Inklusion: Tænd kontakten og skru' ned for disciplinen

13. januar 2015

Inklusion i folkeskolen har de sidste år været meget omdiskuteret og debatteret. Dog ikke altid lige konstruktivt og med fokus på, hvordan vi løser udfordringen. Her er nogle af mine tanker om, hvad vi bør have fokus på for at lykkes med inklusion.


Af Lise Kramer Schmidt, lærer, supervisor, familie- og psykoterapeut MPF

Inklusion handler om at skabe en skole, og i sidste ende et samfund, hvor der er plads til alle, og at alle har lov til og krav på at være en del af fællesskabet. Inklusion er ikke et ”tålt ophold” af særlige elever/børn, men at det enkelte barn har muligheden for en reel plads i fællesskabet trods særlige behov eller særlige egenskaber.

Inklusion lykkes blandt andet de steder, hvor høj faglighed, specialpædagogisk viden og relationelle kompetencer vægtes højt. Til gengæld bliver inklusion svært, når den enkelte lærer oplever ikke at slå til, når han eller hun bliver ramt personligt. Og derfor bør den enkelte fagpersons fagpersonlige relationskompetencer i langt højere grad inddrages i det pædagogiske arbejde og i de pædagogiske drøftelser om inklusion.

Sæt fokus på det fag-personlige og relationskompetencerne

Det fagpersonlige er ikke dét, der knytter sig til det fagfaglige, men derimod dét, der handler om personen – i – faget. Det er måden den enkelte fagperson udøver sit fag gennem sin personlighed. Og det er min erfaring, at inklusion af børn med særlige behov i høj grad (ud over specialpædagogisk viden) kræver fagpersoner, der forstår at inddrage det fagpersonlige i arbejdet

Udvikling sker i relationer (både børns og voksnes), og det er helt centralt at udvikle relationskompetencen hos fagpersonerne.

Man kunne fx starte med at vende op og ned på de traditionelle pædagogiske møder og teammøder, der normalt er bygget op over en formel hvor driftsspørgsmål står øverst og pædagogik og fagpersonligt fokus står nederst… på trods af at det netop er her, de største udfordringer er i dagligdagen. Så flyt gerne drøftelserne væk fra drift og planlægning til personen i faget, samarbejdet og det fagpersonlige, og vægt de ting langt højere end driftsspørgsmål og dag til dag-planlægning

Det voksne lederskab

Det voksne lederskab er centralt i inklusion, og børn er et spejl af det, vi tilbyder dem.

Det vil altså sige, at det er helt nonsens at tale om ”børnekultur”, ”børnekarakter” eller børns adfærd uden også at tale om de voksne, som er sammen med børnene. Derfor er debatten om mere disciplin i folkeskolen også mere et billede af, hvordan voksnes magtesløshed forsøges undgået ved at indføre mere disciplin og straf i skolen – hvilket i min optik er ærgerligt.

Lederskab i denne sammenhæng handler om, at den enkelte fagperson/voksne er i stand til at tage ansvar for sig selv, relationen og kvaliteten af samspillet. Og her er det helt centralt, at den voksne kender til og arbejder med sine egne fagpersonlige udfordringer og kompetencer, så vi undgår at pege fingre ad uregerlige og udisciplinerede børn, men tager udgangspunkt i os selv som voksne ansvarspersoner. Det er et lederskab, som går på både den enkelte lærer og på skolens ledelse.

Fagpersonen er det vigtigste værktøj!

Det vigtigste for dem, der arbejder med inklusion, er at bruge sig selv som værktøj og tage al problematisk adfærd fra børnene personligt! At tage det personligt er i denne forbindelse ikke at forstå som en personlig krænkelse. At ”tage det personligt” betyder at tage sig selv alvorligt, tage relationen alvorligt og at tage barnet alvorligt. Når vi bliver ramt - tager noget personligt - er det jo netop et udtryk for, at der er noget vigtigt på spil. DET er et vigtig fagpersonligt redskab.

En af de typiske faldgrupper i inklusionen er nemlig, når børn udviser adfærd, som vi ikke forstår, og vi derfor kommer til at føle os magtesløse. Her er det vigtigt at have evnen, viljen og modet til hele tiden at kigge indad og se, om der er noget, man selv kan gøre (anderledes) i situationen. Om der er andre mulige måder at se barnet, børnegruppen, en selv og relationen på.

Så som fagperson er det vigtigste værktøj, man har, én selv, og lykkes det, så kan nærmest alle andre redskaber virke. Derfor er det vigtigt at huske at tage sig af sig selv i faget og samtidig tale højt om det.

