Når børne- og voksenperspektivet kolliderer

23. januar 2015

- om pædagogens arbejde med børn og forældre under skilsmissen.


Af Gerda Rasmussen, familieterapeut MPF, socialrådgiver og Solveig Outsen, familieterapeut, psykolog

Det er en helt almindelig hverdagsbegivenhed i børnehaver og SFO'er, at forældre til institutionens børn bliver skilt. Som pædagog er man sat i verden for børnenes skyld og tager derfor helt naturligt børneperspektivet:

”Hvad har Elias eller Sofia brug for fra mig i tiden, hvor mor og far er ved at blive skilt?”. Og: ”Hvad har de brug for fra deres mor og far? Kan jeg være forældrenes sparringspartner og hjælpe dem på vej i forhold til deres børn?”.

Pædagoger trækker gerne i arbejdstøjet for at hjælpe med opgaver som denne, der er vigtige for børnenes trivsel og udvikling.

Børne- og voksenperspektivet

Mere udfordrende bliver det for mange, når børnenes forældre ikke umiddelbart har samme fokus på børnenes oplevelser og behov i forbindelse med skilsmissen, men i stedet virker til at være mere optaget af egne oplevelser og følelser – af voksenperspektivet.

Forældre, der går igennem en skilsmisse, gennemgår i forskellig grad en personlig livskrise med meget intense følelser, der skal gennemleves. Og samtidigt sker der jo nogle gange det, at konfliktniveauet mellem forældrene stiger, og kontakten imellem dem bliver svær. Dermed besværliggøres også samarbejdet om børnene. Det er nemt at forstå.

Men det kan være svært at håndtere, når man som ambassadør for børneperspektivet – for 5-årige Sofias behov – pludselig synes, man hører mere om mor og fars indbyrdes problemer og tanker om hinanden. Samtidigt med at man observerer reaktioner hos Sofia på, at hun har mere brug for sine forældre end nogensinde før, så hun kan komme igennem bruddet i hendes familie.

Udfordringen for pædagogen synes umiddelbart at være, hvordan hun kan hjælpe forældrene til at have fokus på, hvordan deres barn har det lige nu.

Fra individets perspektiv til familieperspektivet

Men hvis det skal lykkes at samarbejde med far og mor, er det ikke nok at være barnets ambassadør. Her må vi i en samtale med begge forældre have familieperspektivet ind, så vi ser situationen fra såvel forældrenes som barnets perspektiv. For skal man hjælpe barnets forældre med at tage ansvar, lader det sig kun gøre, hvis man møder dem, hvor de er – frem for at bede dem sætte sig selv til side.

Og når det er sagt er opgaven ikke mindst at få et fokus på, hvordan man sammen – forældre og pædagoger - kan hjælpe barnet bedst muligt i den nuværende situation. Næste spørgsmål presser sig derfor på:

”Forældrene har det vanskeligt nok i forvejen. Skal jeg overhovedet som pædagog blande mig i det her, for det er jo forældrenes private forhold?” Kan man med andre ord overhovedet som ”barnets fagperson” tillade sig at tage familieperspektivet?

Pædagogen taler sikkert med sine kolleger om det, og vi kan håbe på, at én af dem svarer: ”Jo, det synes jeg, at du skal. Her i institutionen kender vi rigtig meget til Sofia, og vi kender også hendes forældre godt. Jeg ved, at de har stor tillid til os - og er det ikke vores ansvar at tale med forældrene, når vi kan se, at Sofia har det rigtig skidt i den her proces?”

Invitér til samarbejde

Har man således besluttet sig for at tage snakken, affødes næste udfordring:

”Hvordan inviterer jeg bedst muligt til samtale med forældrene om, hvordan vi sammen kan hjælpe Sofia?”

Det er der brug for forberedelse til. Det kræver nemlig et både fagligt og personligt overskud af pædagogen at være direkte og personlig i samtalen, ikke at være partisk og ikke at blive smittet af parrets konflikter.

Samtidig må pædagogen have blik for, at forældrene gør det så godt, som de kan i den svære situation. Hvis pædagogen fokuserer på, at forældrene håndterer situationen forkert, kan det nemlig blive svært for dem at snakke om deres del af problemstillingen.

Når pædagogen inviterer forældrene til en samtale, kan det være en god ide at fortælle dem, at man ved, at de lige nu er i en svær situation, hvor de skal skilles, og at man kan se, at det påvirker hele deres familie. Derfor vil man invitere dem til at tale om, hvordan Sofia har det lige nu, og om, hvordan man sammen bedst kan støtte hende.

Dét er nemlig sådan en opgave forældre gerne tager på sig – når vi som fagfolk inviterer til at samarbejde på en måde, som viser tiltro til at forældrene vil deres børn det bedste .

----------


Blogindlægget kan deles på de sociale medier eller kommenteres via af knapperne herunder:



Skriv kommentar
Tilmeld nyhedsbrev

Udfyld formularen nedenfor og klik Tilmeld.

Du vil herefter modtage en mail med link, som skal bekræftes, før vi kan tilmelde dig til nyhedsbrevet.



Bliv uddannet familieterapeut
4-årig efteruddannelse, der styrker din relationskompetence gennem indsigt i og udvikling af egne personlige og faglige forudsætninger. Med denne uddannelse får du et fundament for bæredygtig kontakt og ligeværdig dialog i arbejdet med hele familien.
Varighed: 108 undervisningsdage fordelt over 4 år

Næste studiestart
København: 6. maj 2019
Aarhus: 15. november 2019
Kursus: Samtaler med børn
- i samarbejde med COK

4-dages kursus for faggrupper, der arbejder med børn i udsatte livssituationer.

Tid og sted:
VI HAR IKKE PT. SAT DATOER OG STED PÅ NÆSTE KURSUS.
Kurset kan også bestilles hjem til arb.pladsen