Ud af misbrug - ind i relationer

20. november 2015

Et indlæg om sammenhængen mellem den destruktive afhængighed (misbruget) og den sunde, livsnødvendige afhængighed (samhørigheden).

Af: Svend O. Andersen, familie- og psykoterapeut, MPF.

Når jeg på min faglige vej møder folk, der vil UD af et misbrug, ved de ofte meget lidt eller slet intet om, hvad de vil IND i…

Afhængighed af alkohol (eller stoffer) er ofte den strategi en person mere eller mindre ubevidst vælger, når han eller hun ikke er i stand til at håndtere det eksistentielle dilemma mellem integritet (ansvarlighed for sig selv) og samarbejde (det sociale ansvar).

• Misbruget hjælper til at udholde det uudholdelige.
• Misbruget hjælper til at overskride de forhindringer, der ser uoverstigelige ud.
• Misbruget får først og fremmest den, der er blevet afhængig til at føle, at man kan være sig selv.

Alkoholen eller stofferne bliver et nødvendigt substitut for de livsnødvendige funktioner, som nære(nde) relationer har for mennesker. Så selvom det kan virke underligt for den uindviede, har de fleste misbrugere derfor også et håb om, at de kan komme ud af deres misbrug, men stadig bevare et forhold til alkoholen eller stoffet i en eller anden form. For uden f.eks. alkohol føler den afhængige sig aldrig helt som ”sig selv”.

En af mine klienter sagde meget klogt en gang:

”Min bedste og mest trofaste ven er blevet min fjende!”

Den sætning rummer en grundlæggende visdom om både vejen IND i såvel som vejen UD af misbruget. I manglen på en tryg tilknytning til andre mennesker bliver alkohol den bedste ven til at overleve.

Et eksempel:
En far, der havde to teenagebørn, var i behandling for sit misbrug. Børnene kom og var med i behandlingen, og der var tydeligvis håb mellem far og børn om, at deres liv nu skulle være mere præget af nærvær og samhørighed. Børnene længtes efter deres far, og han kunne mærke, at han gerne ville være der mere for dem.

Nogle måneder efter behandlingen var afsluttet, mødte jeg faren og spurgte, hvordan det gik. Han fortalte med glæde i stemmen, at han nu kunne drikke to øl og stoppe der. Jeg spurgte til, hvordan det gik med børnene og ham. Så slukkedes lyset i hans øjne, og han fortalte, at de ikke ville se ham mere, når han ville blive ved at drikke øl! Jeg spurgte, hvorfor han så ikke bare lod være med at drikke de øl, så han kunne være sammen med sine børn. Jeg glemmer aldrig hans kommentar til mit spørgsmål: ”De skal ikke bestemme, hvor meget jeg skal drikke!”

Det stod helt klart for mig, hvor hans prioritet lå: Det var vigtigere for ham at have et forhold til alkohol end at have et forhold til sine børn. Man kan vel sige, at misbrugsbehandlingen havde været en succes. Det syntes denne mand i alt fald selv. Men børnene kunne næppe opfatte deres fars udkomme af behandlingen som en succes, for han havde ikke (endnu) udvist forståelse for, hvordan misbruget havde påvirket dem og på den måde taget dem alvorligt.

Misbrugsbehandling fra børnenes perspektiv

Fra børnenes perspektiv er alkoholen altid det vigtigste. De oplever meget intenst forskellen på deres far, når han er påvirket, og når han ikke er. De lærer hurtigt at indrette sig på de vilkår, deres far byder dem. De lærer at skelne mellem den påvirkede og den ædru far. Men de står helt alene i at håndtere de følelser, det giver, at far vælger at forlade dem til fordel for alkohol. Og således er grunden til næste generations misbrug lagt.

Des mere alene barnet eller den unge er sammen med deres misbrugende forældre, des større er chancen for, at arven gives videre. Det er tungt at se i øjnene, hvis man er den forælder, der gør det! Til gengæld ligger det jo så også lige for, hvad der skal til for at bryde arven! Og dét er lykkeligvis aldrig for sent – at stoppe videregivelse af arven. Jo tidligere des bedre.

At stoppe misbruget er kun første skridt

Dét at holde op med at drikke er det første og et absolut væsentligt skridt i retningen af at komme ud af et misbrug. Men desværre vil de fleste familier være tilfredse med, at den der drikker, stopper med dette, fordi de nu alle oplever en klar forandring til det bedre i familielivet. Eksistentielt set skal der dog mere til for at man kan sige, at familien som sådan har ændret på håndteringen af dilemmaet mellem integritet og samarbejde.

Første skridt er at stoppe misbruget. Næste skridt er blive ved med at være ædru – for at komme frem til det sidste og vigtigste skridt: At få skabt en (ny) samhørighed med andre mennesker.

Trygheden i en ny samhørighed

At være sig selv sammen med andre er ikke hverdagskost for en familie, hvor man indtil nu har udviklet hver sin strategi for at overleve. Det kræver en åbenhed, som alle i familien er uvant med og derfor ofte behøver hjælp til at være i. Til gengæld er hele familien i gang med, sammen at bryde et mønster, som er meget destruktivt, og at finde en ny måde at være i livet på, som giver større dybde i relationerne.

Man kan efterhånden erfare trygheden i en samhørighed, hvor man ikke skal give afkald på sig selv for at blive elsket. Man kan efterhånden stole på, at man ikke behøver at være på en bestemt måde for at være med i et fællesskab.

For at komme varigt ud af et misbrug er det derfor vigtigt, at vejen UD af misbruget bliver vejen IND i en dyb, tryg og tillidsfuld samhørighed med andre mennesker. For først dér får man elimineret den allerbedste grund til misbruget – ensomhed og isolation.

----------

Blogindlægget kan deles på de sociale medier eller kommenteres via af knapperne herunder:














Skriv kommentar