Relationskompetencens essens 2

7. januar 2016

ET EKSEMPEL FRA HVERDAGENS PRAKSIS

Dette er andet indlæg i en serie, hvor vi sætter spot på relationskompetencens essens med eksempler fra hverdagens praksis.

Af: Stina Krakau, lærer, konsulent, familie- og psykoterapeut MPF

Danske børn tilbringer hver dag mange, mange timer i daginstitution og skole. Dermed bliver den tid som de tilbringer sammen med professionelle voksne (pædagoger og lærere) af stor betydning for deres udviklingsproces.

Der er stort fokus på den fag-faglige udvikling i disse år både hos børn og voksne, jeg kan dog være bekymret for, om de sociale kompetencer bliver nedprioriteret i en hæsblæsende travl konkurrencetid, hvor det kommer til at handle mere om, hvem der er hurtigst og bedst til at læse eller regne end om fællesskabet og børnenes sociale samspil. Dermed kan man som professionel komme til at overse betydningen af, hvor vigtig en rollemodel man selv er som menneske for de børn, man dagligt er i relation med.

Relationskompetence skaber ligeværdighed

Udviklingen mod at blive et velfungerende socialt væsen udspringer først og fremmest af den kontakt, vi har i det daglige sociale samspil med andre. Dermed bliver kvaliteten af de relationer som vi indgår i særligt betydningsfulde, og for et barn har det stor udviklingsmæssig betydning, hvordan det bliver mødt.

Når man som professionel til dagligt arbejder med børn, har man dermed et øget ansvar for kvaliteten af den kontakt, man møder børnene med. Relationen mellem den voksne og barnet vil altid være asymmetrisk, da den voksne har en anden og mere magtfuld position.

Den voksne må være helt klar over, at det er ham/hende, der har ansvaret for relationen, og det er netop den voksnes ansvar at møde barnet ligeværdigt uanset hvilken situation, det handler om.

Det er ganske let at vedligeholde en god relation med de børn, der fungerer fagligt og socialt godt. Børn og i øvrigt også voksne, der er lette at omgås, udfordrer ikke på samme måde vores kompetence i at være i relation med hinanden, men i det øjeblik vi står i en konfliktfyldt situation, kræver det, at den voksne kan være i kontakten på en måde, så barnet vil føle sig set og anerkendt på trods.

En vred dreng

Da jeg for år tilbage arbejdede som lærer i folkeskolen, blev jeg en morgen mødt af Henrik, og han var vred – meget vred. Jeg kunne se det på lang afstand, da han trampede rundt på gangen med højlydte brøl. Jeg registrerede hans vredesudbrud og voldsomme kropssprog samtidigt med, at jeg mærkede et indre ubehag i mig ved tanken om, hvad jeg om få sekunder ville møde.

Da han nåede hen til mig, råbte han mig ind i hovedet: ”Jeg kan godt sige dig Stina – jeg vil fandme ikke finde mig i Kristian så meget som en dag mere. Han driller mig, han tager mine ting, han skubber mig med albuen hele tiden, han er grim og han lugter og han stopper ikke med at drille, selv om jeg HAR sagt stop til ham. Jeg flår knoppen af ham...”

Her kunne jeg have reageret ved at afgrænse mig og have svaret: ”Henrik, sådan skal du overhovedet ikke tale hverken til mig eller de andre børn i klassen, det vil jeg slet ikke finde mig i.” Hvilket udfald der var kommet ud af dette, kender jeg af gode grunde ikke svaret på. Men jeg forestiller mig, at Henrik med sit kraftfulde temperament ville have råbt noget endnu mere grimt til og om mig, måske var han stukket af eller havde slået mig. (Dette skete ofte og var selvfølgelig noget af det, der påvirkede min mavefornemmelse, allerede da jeg så ham på afstand).

I stedet for at korrekse Henrik tog jeg en dyb indånding og tænkte: Han er SÅ fortvivlet! Så jeg kiggede på ham og svarede: ”Hold da op hvor kan jeg se, at du er vred. Jeg kan godt forstå, at du reagerer, som du gør, for hvor må det være frustrerende for dig. Og hvor er det supergodt, at du kommer her og fortæller mig det, så jeg kan hjælpe.”

Henriks skuldre sank ned, han kiggede på mig og svarede, nu i et andet stemmeleje og med tårer i øjnene: ”Øh ja, ja jeg synes jo bare, at det er svært, når han driller.” Herfra kunne Henrik og jeg nu møde hinanden fra et helt andet sted, og vi blev enige om, hvordan jeg bedst kunne hjælpe i den aktuelle situation.

Når vi står i disse konfliktoptrappende situationer, bliver vores egen relationskompetence sat på spidsen. Relationskompetencen forstås som:

”den professionelles evne til at se det enkelte barn på dets egne præmisser og afstemme sin egen adfærd herefter uden dermed at fralægge sig lederskabet samt evnen til at være autentisk i kontakten.” (Juul og Jensen, 2002)

Det betyder også, at det ikke er nok kun at være anerkendende over for et barn, man må også være åbenhjertig nok til, at man også kan se og tage barnets perspektiv ind, også når det er ude af sig selv af raseri.

Relationskompetence kræver træning

Konfliktfyldte situationer er vanskelige at navigere i for mange mennesker. Når vi står midt i en konflikt, aktiveres vores eget nervesystem, og instinktivt kan vi få lyst til enten at kæmpe med eller at flygte. Har vi ikke så godt fat i vores egen evne til mentalisering eller evne til at regulere vores egne følelser, så vil vi ofte gribe til gamle uvaner såsom at hæve stemmen, skælde ud og måske selv blive revet rigtig meget med af vreden. Sker det, vil det kun efterlade de børn, vi har ansvaret for med intet mindre end en følelse af at være forkerte og med skyld og skam.

Hvis man virkelig ønsker at opbygge et positivt selvbillede og gode relationelle kompetencer hos de børn, man arbejder med, må man først og fremmest gribe i egen barm. Man må som en god rollemodel kunne kontrollerer sine egne frustrationer og have et klart fokus på udviklingen af sin egen relationskompetence. Men denne kompetence kan ikke erhverves ”over night” eller ved at man læser om den i en bog.

At udvikle sin relationskompetence kræver træning i at se på egne handlemønstre og strategier, og vi kan kun udvikle denne kompetence gennem et opmærksomt eget arbejde set i lyset af de relationer, som vi selv indgår i.

Det kan til tider være hårdt arbejde, men er det hele værd – ikke mindst for de børn, vi har ansvaret for i vores dagligdag.

----------

Vil du gerne udvikle din egen relationskompetence, har vi flere forskellige tilbud at vælge imellem:

DFTI's basisår i relationskompetence »
- Basisåret er det første år på DFTI’s uddannelse til Familieterapeut. Basisåret kan tages som en selvstændig uddannelse i relationskompetence uden aktuelt ønske om at gå videre på den 3-årige overbygning.

DFTI's åbne kurser »
- Her finder du en oversigt over DFTI’s kortere kurser, der uanset emne alle har fokus på begrebet relationskompetence.

----------

Blogindlægget kan deles på de sociale medier eller kommenteres via af knapperne herunder:


Skriv kommentar