Relationskompetencens essens 3
14. januar 2016
ET EKSEMPEL FRA HVERDAGENS PRAKSIS: Om at bruge tvivlen som kompas - historien om en trækbrønd.
Dette er tredje indlæg i en serie, hvor vi sætter spot på relationskompetencens essens med eksempler fra hverdagens praksis.
Af Lise Kramer Schmidt, lærer, supervisor, familie- og psykoterapeut MPF
Relationen er den lim, der binder mennesker sammen. Relationen mellem mennesker er afgørende for stemningen og atmosfæren. Den er usynlig og konstant i spil mellem mennesker hele tiden. Relationskompetence kan på den ene side defineres som evnen til ”at kunne se sig selv udefra og andre indefra” og er på den anden side så svær at efterleve i praksis.
Når relationskompetence er svær i praksis, handler det blandt andet om, at en del af kompetencen består i at lade tvivlen råde.
I en verden hvor vi i mange relationer er ”kompetente”, hvis vi fremstår sikre, overskudsagtige og faglige, er det sin sag at lade tvivlen være et legitimt kompas. Det er sin sag at tillade tvivl at være et vigtigt redskab i relationsarbejde med mennesker. Men tvivlen ér et fint og vigtigt barometer for kontakten mellem mennesker.
De ”relationelle værktøjskasser”
Tvivl er alment menneskelig. I professionelt relationsarbejde med mennesker er og bør tvivlen være en følgesvend. I mit arbejde som familieterapeut og supervisor er den en vedvarende ”sparringspartner”: Tvivlen bruger jeg til at vurdere, om jeg er ”på rette vej” i mine faglige vurderinger og faglige stillingtagen; om jeg er indlevende, rummelig og kontaktskabende ”nok”. Tvivlen giver mig mulighed for at rette et blik indad på min egen fagpersonlige rolle - min egen måde at være i relationen på. Og tvivlen giver mig mulighed for nyfortolkninger af sammenhænge. På den måde bliver tvivlen et helt afgørende vigtigt redskab i min ”værktøjskasse” af relationskompetence.
Når jeg er i tvivl, er det også muligt og tilladeligt for ”den anden” i relationen at være i tvivl.
I relationelt arbejde kan man sige, at ”et relationelt stykke værktøj" netop er evnen til at drage sig selv i tvivl og dermed nødes til at gå i dialog og kontakt med den anden (barnet, den unge, forælderen, kollegaen m.fl.). Da bliver det muligt at mødes menneske til menneske – i øjenhøjde.
I professionelt arbejde med relationer vil tvivlen være et sikkert tegn på, at noget vigtigt er på færde. At lige nu er der noget, der fortjener lidt mere opmærksomhed. Relationskompetence er således evnen til at give sig selv, den anden og relationen opmærksomhed og omsorg.
Tvivlen skaber ligeværd i relationen
Sætningen, ”Lige nu ved jeg ikke mine levende råd”, er en fantastisk kontaktskabende ytring. Den kalder på og indbyder til relationel dans, til udveksling og merforståelser. Den kalder på ligeværd, fabulering og leg. Og ja, selvfølgelig, den viser rådvildhed, usikkerhed og til tider manglende viden og erfaring. Men dét er altså følelser, alle mennesker kender. Og når vi mødes i det, vi alle kender og genkender, dannes relationen og kontakten. Når vi bliver mere undersøgende end konkluderende og postulerende i vores samvær med hinanden, muliggøres det at lade skuldrene falde ned og åbne sig.
I pædagogisk arbejde med eksempelvis børn bliver fagpersonens tvivl, det undersøgende og ikke-konkluderende det helt afgørende eksempel for barnet på, hvordan det er muligt at være i kontaktfyldte relationer. Når voksne formår og tør vedgå sig deres tvivl og til tider magtesløshed og stadig forblive i relationen - bliver det også muligt for børn – og så lærer vi vores børn noget meget vigtigt om at stå ved sig selv.
Historien om en trækbrønd
I mit tidligere arbejde som lærer skulle jeg engang i en 3. klasse fortælle, hvordan en trækbrønd fungerede. Jeg rodede mig ud i en lang, illustreret forklaring, der nok ikke fremstod helt plausibel, men jeg forsøgte at svare, så godt jeg kunne, svare så sikkert som jeg kunne, med det (ganske) lidt jeg vidste om trækbrønde.
Efter min forklaring blev der stille i klassen… Indtil Marlene med klar og ærlig røst sagde; ”Det der, det tror jeg ikke en skid på.” Til det kunne jeg kun sige. ”Nej, det kan jeg faktisk godt forstå… jeg er faktisk heller ikke helt sikker på, at det er rigtigt.” Og det var magisk forløsende – og vi kunne i fællesskab finde ud af og undersøge, hvordan sådan en brønd egentlig virkede.
I pædagogisk arbejde med eksempelvis børn bliver fagpersonens tvivl, det undersøgende og ikke-konkluderende således det helt afgørende eksempel for barnet på, hvordan det er muligt at være i kontaktfyldte relationer. Når voksne formår og tør vedgå sig deres tvivl og til tider magtesløshed og stadig forblive i relationen, bliver det også muligt for børn. Og så lærer vi vores børn noget meget vigtigt om at stå ved sig selv.
Så derfor: Brug gerne tvivlen som kompas i dit relationsarbejde. Relationskompetence er evnen til at se sig selv udefra og andre indefra – og at være sammen om, hvad det så måtte bringe med sig.
----------
Vil du gerne udvikle din egen relationskompetence, har vi flere forskellige tilbud at vælge imellem:
DFTI's basisår i relationskompetence »
- Basisåret er det første år på DFTI’s uddannelse til Familieterapeut. Basisåret kan tages som en selvstændig uddannelse i relationskompetence uden aktuelt ønske om at gå videre på den 3-årige overbygning.
DFTI's åbne kurser »
- Her finder du en oversigt over DFTI’s kortere kurser, der uanset emne alle har fokus på begrebet relationskompetence.
----------
Blogindlægget kan deles på de sociale medier eller kommenteres via af knapperne herunder:
Skriv kommentar
