Relationskompetencens essens 1

3. december 2015

ET EKSEMPEL FRA HVERDAGENS PRAKSIS

DFTI sætter i den kommende tid fokus på relationskompetencens essens med eksempler fra hverdagens praksis. Det gør vi her på bloggen, ligesom vi dagligt har fokus på begrebet på vores 4-årige uddannelse til familieterapeut og på alle vores kortere kurser.

Af: Naja Schlichting, lærer og familie- og psykoterapeut

Relationskompetencebegrebet er blevet brugt i mange sammenhænge de seneste år og ikke mindst i forbindelse med debatten om, hvad en folkeskolelærer skal kunne, når både inklusion, målstyret undervisning, nationale test og evaluering er på dagsordenen.

Jeg tror ikke, at nogen kan være i tvivl om, at kompetence i relationer er en vigtig og afgørende forudsætning i arbejdet med børn. Det der kan være mere tvivl om er, hvad relationskompetence egentlig vil sige.

Relationskompetence er ikke er en metode eller en teknik, men snarere en menneskelig evne til at være til stede i mødet med den anden. Evnen til at se og lade os berøre og mærke af dét, der udspiller sig lige foran os. At kunne lægge ambitioner og intentioner bag os for en stund.

I konfliktløsning i skolen, handler det dermed ikke om at kunne gennemskue, hvem der slog først, om skyld og uskyld, men derimod om at møde børnene i det, der måtte fylde. Tit handler det ikke om, at skyld skal placeres, men snarere om, at børnene har brug for at blive mødt i deres oplevelse i konflikten – åbent og nysgerrigt. Så hvis man i stedet spørger, hvad de har brug for hjælp til, så er børn ofte gode til at være meget præcise til at udtrykke sig om det, så det bliver tydeligt, hvor der skal tages fat. Og måske var det nok bare at sige deres oplevelser højt.

I andre situationer, hvor nogle børn er tydeligt vrede, frustrerede eller kede af det, kan det gøre en stor forskel blot at beskrive, hvad vi ser, hvordan de sidder, eller hvordan det enkelte barn ser ud til at have det – at vi tydeligt kan se, at det der foregår lige nu, er betydningsfuldt.

Jeg vil i det følgende beskrive en situation fra min hverdag, som skolelærer, hvor det kommer til at få stor betydning for barnet, at blive mødt og forstået, og som kan være med til at beskrive relationskompetencens essens.

Relationskompetence i hverdagen

Sebastian er ny på skolen og ny i 3.a. Han kommer fra en anden skole, og lærerne i klassen ved ikke hvorfor han har skiftet skole, og der ligger ingen papirer på ham. Det bliver hurtigt tydeligt, at Sebastian har svært ved at finde en plads i klassen, og han trives hverken socialt eller fagligt. Lærerne er irriterede over at få en dreng ind, som smitter negativt af på den øvrige drengegruppe. De taler om ham på lærermøderne, som provokerende og grænsesøgende, og som en dreng, der sikkert har skiftet skole, fordi det var for svært det tidligere sted.

Det er nemt at komme til at tænke sådan, fordi vores hverdag er presset nok i forvejen, og børn, der er udfordrende, gør vores arbejde med at følge aktivitetsplaner og leve op til de foreskrevne mål vanskeligere. Ingen af lærerne lader til at gå videre med de mange uafklarede spørgsmål og undren til forældrene, så Sebastian mærker ingen samlet indsats, og hans historie forbliver i lang tid antagelser.

En ”umulig” dreng?

Sebastian fortrækker ofte til den anden ende af klassen – bag en kommode – hvor han kan sidde længe, mens de andre får undervisning, hvis han kan sidde stille, uden at lærerne opdager det. Han synes, det er svært fagligt, og socialt mangler han hjælp, så gruppearbejde, hvor han er tæt på andre, er det værste for ham. Rigtig tit lister han ud på gangen, hvor han sidder under et bord. Han er helt stille og forstyrrer ingen, så han sidder der ofte og længe.

Når han indimellem er i klassen, er han tit klovnen, og det er lærerne meget trætte af, og de synes ikke det hjælper at sige, at han skal holde op med det, da hans reaktioner så bare bliver endnu kraftigere.

En dag, da jeg går forbi på gangen, hører jeg læreren sige, at Sebastian skal komme ind, og at han ikke må sidde under bordet. Sebastian holder sig for ørerne og vil ikke flytte sig. Han siger, at han aldrig vil komme ind i klassen. Et kvarter efter kommer læreren tilbage – mere vred – og siger, at Sebastian skal komme ind nu, og at han er træt af, at Sebastian ikke hører efter. Da Sebastian bliver siddende, fortsat med hænderne for ørerne, konstaterer læreren, at Sebastian åbenbart ikke kan høre efter og derfor skal blive siddende der, mens de andre spiser frokost i klassen. Sebastian råber efter læreren, at han heller ikke er sulten, så han er ligeglad.

