Sådan anerkender du dit barn…..frem for at rose
13. april 2015
Af Fie Hørby, cand. mag., familieterapeut MPF
Dette indlæg er en opfølgning på mit tidligere blogindlæg ”Tab og vind med …eller hvordan er det egentlig?”
Flere læsere har efterlyst eksempler på, hvordan man anerkender sit barn, når det nu er en god ide at skrue ned for den ellers velmenende ros – som vi alle kender så godt:
”Ej, hvor er du fin!”, ”Sikke en flot tegning!”, ”Hvor er du dygtig, at du kan spise op.”, ”Du skal nok blive til noget, når du er så flittig med dine lektier.” og ”Hvor kan du løbe stærkt!”
Når vi roser et barn for sin tegning, for at spise op eller lave lektier føles det naturligvis rart for barnet. Det er dog ikke barnet, vi roser på denne måde – men dets præstation.
Anerkendelse er derimod mere optaget af barnets oplevelse:
”Du kan vist godt lide at klæde dig ud”, ”Det ligner en drage, du har tegnet …er det det?” og ”Jeg kan se, at du lægger mange kræfter i dine lektier – kan du godt lide at gå i skole?”
På denne måde ser vi barnet gennem dets oplevelser – i stedet for at vurdere det. Vurderinger og ros gør med tiden børn usikre, fordi de bliver afhængige af at blive bekræftet i, om de er gode nok.
Hvad er anerkendelse?
Meget kort fortalt er anerkendelse et menneskesyn og en væremåde, hvor vi møder andre mennesker med empati, respekt og forståelse, så relationen bæres af tryghed og tillid – også under uenighed og konflikt.
Når vi anerkender et barn, bestræber vi os som voksne på at se og høre barnet på dets egne præmisser – som indebærer at prøve at sætte sig ind i, hvem barnet er, hvad det vil og hvad, det er optaget af lige nu.
Hvorfor er anerkendelse vigtigt?
Anerkendelse er vigtigt, fordi det bekræfter og støtter barnets selvfølelse, hvilket betyder at det får en stærkere fornemmelse af sig selv – og når barnet bliver mødt på sine egne præmisser får det større mod og overskud til at udvikle sig og møde sine omgivelser med samme omsorg.
Forskellen på ros og anerkendelse er altså, at ros lærer et barn at kunne lide sig selv for det, det gør – og anerkendelse støtter barnet i at holde af sig selv, som det er. Det er forskellen på at være indre- og ydrestyret.
----------
Blogindlægget kan deles på de sociale medier eller kommenteres via af knapperne herunder:
Skriv kommentar
