Den sammenbragte familie: Når vores møder jeres

6. maj 2015

Dette er det sjette blogindlæg i en serie, der belyser forskellige aspekter af det at være en sammenbragt familie.


Find links til de andre indlæg i denne serie i bunden af dette indlæg.

Af Peter Mortensen, cand. psych. aut., familieterapeut MPF, direktør og stifter af DFTI

Beslutningen om at flytte sammen tages nogle gange i forelskelsens urealistiske tro på, at kærligheden overvinder alt, og at det hele nok skal gå, når vi først er der. Sådan går det sjældent. Virkeligheden er så sammensat og fyldt af uforudsigelige påvirkninger fra mange sider, at man under ingen omstændigheder slipper for at skulle opfinde løsninger på udfordringer, man ikke anede ville komme – og slet ikke med så stor emotionel ladning.

Forskellige mønstre og vaner

Den første familie opstod af tiltrækning og kærlighed, og børnene bragte uforbeholden tillid og kærlighed med sig fra fødslen. Forældrene kunne langsomt og gradvist finde sig selv i forældrerollen og nyde godt af, at relationen til børnene var givet og næredes af den hengivenhed og rummelighed, der for de fleste automatisk følger med i forældreskabet.

Den nye familie skal finde sig tilrette gennem dialog og tålmodige forsøg på at lære samlivet af og med hinanden. I modsætning til den første familie er det nu sådan, at vi alle har erfaringer med familielivet. Vi er nogen som var her først – og nogen som er kommet til, men som til gengæld var der først med hinanden og med deres livserfaring.

Lad os tage nogle eksempler:

Den ene halvdel af familien er altid stået tidligt op lørdag morgen, har spist og har ofte foretaget sig noget sammen, svømmehal, udflugter, legeaftaler eller andet.

Den anden nyder at starte langsomt, tilbringe en formiddag i nattøj, sidde med avisen og lade weekenden indfinde sig. Børnene står sent op, henter nogle gange maden i køkkenet, drikker af juicekartonen og efterlader osten og marmeladen fremme sammen med krummerne og det brugte bestik, efter de har trukket sig tilbage på værelset.

Den ene del af familien har været vant til, at alle færdes ind og ud af badeværelset, mens alle gør sig klar om morgenen. Der bades, klædes om, børstes tænder og så videre. Denne åbenhed gælder dog ikke umiddelbart den nye voksne, og den gælder slet ikke, når dennes to teenagebørn kommer og er i huset. Døren er lukket og låst, og det er den i 25 minutter, hvorefter rummet er tæt af vanddamp, hår i vasken og håndklæder, boksershorts og andet liggende på gulvet.

Det er i øvrigt de samme teenagebørn, som elsker at tage sig tid til at lave mad sammen med deres mor fredag aften, finde hinanden, tale om skole eller gymnasium og sidde længe ved måltidet, hvor de andre ofte har valgt at hygge sig med en hurtig ret, som kan spises i sofaen, mens der er Disney i fjernsynet.

Der er ikke nogen facitliste – der findes ingen på forhånd givne regler for, hvad der er den rigtige måde at gøre tingene på.

Alle familiemønstre er vokset frem over tid, og nu skal de integreres med en anden families vaner. Det kræver forhandling, tålmodighed, fleksibilitet og tro på, at det er muligt at finde de omgangsformer, der kan gøre det hjemligt og muligt for alle at være der.

Forskellighederne krystalliseres – hvad nu?

Dét man i den nye familie har at holde sig til, ud over kærlighedens støtte til at holde ud, er kvaliteten af de samtaler og udvekslinger man har om besværet. Det er dem, som kan opbygge relationen, og som skaber en reel kærlighed mellem parterne. Og det er dem, som hvis de ikke lykkes, kan føre til, at familieprojektet må opgives, og man igen må gå hver til sit. Det er aldrig børnenes eller de ydre rammers skyld.

Det er altid kvaliteten af de voksnes samspil og den enkeltes egen ansvarlighed, som afgør, om et nyt familieprojekt lykkes.

Der er behov for at snakke om meget mere, end nogen af de voksne oplevede i den familie, de skabte fra bunden.

