Inklusion: Det vigtige samarbejde
19. januar 2015
I mit forrige indlæg om inklusion i folkeskolen skrev jeg om, hvorfor fagpersonernes relationskompetence er så vigtig. Det kan du læse her: Tænd kontakten og skru' ned for disciplinen.
I dette indlæg sætter jeg fokus på samarbejdet:
Af Lise Kramer Schmidt, lærer, supervisor, familie- og psykoterapeut MPF
Samarbejdet i de faglige teams i folkeskolen er afgørende for implementering af inklusion. Når teamet arbejder og sparrer med hinanden omkring inklusion – ikke kun om fag-faglige emner, men også om den enkeltes udfordring (det fagpersonlige) – bliver arbejdet med inklusion mere konstruktivt.
Teamet bør således være både det fagfaglige og fagpersonlige omdrejningspunkt for inklusionsarbejdet. Det gælder i forhold til det konkrete arbejde med det enkelte (inkluderede) barn, og det gælder i forhold til børnegruppen/klassen som helhed. Det er hér, det er muligt at udvikle sig fagligt og fagpersonligt – såfremt det både ledelsesmæssigt og i de enkelte teams vægtes og prioriteres.
Husk supervisionen
Men sparring alene gør det ikke. Der er brug for i langt højere grad at opdyrke en praksis, der vægter supervision højere – såvel den interne som eksterne supervision. Det er en almen praksis på specialskoler og specialinstitutioner og bør også være en almen praksis inden for almenområdet – særligt når der i så høj grad inkluderes børn med særlige behov i folkeskolen.
Særlige behov er ofte lig med særlige kontaktmæssige vanskeligheder – og det er netop derfor vigtigt at tage supervision på såvel faglige vanskeligheder som fagpersonlige udfordringer. Supervision er en måde at skabe et bedre fagligt overblik over sine forståelses- og handlemuligheder. I supervision søges nye vinkler og nye måder at gå til svære sager – og efter ny energi, når man er kørt træt. Supervision er endvidere en mulighed for, at man som team skaber en faglig ramme for udvikling såvel fagligt som fagpersonligt.
”At turde” forældresamarbejdet
Og endelig, når vi taler om samarbejde og udvikling af de relationelle kompetencer, må vi ikke glemme forældresamarbejdet, som helt generelt ofte er en udfordring i jobbet som lærer/pædagog, og som kan være årsag til mange mavepiner hos fagpersoner. Det kan være vældig vanskeligt at tale med forældre om deres dyrebareste, når der er svære ting, der skal siges. For hvordan tale med forældre med respekt og omsorg for dem og deres barn og samtidig være tydelig og ordentlig?
Det handler om at turde tale åbent, direkte og sandt til og med forældre uden pseudohensynsfulde omskrivninger af ”sandheden”. Sandheden forstået som ”det vanskelige man har at formidle til forældrene” – om de bekymringer og eventuelle vurderinger, man som fagperson måtte gøre sig.
Men for ikke at reducere forældresamarbejde og -kontakt til noget, der alene handler om ”at turde”, er det vigtigt at nuancere: ”At turde” i forældresamarbejde er både at kunne anvende faglig viden og erfaring og at formå at omsætte det til en tillidsvækkende kontakt til forældrene. Og dét er netop det vanskelige – særligt når der er problematikker, der skal drøftes.
Honning-glasuren, der sætter kronen på fagligheden består således af faglighed plus fagpersonlighed.
Altså evnen til at omsætte faglig viden til kontaktfuld formidling, til nærværende tydelighed og ikke-krænkende respektfuld kontakt. Også når det er meget konfronterende og svære emner, der skal tales om.
Det er nærmest en kunst at sige svære, konfronterende ting (eksempelvis om børn, der har krænkende adfærd, underretningsårsager og forældres uhensigtsmæssige adfærd) på en både tydelig og respektfuld måde uden selv som fagperson at komme til at krænke forældrene. Dét kræver erfaring, øvelse og fagpersonlig integritet. Det springende punkt her er, om man som fagperson er i stand til at tage vare på sig selv, barnet og forælderen samt sidst, men ikke mindst ’relationen’ – at tage ansvaret for samspillet og kvaliteten af samspillet.
Der er ingen vej uden om: Inklusion koster ressourcer!
Afslutningsvis vil jeg gerne understrege, at inklusion kræver ressourcer. Selv med dygtige fagpersoner med både specialpædagogisk viden og stor relationskompetence kommer man ikke uden om, at inklusion kræver mere: Både flere hænder og mere supervision – og det koster.
Hvis inklusionsprojektet bliver en spareøvelse, bliver det på bekostning af både det enkelte barn, børnegrupper og ikke mindst fagpersonerne. Og vi skal være meget varsomme med ikke at skabe miljøer af ”tålt ophold” – for det har intet med inklusion at gøre!
----------
Inklusion og AKT i praksis
I løbet af efteråret 2015 underviser jeg på DFTI’s kursus ”Inklusion og AKT i praksis”. Det gør jeg på baggrund af min erfaring gennem 6 år som pædagogisk psykologisk rådgiver (PPR) på skoleområdet, hvor jeg har beskæftiget mig med trivsel, mobning og rådgivning og supervision af lærere og pædagoger.
På kurset vil vi koncentrere os om at opkvalificere de fagpersonlige kompetencer – i langt højere grad end at ”ryste ærmet” med pædagogiske redskaber. Enhver teori, ethvert pædagogisk redskab og enhver pædagogisk analysemodels svageste led er, når den/de rammer praksis. Derfor vil kursets omdrejningspunkt blive fagpersonernes daglige praksis, så kursisterne udstyres med konkrete handlemuligheder til de personlige og relationelle udfordringer i dagligdagen.
Læs mere om kurset i Inklusion og AKT her »
----------
Blogindlægget kan deles på de sociale medier eller kommenteres via af knapperne herunder:
Skriv kommentar
