Hvorfor inddrage børn i familieterapi?

26. marts 2018

Det korte svar på spørgsmålet om, hvorfor det er en god ide, at børnene deltager i familieterapien, er, at det er en hjælp for alle parter: for børnene selv, for forældrene og for familieterapeuten.

Skrevet af:
Ruth Hansen, cand. psych., aut., specialist i psykoterapi og supervision, MPF, direktør og partner i DFTI
Peter Mortensen, cand. psych. aut., familieterapeut MPF, direktør og stifter af DFTI

En hjælp for familieterapeuten

Lad os starte med familieterapeuten. Det er en uvurderlig hjælp for terapeuten både at høre og ikke mindst se børnenes reaktioner under familieterapien. Børn fungerer som en slags følelsesbarometre for, hvad der foregår, og er derfor en væsentlig kilde til informationer om, hvad der udspiller sig i familien.
Måden, børnene reagerer på, er meget forskellig og naturligvis afhængig af deres alder. Helt små børn vil typisk blive urolige eller græde, når enten mor eller far er i klemme og måske sidder fast i magtesløshed eller fortvivlelse. De lidt større børn kan i den samme situation insistere på at sidde på forælderens skød, hvor de møver uroligt rundt eller på anden måde prøver at afbryde det, som synes ubærligt for den voksne.

Det er typisk, at barnets adfærd straks ændrer sig, hvis den voksne får fat i noget meningsfuldt, eller den anspændte situation på anden måde løsnes. Mange børn vil da kravle ned fra skødet og gå i gang med at lege for sig selv, eller de falder i søvn på skødet. Større børn kan reagere ved at sætte ord på, hvad de oplever, der er på færde. Især når atmosfæren i rummet er præget af åbenhed, vil børn helt overraskende og med få ord kunne sætte spot på forhold, som er helt centrale, men som der ikke nødvendigvis er blevet talt om.

Familieterapeuten får på den måde en masse nyttig viden om forhold i familien, som naturligvis indgår i forståelsen af den enkeltes reaktioner og af familiesystemet som helhed.

En hjælp for forældrene

Til mange forældres overraskelse er børnenes deltagelse også en stor hjælp for dem selv, både til at forstå børnene bedre og til at blive klogere på sig selv. Meget samvær med børn handler om, at de skal lære noget bestemt. De skal for eksempel sidde ordentligt, høre efter, lade være med at råbe, forstyrre, eller de skal sige, hvad de synes, på en måde, som ikke sårer andre. Det kan alt sammen være eksempler på værdier, eller måder at opføre sig på, som forældrene står for og i bedste mening gerne vil give videre til deres børn.
Men hvis det bliver udgangspunktet for det meste samvær, at børnene skal lære noget bestemt, er risikoen, at der bliver ringe plads til at lytte og lære om barnets virkelighed på dets egne præmisser.

I familieterapi arbejder vi med, at alle får og giver rum til at lytte til alle.

Det terapeutiske rum giver derfor forældrene mulighed for at indleve sig og se sammenhænge i børnenes reaktioner, som de ikke tidligere har kunnet se. Samtidig får de hjælp til selv at reagere og få erfaringer med at møde barnet på en anden og mere tilfredsstillende måde for både barnet og dem selv.

Som sagt er børnenes deltagelse også en hjælp til at blive klogere på sig selv som forældre. Børn reagerer først og fremmest på det, som ikke hænger sammen. Hvis der er uoverensstemmelse mellem, hvad vi siger og gør, reagerer børn, og de lærer mere af vore handlinger end af det, vi siger.

Uoverensstemmelse mellem ord og handling eller mellem ord og udtryk giver først og fremmest børn en oplevelse af, at man ikke altid kan have tillid til det, de voksne siger. Det er derfor vigtigt for alle parter og for relationen mellem forældre og børn, at forældre går forrest med at indrømme egne fejltagelser, usikkerhed eller begrænsninger.

Det er paradoksalt nok frisættende og en lettelse for børn at høre deres forældre stå ved deres tvivl og sårbarhed.

Mange forældre stræber efter det modsatte, nemlig at fremstå som den perfekte forælder, som i tilfælde af kritik forsvarer sig og forklarer sig i et forsøg på at overbevise om, at de har styr på tingene. Men nærhed mellem forældre og børn forudsætter parathed til at være autentisk og til at tage ansvar, når vi tager fejl, misforstår eller helt enkelt ikke forstår, hvad der foregår. Det er livsbekræftende at erfare, hvor generøse børn er i forhold til at acceptere de voksnes misforståede forsøg på at leve op til rollen som forældre frem for at være sig selv.

En hjælp for børnene

Familieterapi kan endelig også være en uvurderlig hjælp for børnene selv. Det er stort at blive lyttet til og mødt, når barnet er ked af det og måske ikke selv kan trænge igennem eller gøre sig forståelig. Når familieterapeuten hjælper med at se den klemme, barnet sidder i, og hjælper med at sætte ord på, hvorfor det er nødvendigt at gå, smække med døren eller isolere sig, er det i sig selv en stor lettelse.

Endnu mere betydningsfuldt er det imidlertid, hvis forældrene også kan forstå det.

Et anerkendende smil fra mor eller far har langt større betydning for barnet end terapeutens nok så empatiske ord, og hvis barnet kan få begge dele, kan det være basis for voksende selvfølelse og udvikling.

Endelig er det en forudsætning for, at familiesamtalerne bliver hjælpsomme for børnene, at de fornemmer eller kan se, at forældrene føler sig godt behandlet af terapeuten. Hvis forældrene ikke føler sig mødt, eller barnet oplever, at forældrene bliver kritiseret, vil de selv lukke i, forsøge at forsvare forældrene eller, som nævnt, blive urolige og måske forsøge at aflede opmærksomheden. I familieterapi sætter kvaliteten af kontakten med forældrene således rammerne for, hvilken kontakt det er muligt at opnå med barnet.


DETTE BLOGINDLÆG ER ET UDDRAG FRA BOGEN: "OPLEVELSESORIENTERET FAMILIETERAPI" - læs mere om bogen her »

----------

Blogindlægget kan deles på de sociale medier eller kommenteres via af knapperne herunder:



Skriv kommentar