Relationskonkurrence og anerkendelses-suppe
29. april 2016
Relationskompetence og anerkendelse er inden for pædagogiske fagområder og inden for ledelse blevet et helt centralt begreb – nærmest et modebegreb. Det sælges nu i metermål og forskellige glitter-indpakninger til såvel ledere som fagpersoner inden for sundheds-systemet, institutioner og skoler. Og i selvhjælpsbøger til forældre.
Af Lise Kramer Schmidt, lærer, supervisor, familie- og psykoterapeut MPF
Relationskompetence skal vi have og kunne for at begå os som fagpersoner, forældre og i det hele taget i samværet med hinanden. Og godt er det… at være bevidst om relationernes betydning. Der er brug for mennesker, som kan og tør gå i lag med hinanden med det besværlige, ustyrlige og fantastiske det er at være sammen.
Men, når det er sagt… Når der går mode i noget og det udmåles som en ”kompetence” og kvalifikation – og her en professionel en af slagsen - er der grund til at spidse ørerne. Lige så snart vi skal
kunne noget og være
dygtige til det, er det med den indbyggede risiko, at vi bliver
for professionelle og for lidt relationskompetente. Med andre ord, at det kommer til at gælde om ”Hvem der er bedst / dygtigst til relationskompetence og anerkendelse.”
Relationskompetence er en kernekompetence
I pædagogisk arbejde er netop relationskompetence en kernekompetence og en kerneydelse. Samtidig er relationskompetence knyttet til det enkelte menneskes personlige egenskaber. Dermed bliver den professionelle kernekompetence/ ydelse af en yderst personlig karakter.
Som fagperson kræver det jordforbindelse og forbindelse til sig selv – til eget værd og selvtillid. Som fagperson bliver man af arbejdsplads, kolleger, ledelse, samarbejdspartnere, kunder vurderet på ens kompetencer - på sin faglighed.
Som
professionel relations-arbejder vurderes man i høj grad på kernefagligheden, nemlig ens relations-kompetence. Det gør pædagogisk og relationelt arbejde til et arbejde, hvor grundlaget for ens faglighed er meget knyttet til ens person og personlighed. Det er STORE krav.
Relationskonkurrence og anerkendelses-suppe
Det har optaget mig længe, hvordan relationskompetence kan tage karakter af
relationskonkurrence. Ikke bare inden for den pædagogiske verden, men også som en skygge i forældreskabet.
Relationskonkurrence / anerkendelses-suppe er, når vi i familien (forældre) har lært os forældre-selvhjælps-terminologiens kerneudtryk som; ”Jeg ser, du gynger” og ikke roser med; ”Hvor er det flot, du gynger”. Der er intet i vejen med at sige: ”Jeg ser, du gynger” – det er fint, og der er en absolut vigtig pointe i at se sit barn, frem for at vurdere. Det er vigtigt, fordi den fundamentale forskel på anerkendelse og ros er henholdsvis forskellen på at blive set, accepteret og anerkendt for den du er, bare fordi du er, den du er – modsat ros, hvor det er i kraft af noget, du præsterer. Den læresætning har vundet indpas både i familier og institutioner. Og det bifalder jeg på alle måder.
Og så alligevel. For ser du… faktisk? ”Jeg ser, du gynger”, kan være så smækfyldt af manglende kontakt. Og så smækfyldt af tillærte korrekte fraser. Når selvhjælps-terminologien bliver en måde at positionere sig på som forælder eller som fagperson i samværet med mennesker, man arbejder med.
Det
er vigtigt at se barnet og anerkende barnet – at lægge mærke til – og
virkelig lægge mærke til; ”Hvor fedt det er, at du gynger lige nu” – i det sekund. ”Jeg ser dig, min skat – du nyder det og får vind i håret! Skønt!” Intet i vejen med at sige sådan – når den voksne vel at mærke
ser og mærker og er i kontakt med barnet om oplevelsen; gyngen, suset i maven, vinden i håret! Det er super!
Hvad er så problemet?
Problemet opstår, når vi som forældre og som professionelle relationskompetente mennesker gør det i en tillært skabelon. En tagen forældre-”rollen” på sig eller den fagprofessionelle ”rolle” på sig. Med rolle forstås her; noget vi spiller eller leger, mere end vi egentlig mærker/er/lever den.
Relationskompetence handler om det, der sker imellem os mennesker – om kontakten og dermed også manglen på kontakt. Det kan ikke kageforms-udstikkes i velorganiserede og spelt-rigtige samværsøvelser og sætninger som ”Jeg ser, du gynger”, som kan have til formål at iscenesætte den voksnes projekt og den voksnes behov for anerkendelse og for at blive set. Set som enten dygtig/kompetent/perfekt forælder eller fagperson.
Fagpersonens udfordring
Når personalegrupper skal arbejde med og udvikle på relationskompetence handler det om at arbejde med det, der volder besvær for én i relationen. Vi indeholder alle mulige følelser – gode, onde, grimme, skønne. Vi fremstår dagligt kluntede, inkompetente og famlende i relationer. Des mere der er på spil, des større usikkerhed, vrede, rådvildhed, tvivl, des mere famlende.
Det kompetente består i NETOP at være i relationer, også når det ikke er så ”kompetent”.
Min pointe er, at når vi udvikler og uddanner til professionel relationskompetence, skal vi have et skarpt blik for, at det ikke bliver til relationskonkurrence, hvor det gælder om, hvem der er dygtigst. For da bliver relationskompetence til relationskonkurrence. Og det ville være ærgerligt – for det er så vigtigt for vores måde at være sammen med hinanden på. Personligt og i faglige sammenhænge.
----------
Vil du gerne udvikle din egen relationskompetence, har vi flere forskellige tilbud at vælge imellem:
DFTI's basisår i relationskompetence »
- Basisåret er det første år på DFTI’s uddannelse til Familieterapeut. Basisåret kan tages som en selvstændig uddannelse i relationskompetence uden aktuelt ønske om at gå videre på den 3-årige overbygning.
DFTI's åbne kurser »
- Her finder du en oversigt over DFTI’s kortere kurser, der uanset emne alle har fokus på begrebet relationskompetence.
----------
Blogindlægget kan deles på de sociale medier eller kommenteres via af knapperne herunder:
Skriv kommentar