Kærligheden er drivkraften

21. februar 2019

Vi betragter kærligheden, som den største drivkraft i livet. Den eksistentielle udfordring består i, om og hvordan vi tør lade den få plads. Hvilken åbning, vi møder andre med, er grobunden for, hvad der sker mellem mennesker.

Af: Ruth Hansen, cand. psych., aut., specialist i psykoterapi og supervision, MPF, direktør og partner i DFTI

Selvom kærligheden er drivkraften, er kærlighedens udtryk ikke nødvendigvis kærlig. Vi har alle fået sår. Vi er i forskellig grad blevet overset, misforstået og svigtet, hvilket gør det svært at turde knytte sig og åbne for kontakt. Som børn har vi udviklet nødvendige overlevelsesstrategier for at kunne leve med smerten over ikke at blive mødt. Når vi så senere i livet f.eks. i vores parforhold konfronteres med sårbarheden i form af svigt og gentagelse af gammel smerte, vil vi derfor være tilbøjelige til at beskytte os gennem de indlærte, gamle mønstre eller strategier.

Gamle sår, som ikke får opmærksomhed eller pleje, vil kunne bryde op gennem hele livet og farve og besværliggøre tilknytningen til og samværet med andre mennesker. At være sig selv…at stå ved egne følelser af frygt, vrede eller smerte er vanskeligt, men ”At være sig selv…sammen” er naturligvis endnu vanskeligere. Kærligheden kan komme til udtryk på frisættende måder og på måder, som både kan binde os selv og den anden. Vi skal kunne mærke og få øje på vore egne åbne sår eller gamle ar, før vi kan begynde plejen i form af selv at tage ansvar for, hvornår og hvordan vi åbner og lukker for kontakt. En sådan opmærksomhed og åbenhed giver mulighed for nye valg og ny kontakt.

Som familie- og psykoterapeuter må vi både kunne se kærligheden – eller længslen efter den – som det bagvedliggende motiv, og vi må usentimentalt og nøgternt kunne se, hvordan den enkelte bevidst eller ubevidst på godt og på ondt bidrager til samspillet i familien. Selvom hvert menneske og hver familie er unik i dens måde at være sammen på, både når der hygges, når der er konflikter i luften, ved måltiderne og i alle mulige andre dagligdags situationer, er det alligevel muligt at beskrive nogle enkle og almindelige måder at forholde sig til hinanden på, som typisk vil skabe afstand og over tid frustrationer eller vrede.

At bære

Mange af os har som børn erfaret, at konflikter kommer der sjældent noget godt ud af. Det er sikrere at tie, så det ikke eskalerer og måske kommer ud af kontrol. Hellere gemme uenigheden væk, leve med det og håbe på at den gode stemning genoprettes, så vi alle igen kan slappe af og have det godt.

At bestemme

At kunne træffe beslutninger på baggrund af en åben dialog med gensidig udveksling af meninger og holdninger er ikke en medfødt evne. Det må læres og det kan være risikabelt at åbne for andres meninger og holdninger. Der er en nærliggende risiko for, at jeg kan fanges i at tage fejl, hvilket kan opleves ydmygende og for nogen ligefrem skamfuldt. Mange diskussioner er som bekendt en lukket affære, som mere handler om at få ret og overbevise end om at have det godt og måske blive klogere sammen. Som debatform på arbejdspladsen eller i politiske sammenhænge er formen mere reglen end undtagelsen og måske utilfredsstillende, men som samværsform i familien vil den kunne bidrage til at skabe afstand og frustration.

At belære

Børn bliver ofte mødt med en lukket dagsorden. Der er noget bestemt, de enten skal gøre, skal indse, skal ændre på eller skal lære. Alle mennesker, uafhængigt af alder, har brug for at blive mødt i interesseret åbenhed og set, som den de er, uden samtidig at skulle ændre på sig. Ellers udvikles følelsen af at være forkert og en grundliggende lav selvfølelse. Paradoksalt nok kan dette føre til, at man som voksen hele tiden må bevise, at man er god nok, hvilket igen jo netop kan gøres ved at belære børn og voksne om det, man synes, man ved.

At beskytte

Det er svært at turde stole på andres kræfter til at klare modgang og smerte, hvis man ikke har lært at stole på sine egne. Bestræbelserne går på at forebygge mishag og fjerne forhindringer for harmoni og tryghed. Konsekvensen over tid bliver nødvendigvis, at ansvaret for at vælge og reagere bliver frataget den anden.

At bebrejde

Hvis samlivet med partneren eller samværet i familien opleves tomt, ensomt eller på anden måde utilfredsstillende vil blikket naturligt vendes mod den anden for at få øje på, hvad man ikke får eller får for meget af. Gamle sår og længsler kan genopvækkes og blikket farves af det, man heller ikke fik tidligere i livet. Det er svært at forholde sig til sit utilfredsstillende eller smertefyldte nuværende og tidligere liv uden at gøre sig selv til offer og andre til skyldige. Bebrejdelser, anklager eller kritik bliver let udtryksformen for et bagvedliggende savn eller længsel efter nærhed.

Når vi får øje på vores egen andel i samspillet, hvordan vi måske selv lukker af og bidrager til afstand, får vi mulighed for at tage ansvaret på os. Dette gælder voksne – ikke børn. Børn har aldrig ansvaret for stemningen eller dynamikken i familien. De tager det ofte på sig og oplever misstemning som deres skyld, hvilket forstærkes, når de voksne lader ansvaret ligge eller giver hinanden (eller barnet) det.

Hverken egenansvarlighed eller de voksnes fælles ansvar for stemningen i familien har noget at gøre med at skulle være perfekt som partner eller forælder. Det handler derimod om at turde åbne indad og mærke og se sine egne reaktioner og handlinger som de er, og at åbne udad ved at være dem bekendt. Denne proces er i sig selv forandrende og helende. Vi kan vælge at tage ansvaret for vore egne reaktioner og handlinger, vi kan vælge at give andre det, eller vi kan helt undlade at vælge, hvilket jo også er et valg.

Hvis vi vælger at stå op for os selv, ikke i et forsvar eller et angreb, men i et forsøg på at være så ærlig som muligt med sig selv i forhold til den anden, kan det være en måde at række hånden ud og danne bro til den andens virkelighed. Det kan på en og samme tid blive vejen til en større selvaccept eller mere rummelig overbærenhed med egne begrænsninger og til muligheden for at udvikle et nært og frisættende forhold til den anden.

Vi kan lære af fortiden og vi kan åbne for muligheder i fremtiden ved at begynde at give det, som vi længes efter at modtage.

Kærlighed er en kraft, som ikke kan styres eller kontrolleres, men som i høj grad styrer med os. Det er ikke muligt at fremelske kærlighed som en viljeshandling, men vi kan prøve at åbne for den og lade den fylde både indad og udad.

Læs mere om DFTI’s uddannelse til Familieterapeut her »

(Dette blogindlæg er et udsnit af de grundtanker, vores Institut og familieterapeutuddannelse er bygget på. Du kan downloade og læse hele DFTI's grundsyn på mennesker og terapi her » )

----------

Blogindlægget kan deles på de sociale medier eller kommenteres via af knapperne herunder:


Skriv kommentar