Sidstnævnte kommer jeg mere ind på i mit næste indlæg, hvor jeg fortsætter inklusionstemaet med et spot på det udviklende samarbejde – på tværs af teams, supervision og forældrekontakt.
Læs det her: Inklusion: det vigtige samarbejde »

----------

Inklusion og AKT i praksis

I løbet af efteråret 2015 underviser jeg på DFTI’s kursus ”Inklusion og AKT i praksis”. Det gør jeg på baggrund af min erfaring gennem 6 år som pædagogisk psykologisk rådgiver (PPR) på skoleområdet, hvor jeg har beskæftiget mig med trivsel, mobning og rådgivning og supervision af lærere og pædagoger.

På kurset vil vi koncentrere os om at opkvalificere de fagpersonlige kompetencer – i langt højere grad end at ”ryste ærmet” med pædagogiske redskaber. Enhver teori, ethvert pædagogisk redskab og enhver pædagogisk analysemodels svageste led er, når den/de rammer praksis. Derfor vil kursets omdrejningspunkt blive fagpersonernes daglige praksis, så kursisterne udstyres med konkrete handlemuligheder til de personlige og relationelle udfordringer i dagligdagen.

Læs mere om kurset i Inklusion og AKT her »

----------

Blogindlægget kan deles på de sociale medier eller kommenteres via af knapperne herunder:



Kommentarer


Skriv kommentar
Tilmeld nyhedsbrev

Udfyld formularen nedenfor og klik Tilmeld.

Du vil herefter modtage en mail med link, som skal bekræftes, før vi kan tilmelde dig til nyhedsbrevet.



Kontakt & Nærvær
Dette 2-dages kursus henvender sig til personer eller personalegrupper, der arbejder med børn, unge og forældre. Denne type arbejde har typisk samtalen som omdrejningspunkt. Det kræver nærvær af en særlig kvalitet at skabe en bæredygtig kontakt.


Tid og sted
29.-30. oktober 2019 hos DFTI Valby
Supervisor-uddannelse
DFTI udbyder i samarbejde med COK (Center for offentlig kompetenceudvikling) en 1-årig uddannelse som supervisor, der gør dig i stand til at støtte andre menneskers faglige og personlige udvikling. Som supervisor kan du hjælpe andre med at integrere ny viden, overvinde personlige begrænsninger og opnå mod til selvkonfrontation.

Næste studiestart:
Valby: 19. oktober 2020
Seneste blogs

Coronatider

01-04-2020
HIMLEN OVER KINA. Det er Coronatider i Danmark, og dramatikeren Julie Maj Jakobsen har delt denne meget personlige novelle i dagbogsstil med os. Det er en tekst, som vi tror at især mange børnefamilier vil kunne genkende sig selv i.

Hvad er supervision? - 3

27-03-2020
DFTI har gennem mange år uddannet supervisorer, og jeg vil her beskrive nogle af de begreber og forståelser der er gennemgående for vores måde at arbejde med faget. Dette er tredje tekst i rækken og handler om de personlige og relationelle aspekter af arbejdet.

Hvad er supervision? - 2

09-03-2020
DFTI har gennem mange år uddannet supervisorer, og jeg vil her beskrive nogle af de begreber og forståelser der er gennemgående for vores måde at arbejde med faget. Dette er anden tekst i rækken og handler om supervisorrollen.

Hvad er supervision? 1

24-02-2020
DFTI har gennem mange år uddannet supervisorer, og jeg vil her beskrive nogle af de begreber og forståelser, der er gennemgående for vores måde at arbejde med faget. Denne første tekst handler om begrebet fagpersonlig supervison.

At være personlig

04-04-2019
At være PERSONLIG og at være PRIVAT er to forskellige ting. Terapeutens private liv er i princippet uvedkommende for en terapeutisk samtale. At forholde sig personligt i løbet af samtalen kan derimod være både kontaktskabende og befordrende for familiens muligheder for at forholde sig mere personligt og direkte til hinanden.

Om nødvendigheden af supervision

04-03-2019
Supervision tjener til at sikre kvaliteten i arbejdet set fra såvel institutionens som klientellets side. Det er samtidig et redskab til at imødekomme personalets behov for udvikling, inspiration, aflastning og egenomsorg.

Kærligheden er drivkraften

21-02-2019
Vi betragter kærligheden, som den største drivkraft i livet. Den eksistentielle udfordring består i, om og hvordan vi tør lade den få plads. Hvilken åbning, vi møder andre med, er grobunden for, hvad der sker mellem mennesker.