Relationskompetencens essens 4

4. februar 2016

ET EKSEMPEL FRA HVERDAGENS PRAKSIS: Om at træde ud af egen stolthed og forfængelighed for at kunne mødes med et afmægtigt barn.

Dette er fjerde indlæg i en serie, hvor vi sætter spot på relationskompetencens essens med eksempler fra hverdagens praksis.


Af Lise Kramer Schmidt, lærer, supervisor, familie- og psykoterapeut MPF

Teddy havde skiftet skole i 5. klasse, da han var blevet mobbet voldsomt på den tidligere skole. Hans start i den nye klasse gik ikke stille for sig. Første dag underholdt han lystigt med høje pruttelyde frembragt af hånd i armhule. En elev i klassen ville hjælpe Teddy og sagde forsigtigt; ”Hvis jeg var dig ville jeg lade være, hun (læreren/læs: undertegnede) kan blive skidesur.” Det gjorde ikke særligt indtryk på Teddy, måske hørte han det slet ikke, for han pruttede lystigt videre.

Teddy anstrengte sig for at blive en del af børneflokken. Han var ihærdig i sin opsøgen af nye kammerater. Han pjattede, legede og var særdeles underholdende. Armhuleprutterne var bare et af mange festlige indslag. Børnene syntes Teddy var sjov. Teddy blev opmuntret af, at de andre fandt ham morsom. Han legede glad med i vilde lege og gerne med sværd og andre ”våben”. Drengegruppen havde fået et nyt medlem, som driftigt deltog i leg og samvær.

Til tider blev pruttelydene dog lidt for vedvarende. Det blev de insisterende klovnerier også. Teddy havde svært ved at forstå og acceptere en afvisning – han ville jo bare være med. Smilene blev ”krumme” og børnegruppen blev ikke ved med at finde det sjovt. Det var svært for Teddy at forstå. Han forsøgte sig med mere af det gode. Mere pjat, flere pruttelyde, mere falden på halen, men det var som om de andre ikke helt kunne grine af det længere. Teddy var på den. Han kendte ikke andre strategier til kontakt.

Noget må gøres.....men hvad?

Efterhånden blev Teddy afvist mere og mere af de andre børn. Først nænsomt siden korporligt. Det udartede sig over tid til konflikter og konfrontationer, der pressede de involverede børn mere og mere. Læreren, hende der kunne blive skidesur, kom mere og mere på den. Alt var forsøgt. Mægling, gruppesamtaler, forældreinddragelse. Lige meget hjalp det. Forældre klagede; ”Teddy er voldelig” og læreren kom til at føle sig mere og mere magtesløs. Nogen må gøre noget, tænkte hun, og det bliver vist mig. Og JEG ved ikke hvad!

Men inden ”noget blev gjort” opstod en konflikt i børnegruppen – så stor, så børnene i bogstaveligste forstand sprøjtede rundt efter Teddy, med kæppe og vrede råb. Nogen måtte gøre noget – og når nu de voksne ikke anede levende råd, så tog børnene sagen i egen hånd, det bedste de formåede. For nu måtte det stoppe med de konstante pruttelyde, med den insisterende søgen kontakt…

Den magtesløse lærer sprøjtede med rundt. Teddy var forsvundet. Han blev fundet af læreren i en krog bag en busk. Skrigende, savlende ulykkelig og vred. Han råbte desperat ”Din store fede narkoluder” til hende. Mens spyttet sprøjtede om munden på ham. Og hun satte sig ned i nærheden af busken og Teddy – men dog på afstand og sagde stille: ”Hold da op, hvor har det her været slemt for dig. ” Teddy spruttede videre og tørrede snot af i ærmet og gentog, at hun var en stor fed narkoluder og lidt til. ”Jeg kan se, du er både vred og ked af det på samme tid, det har været rigtig slemt for dig. Så væmmeligt, at du har været nødt til at gemme dig."

"Jeg ved slet ikke, hvordan jeg kan hjælpe dig, så nu sidder jeg bare her lidt i nærheden af dig.

Langsomt blev skrig og sprutten til en ulykkelig lille drengs gråd. Langsomt kunne læreren rykke tættere på. Nogle gange måtte hun rykke lidt væk igen, og så lidt tættere på igen. Til sidst sad Teddy som en lillebitte hjælpeløs dreng på skødet af læreren og græd og blev vugget.

At blive mødt og set

Der var meget at samle op på bagefter. En opkørt bange og magtesløs børnegruppe. En stresset og rystet Teddy. Kollegaer, der blev optaget af, at ”sådan skulle børn ikke tale til voksne – det skal man ikke finde sig i.” Men det var ikke essensen. Hvis ”sprogbrug” havde været essensen – ville konflikten være fortsat. Så ville afmægtigheden være blevet fodret. Men det var ikke vigtigt, hvad der var blevet sagt i kampens hede, i frustration og afmagt.

Essensen var kontakten og mødet. Essensen var, at dét, der virkede, var at blive set midt i vreden, frustrationen og afmagten.

Den voksne må træde ud af egen stolthed og forfængelighed for at kunne mødes med et afmægtigt barn. Ingen af os er særligt velartikulerede, når vi er afmægtige og desperate. Vi må se essensen. Udsagnet ”Din store fede narkoluder” ramte ikke. Og det gjorde det selvsagt nemmere for den voksne. Særligt delen om at være en narkoluder ramte ikke – det var for langt fra virkeligheden. Det med at være stor og fed kunne måske godt sætte en lille kile ind hos den forfængelige lærer, men igen, det er et udtryk for om den voksne føler sig ramt.

