Når viden bliver til kunnen

10. juni 2016

Om at arbejde relationsorienteret med unge misbrugere med psykiske lidelser – og om hvor vigtigt det er at slippe gamle mønstre for at kunne omsætte viden til praksis.

Af: Svend O. Andersen, familie- og psykoterapeut, MPF.

At vide er ikke det samme som at kunne! Det ville være lige så umenneskelig en forventning som at tro, at forskellige mennesker kan udføre det samme arbejde fuldstændig ens. Meget viden er faktisk rigtig vanskeligt at omsætte og skaber uden efteruddannelse, supervision og træning mere frustration end afklaring hos den, der skal omsætte viden til praksis.

Når ny viden går hånd i hånd med en praksis, hvor der arbejdes med at integrere ny viden, så skabes der hele tiden mere ny viden. Og her vil jeg gerne give en beretning fra mit faglige liv, hvor jeg mener, det er lykkedes at skabe denne synergi, hvor opsamlet viden/erfaring blev bragt i spil – omsat til praksis – og ny viden opstod:

Arbejdet med afhængighed i relationer

Jeg havde for nylig fornøjelsen af at være sammen med en snes socialpædagoger, som for en hel dels vedkommende havde arbejdet i mange år inden for specialområdet med børn og unge. De havde, inden jeg mødte dem, gjort op med konsekvenspædagogikken og havde i flere år fået supervision, der fokuserede på deres relation til barnet/de unge, ligesom flere havde været på kursus i at arbejde relationsorienteret. Altså en flok garvede pædagoger, der havde prøvet lidt af hvert, og som kunne og ville en hel del med de unge de arbejder med.

Alligevel (men slet ikke underligt) var det let for mig som udefrakommende at mærke, at de trængte til at tage skridtet fuldt ud og stole på det, de godt vidste:

Det er den enkelte pædagogs relation til den enkelte unge, der skal bære, når den unge erkender sit behov for relevant hjælp.

Pædagogerne ønskede at blive efteruddannet til at arbejde med misbrug. Jeg foreslog dem at få en smagsprøve på at arbejde med afhængighed i relationer, vel vidende at det kræver en længere uddannelse, end de umiddelbart havde sat sig for (og havde økonomi til). Jeg vidste også, fra min egen tid som alkoholbehandler, at det hjalp mig på afgørende vis at se min egen ”afhængighed” i øjnene. Mit perspektiv på afhængighed blev udvidet betydeligt, da det gik op for mig, hvor magtfuldt og indgribende MIN afhængighed af at hjælpe var i mine relationer – og dermed også til mine klienter. Det blev min erfaring, at det kræver meget ydmyghed og mod at tale om det skamfulde på en afgrænset og imødekommende måde, så den anden bliver inspireret til mere kontakt frem for at være nødt til at klare sig selv.

Vigtigheden af at give slip på gamle metoder og regler

Når jeg nævner ovenfor, at det ikke var underligt, at pædagogerne havde svært ved at tage skridtet fuldt ud og stole på, at relationen kan bære, er det fordi, det helt naturligt vækker angst hos de fleste fagfolk, når man laver forandringer – og her havde de taget de første tiltag til et paradigmeskifte! Som hos så mange andre, sker der det, at man holder fast i noget fra det gamle, mens man griber fat i det nye og kommer til at hænge midt imellem. Der kan ingen dog hænge ret længe uden at blive frustreret!

Når fagfolk slipper en pædagogik, der i det væsentlige baserer sig på regler, som de voksne har defineret og tager fat i en pædagogik, hvor den voksne går foran og demonstrerer ligeværdighed, gennemsigtighed og sårbarhed, så vil der i den første tid helt naturligt være usikkerhed både hos fagfolkene og de unge.

Hos pædagogerne, jeg skulle lave kursus sammen med, holdt de stadig i nogen grad fast i et regelsæt. Noget af ældre, ukendt oprindelse og noget af nyere dato, der stadig gav mening – i al fald for pædagogerne. Faktisk var de ikke klar over, at det var dét, de gjorde, men allerede i starten af kurset blev de klar over, at de måtte i gang med en revision af pædagogikken.

Nye tilgange giver nye udfordringer

Jeg synes de var modige – pædagogerne. De sprang til og gik i gang med at arbejde med deres egne afhængigheder. Den pædagog, der gik mest til biddet, og dermed også fik mest ud af det, gik i gang med sin afhængighed af at købe på nettet. Andre tog fat på mere almindelige afhængigheder som f.eks. det at arbejde tvangsmæssigt. De turde smage på, hvad det vil sige at være misbruger. De blev klar over, at der som hovedregel er mange flere gode grunde til at fortsætte misbruget end til at stoppe. De blev bekræftet i, at hvis de overhovedet skulle den unge noget som helst, så måtte de konsultere de unge for at blive klogere. Gå på besøg i den unges land, så de unge kunne opbygge tillid til, at de – pædagogerne – var troværdige. Opgive, hvad der var af tro på, at de vidste noget, den unge ikke vidste. For det viste sig her, som så mange andre steder, at være omvendt!

Des mere åben pædagogen kunne være for kompleksiteten i sine egne afhængigheds-mønstre, des mere kunne han/hun sætte sig ind i den unges situation på en måde, så den unge mærkede, at pædagogen ville ham det godt. Faktisk er jeg helt sikker på, at de unge på denne institution troede på, at pædagogerne ville dem det godt. Men den frustration pædagogerne gav udtryk for var, at de ikke kunne nå de unge i deres misbrug.

Efter bare få praksisnære kursusdage stod pædagogerne i nogle helt andre dilemmaer end før. Eksempelvis havde de inden kurset prøvet at minimere og ignorere, når de unge talte om deres misbrug, fordi de mente, det var skidt for den enkelte unge og miljøet i huset. Da pædagogerne begyndte at interessere sig for det, de misbrugende unge var optaget af – misbruget – så begyndte de unge at dele deres problemer med pædagogerne. F.eks. den kriminalitet, de var nødt til at udøve for at have misbruget.

Pædagogerne blev på den måde naturligt bragt i konflikt med, hvad de var pligtige til at oplyse om, når de fik kendskab til ulovligheder. Nye udfordringer for pædagogerne, men ingen var vist i tvivl om, at de unge følte det som en stor lettelse, at de ikke længere måtte omgive sig med løgne og hemmeligheder!

Og lykkeligvis kunne pædagogerne også med begejstring berette, hvordan de dag for dag oplevede en udbygget relation til de unge.

Større tiltro og tillid

Som allerede nævnt, var kurset en smagsprøve på, hvad det vil sige at arbejde med afhængighed i relationer. Vi nåede ikke i denne omgang at komme til at arbejde med, hvordan den pædagogiske hverdag med de unge kunne indrettes, så de, via det miljø, de færdes i til dagligt, kunne opbygge en tiltro til, at der er langt mere potentiale i dem, end de for tiden kan eksponere.

Der er dog ingen tvivl i mit sind om, at de unge (hvoraf et par stykker deltog undervejs), pædagogerne og underviserne – en socialpædagog/familieterapeut og en psykiater med speciale i unge og misbrug – fandt på veje sammen, som er værd at arbejde videre med.

Vi blev klogere på os selv, vore fag og hvad vi kunne sammen på tværs af forskellige grænser – såvel funktionsmæssigt som fagligt.

----------

Blogindlægget kan deles på de sociale medier eller kommenteres via af knapperne herunder:


Skriv kommentar