Værdien af familiemøder

Familiemøder hvor alle er tilstede, alle bidrager og alle høres, er et af de bedste bud på, hvordan man med tiden kan finde sig tilrette med hinanden. De bør tages regelmæssigt og bør altid indledes af de voksne, som må indlede med at tale om det, som er nyt, overraskende, vanskeligt og måske også inspirerende for dem, ved at være kommet ind i en ny familie.

Det er ikke møder, hvor der skal findes løsninger og træffes beslutninger for, hvordan tingene skal være. Det er anledninger til at lære hinanden at kende, opdage hvor der er behov for at tænke anderledes eller tage hensyn, man ikke vidste var betydningsfulde for de andre. Det er tonen i snakken og den daglige omgang med hinanden, der skaber overskuddet til at ændre adfærd, ikke noget nogen kan pålægge andre.

Det er umuligt – og uhensigtsmæssigt – hvis en af de voksne ønsker at indføre fælles regler for samværet eller for samlivets mange forskelligartede udfordringer. Uanset hvor rigtigt et løsningsforslag kan synes, er der ingen, der har optjent retten til at diktere for de andre, hvordan det skal gøres. Det kan kun skabes i fællesskab gennem dialoger. Dialogerne sikrer, at alle høres, flere nuancer kommer med, og loyaliteten over for de drøftelser og eventuelle beslutninger, der tages, hænger nøje sammen med, hvordan snakken er forløbet.

De voksne vil her opleve hvor konstruktive børn er, når de mærker at deres bidrag, herunder også deres kritiske sans, værdsættes.

Hav tillid til, at der er ønske om at få et samliv, som fungerer for alle, og hold igen med løsningsforslag. Det er i reglen bedre at bidrage med forståelse og oplysning om, hvordan man selv befinder sig med det, der lige nu tales om. Møderne har til formål at indhente noget af den viden om hinanden, man ikke har kunnet opnå, fordi man først lige er begyndt at leve sammen.

Og endelig: Hvis snakkene forekommer for uoverskuelige, låser sig fast eller udvikler sig til konflikter, vil det ofte være meget givende at skaffe assistance fra familierådgivere eller familieterapeuter, som kan hjælpe til med både struktur og hjælp til de nødvendige dialoger.

I det næste indlæg vil jeg fokusere på samarbejdet med den anden forælder, og – ofte lige så vigtigt – dennes nye partners rolle som samværsforælder til en andens børn. Hvordan har vi det med rummeligheden over for hinandens børn? Og kan vi ærligt sige, at vi har plads til at acceptere, at der med partner og børn også følger en eks, som for altid vil være en del af både børnenes liv, og som, i hvert fald til de flytter hjemmefra, også vil være en del af vores nye families liv?


Andre blogindlæg i denne serie:
Sammenbragte familier del 1: Sammenbragte familier bygger på tab »
Sammenbragte familier del 2: Mellemspillet før et nyt samliv »
Sammenbragte familier del 3: Begyndelsen på et nyt parforhold »
Sammenbragte familier del 4: Introduktionen af en ny partner for børnene »
Sammenbragte familier del 5: FamiliElastik »

----------

Blogindlægget kan deles på de sociale medier eller kommenteres via af knapperne herunder:


Skriv kommentar
Tilmeld nyhedsbrev

Udfyld formularen nedenfor og klik Tilmeld.

Du vil herefter modtage en mail med link, som skal bekræftes, før vi kan tilmelde dig til nyhedsbrevet.



Bliv uddannet familieterapeut
4-årig efteruddannelse, der styrker din relationskompetence gennem indsigt i og udvikling af egne personlige og faglige forudsætninger. Med denne uddannelse får du et fundament for bæredygtig kontakt og ligeværdig dialog i arbejdet med hele familien.
Varighed: 108 undervisningsdage fordelt over 4 år

Næste studiestart
København: 6. maj 2019
Aarhus: 15. november 2019
Kursus: Samtaler med børn
- i samarbejde med COK

4-dages kursus for faggrupper, der arbejder med børn i udsatte livssituationer.

Tid og sted:
VI HAR IKKE PT. SAT DATOER OG STED PÅ NÆSTE KURSUS.
Kurset kan også bestilles hjem til arb.pladsen