At skille skæg fra snot – reaktion fra relation – så det bliver muligt at se det, der ligger imellem – nemlig mødet og kontakten. Dét er essensen! Og mellem Teddy og børnegruppen: ”Hvor var I alle på den her, så vrede og kede af det. Så bange. Så irriterede.” I stedet for: ”Nu må vi se at lave nogle regler, der kan forhindre konflikter, nu må vi have en liste med gode tilladte ord ” – Næhh… ”Nu må vi da virkelig alle sammen og særligt mig/læreren være omhyggelig med at øve os i at håndtere konflikter, vrede, frustration, irritation på andre måder. Og lige nu har jeg/læreren ikke en klar ide om, hvad den gode måde er – kunne vi sammen prøve at komme frem til noget?”

Vi, fagpersoner, er ikke nødvendigvis gode/dygtige/kompetente, når vi er ”kataloger med håndterings-værktøjer”, vi er bedre når vi skaber platform for udvikling – sammen med børnene. Når vi møder børnene med, at det her er virkelig svært – og løsningen ligger ikke lige for, men vi kan sammen lede efter den med mig/den voksne som ansvarlig leder. Ikke en alvidende leder men en guidende leder.

Vi bliver som voksne kompetente når vi tager ansvar for relationen og vores egen, til tider, hjælpeløshed og tvivl, Også når vi ikke kender den sande gode løsning. Vi opnår autoritet gennem transparens og ligeværd.

----------

Vil du gerne udvikle din egen relationskompetence, har vi flere forskellige tilbud at vælge imellem:

DFTI's basisår i relationskompetence »
- Basisåret er det første år på DFTI’s uddannelse til Familieterapeut. Basisåret kan tages som en selvstændig uddannelse i relationskompetence uden aktuelt ønske om at gå videre på den 3-årige overbygning.

DFTI's åbne kurser »
- Her finder du en oversigt over DFTI’s kortere kurser, der uanset emne alle har fokus på begrebet relationskompetence.

----------

Blogindlægget kan deles på de sociale medier eller kommenteres via af knapperne herunder:


Kommentarer

Jeg ser et ønske fra drengen i at blive oversat
Skrevet af Bettina Lauge Karlsen
d. 06-02-2016

Jeg ser et ønske fra drengen, om at blive oversat. Disse børn som oplever at blive mobbede, har ofte en underlig adfærd, som de andre børn reagerer på. Hvis vi som voksne tør sige til børnene, hvad vi oplever, tænker jeg, han ville kunne komme med et svar, som alle kunne bruge til noget, så vi skal turde spejle dem i gruppen, for det er der, det giver mening og sammenhæng for alle.
Skrevet af Bettina Lauge Karlsen
d. 06-02-2016

Hej Bettina Ja, der er så mange måder at ”kalde” på verden omkring sig. Og vi voksne har så afgørende en rolle og et ansvar for at se børns måder at kalde på os på. Herunder at have som et helt afgørende fundament for arbejdet med børn – og voksne - at der altid er gode grunde til adfærd, af enhver art. Og ja, han havde da i den grad brug for spejling og oversættelse. Tak for dit indlæg. Mange hilsner Lise
Skrevet af Lise Kramer Schmidt
d. 11-02-2016


Skriv kommentar
Tilmeld nyhedsbrev

Udfyld formularen nedenfor og klik Tilmeld.

Du vil herefter modtage en mail med link, som skal bekræftes, før vi kan tilmelde dig til nyhedsbrevet.



Bliv uddannet familieterapeut
4-årig videreuddannelse, der styrker din relationskompetence gennem indsigt i og udvikling af egne personlige og faglige forudsætninger. Med denne uddannelse får du et fundament for bæredygtig kontakt og ligeværdig dialog i arbejdet med hele familien.
Varighed: 108 undervisningsdage fordelt over 4 år

Næste studiestart
Aarhus: 15. november 2019
København: 26. maj 2020
Seneste blogs

At være personlig

04-04-2019
At være PERSONLIG og at være PRIVAT er to forskellige ting. Terapeutens private liv er i princippet uvedkommende for en terapeutisk samtale. At forholde sig personligt i løbet af samtalen kan derimod være både kontaktskabende og befordrende for familiens muligheder for at forholde sig mere personligt og direkte til hinanden.

Om nødvendigheden af supervision

04-03-2019
Supervision tjener til at sikre kvaliteten i arbejdet set fra såvel institutionens som klientellets side. Det er samtidig et redskab til at imødekomme personalets behov for udvikling, inspiration, aflastning og egenomsorg.

Kærligheden er drivkraften

21-02-2019
Vi betragter kærligheden, som den største drivkraft i livet. Den eksistentielle udfordring består i, om og hvordan vi tør lade den få plads. Hvilken åbning, vi møder andre med, er grobunden for, hvad der sker mellem mennesker.

Det terapeutiske rum

04-02-2019
Grundlaget for terapi og det virksomme i terapi er først og fremmest at kunne skabe en bæredygtig kontakt med hver enkelt i rummet. Vi har brug for at blive mødt i en anerkendende atmosfære som den vi er og uden at blive vurderet for at få mod til at åbne for oplevelsen af utilstrækkelighed, sorg eller anden smerte.

Familieterapeutens forudsætninger

16-01-2019
Familieterapeutens forudsætninger udgøres af en samvirkende række af faglige og metodiske færdigheder og en tilsvarende række af personlige træk, egenskaber og kvaliteter. Dette indlæg handler om begge aspekter.