Det bliver pause efter frokosten og børnene løber ud, men Sebastian sidder under bordet endnu. Jeg spørger læreren, hvorfor Sebastian sidder der, og han konstaterer, at Sebastian ikke vil høre efter, og at det eneste han vil, åbenbart er at sidde der. Jeg spørger læreren, om han ved, at det er det eneste Sebastian vil, og om læreren havde snakket med ham. Læreren svarer, at Sebastian er provokerende og umulig at snakke med. Læreren bliver irriteret, og siger til mig, at jeg jo bare kan prøve og selv se, at intet virker. Jeg beslutter mig for at give det et forsøg.

Fra tilflugtssted til hellested

Jeg går hen til bordet, Sebastian sidder under. Jeg siger til ham, at jeg har lagt mærke til, at han har siddet under bordet rigtig længe, og at jeg ikke forestiller mig, at han har fået frokost. Han løfter hovedet, men siger at jeg skal skride, mens han kigger på mig (med øjne som er afventende og samtidig på en måde inviterende). Jeg siger til ham, at hvis det var mig, der havde siddet så længe alene under et bord, så ville jeg have rigtig meget brug for at få besøg. Han retter sig mere op og kigger på mig og siger Måske. Jeg siger, at jeg gerne vil besøge ham under bordet, og om jeg må det. Han nikker.

Da jeg sidder ved siden af ham, sidder vi bare lidt uden at sige noget. Jeg vurderer, at jeg ikke skal spørge om en masse, og siger ud i luften, at der virkelig må være gode grunde til at Sebastian sidder her under bordet, for der er ikke særlig rart – der lugter underligt og er koldt. Han siger, at han faktisk også fryser, men at han ikke ved, hvor han ellers skal gemme sig, så de voksne ikke kan nå ham. Jeg spørger, om vi ikke skal sætte os ind i klassen, så han kan få lidt mad, og hvis han har lyst til at sige noget om, hvad der fik ham til at søge tilflugt under bordet, så vil jeg rigtig gerne lytte.

Allerede på vejen ind i klassen begynder han at fortælle om, at han ikke har nogen venner, at han savner sine gamle klassekammerater, at mor og far skændes, og at han ikke kan læse. På meget kort tid fortæller Sebastian om rigtig meget, der fylder både i skolen og derhjemme. Jeg prøver ikke at løse noget, men lytter og stiller indimellem afklarende spørgsmål til det han siger.

Da han er færdig med at spise, spørger han, om jeg ikke besøger ham under bordet en anden gang. Jeg foreslår ham, at vi finder et andet sted, han kan sidde, når han næste gang får lyst til at flygte, og jeg lover at tale med læreren om et andet varmere sted – ikke et tilflugtssted, men et rart hellested. Han siger, at han elsker sin varme sovepose, og ugen efter, ser jeg ham ligge i klassen på nogle puder i sin sovepose med sin arbejdsbog og nogle børn liggende omkring sig.

Anerkendelse og respekt

Relationskompetencen er altså mere end at opdage, at Sebastian sidder under bordet. Det er også mere end at give beskeder fra voksenhøjde til ’under bordet’-højde. Forskellen er forsøget på at prøve at forstå, hvad der mon er på spil, og at bruge sig selv som menneske og ikke bare som autoritet i form af voksen/lærerkasketten.

Uden anerkendelse og respekt for det barn, der er i klemme, er der ingen forandring i sigte.

For Sebastian har dét at blive mødt, som han gjorde, været betydningsfuldt. Han følte sig værd at lytte til, fordi nogen lyttede med interesse og forstod hans bevæggrunde til at ville flygte, og han begyndte derefter en skoledag med flere dage inde i klassen. Jeg skulle ikke finde på noget smart at sige eller have en plan for, hvordan jeg ville have ham ud under bordet. Det handlede om at sætte mig åben og sansende ved siden af ham og med respekt og ydmyghed fornemme, hvordan det var at være Sebastian, som i det øjeblik ikke selv havde ord, men hvis krop og handling råbte på hjælp.

----------

Vil du gerne udvikle din egen relationskompetence, har vi flere forskellige tilbud at vælge imellem:

DFTI's basisår i relationskompetence »
- Basisåret er det første år på DFTI’s uddannelse til Familieterapeut. Basisåret kan tages som en selvstændig uddannelse i relationskompetence uden aktuelt ønske om at gå videre på den 3-årige overbygning.

DFTI's åbne kurser »
- Her finder du en oversigt over DFTI’s kortere kurser, der uanset emne alle har fokus på begrebet relationskompetence.

----------

Blogindlægget kan deles på de sociale medier eller kommenteres via af knapperne herunder:







Skriv kommentar