studerende siger:
Anne Enevoldsen, uddannet familieterapeut fra DFTI i 2012:
"Det særlige ved uddannelsen er, at den er oplevelsesorienteret. At man gør det lige nu og her, mens det sker. Det særlige er at vedblive at kigge på dynamikken – på det, der foregår imellem
mennesker."

Læs hele interviewet med Anne Enevoldsen her: Jeg har lært at se mit liv i farver »

----------

Birgitte Sloth, uddannet familieterapeut fra DFTI i 2012:
"I forhold til det ledelsesmæssige så er en af de store styrker, jeg synes jeg har fået, at kunne sidde i en gruppe, hvis og når der er konflikt mellem et par stykker. Det ville jeg have syntes var svært, hvis jeg ikke havde fået redskabet til at håndtere konflikten."

Læs hele interviewet med Birgitte Sloth her: En mere personlig leder »

-----------

Anne Qvist, uddannet familie- og psykoterapeut fra DFTI i 2012.
Anne er blevet interviewet af Psykoterapeutforeningen om sin ansættelse som familieterapeut på Snekkersten skole:

"Ofte skyldes elevernes mistrivsel, at der er problemer i hjemmet. Det kan for eksempel være på grund af forældrenes skilsmisse, misbrug eller andre alvorlige angreb på familiens trivsel. Derfor er det rigtig vigtigt at inddrage forældrene i forløbet,” siger Anne Qvist."

Læs interviewet med Anne Qvist på Psykoterapeutforeningens hjemmeside: Vi kan sikre elevernes trivsel med en tidlig indsats »