Hvordan og hvornår inddrage børn i familieterapi?

9. maj 2018

Når familien kommer i terapi, er børnene allerede involverede i familiens liv og problemer, enten direkte eller mere indirekte. Nogle børn ved nøjagtig, hvad samtalen skal handle om, andre har kun en fornemmelse og sommetider bange anelser. Børn er meget forskellige med hensyn til, hvordan og hvor meget de selv fortæller. Mange er tilbageholdende til en start og sommetider tavse under det meste af samtalen, andre går bare i gang uden særlig opfordring.


Skrevet af:
Ruth Hansen, cand. psych., aut., specialist i psykoterapi og supervision, MPF, direktør og partner i DFTI
Peter Mortensen, cand. psych. aut., familieterapeut MPF, direktør og stifter af DFTI

(Vi har i et tidligere blogindlæg behandlet emnet "Hvorfor inddrage børn i familieterapi?" Det kan du læse her »)

Starten af samtalen er vigtig for både børn og voksne. Familieterapeuten må gå forrest og fortælle lidt om sig selv, om rammerne, om, hvad hun ved på forhånd, og om, hvordan samtalen skal foregå. Det er helt centralt at have fokus på at skabe grundlaget for en terapeutisk alliance med hver enkelt i familien og altså også med børnene.

Når terapeuten beder familien fortælle lidt faktuelt om dem selv, for eksempel hvad de laver, hvor længe de har været gift eller har kendt hinanden, inviterer terapeuten forældrene til at fortælle først og lader det derefter være op til både de voksne og børnene, om mor eller far svarer for dem, eller om børnene selv vil fortælle. Børnenes alder spiller naturligvis ind i forhold til, hvor parate de er til at tale for sig selv, men lige så vigtig for lysten eller ulysten til at sige noget er, hvordan forældrene forholder sig til børnenes rolle og andel i familiens vanskeligheder, og hvor anspændt stemningen er i det hele taget.

Overordnet tilstræber vi, at børnene stilles frit med hensyn til, i hvilket omfang de bare vil lytte eller selv være en del af snakken. Mange børn føler sig fra starten i klemme mellem forældrene, og de frygter, at det, de siger, kan blive opfattet til fordel for den ene af forældrene og imod den anden. Andre ved på forhånd, at forældrene synes, at det er børnene, som er problemet. De kan derfor være bange for, hvad der kan komme af kritik eller bebrejdelser, og holder sig af den grund tilbage. Det er derfor vigtigt, at børnene både ved, at de ikke bliver presset til at sige noget, og at de på den anden side er meget velkomne til at sige, hvad de mener. Vi fortæller indledningsvis, at vi ved, at alle i familien bliver påvirkede, når nogen i familien ikke har det godt, og at det kan være svært at snakke om. Vi lover, at det vil vi gerne prøve at hjælpe dem med.

Hvis børnene er små eller halvstore, viser vi dem legekrogen, som er placeret i et hjørne af lokalet. Alle børn, som kan sidde selv, har en stol sammen med resten af familien, og de kan frit vælge at gå mellem deres plads og legekrogen, som de selv synes. Vores erfaring er, at børnene ofte vælger at starte med at sidde på deres stol eller på skødet af en af forældrene, og når samtalen er kommet godt i gang, går de hen og leger. Hvis forældrene sidder fast i låste konflikter, kommer de ofte hen og stiller sig ved den, som har mest brug for hjælp, eller søger trøst hos den anden.

Når den indledende præsentation og rammerne for samtalen er på plads, handler det om, hvad familien ønsker hjælp til. For at gøre forældrenes ansvar tydeligere for dem foregår denne afklarende del af samtalen primært mellem terapeuten og de voksne. Hvis børnene spontant blander sig, er de velkomne, men det er de voksne, som må forholde sig til, hvad de synes er det vigtigste at få talt om – for dem selv og for familien som helhed. Familieterapeutens opgave under denne del af samtalen er både at lytte sig ind på hver enkelt i familien, at lægge mærke til familiemedlemmernes reaktioner på hinanden og selv at bidrage med personlige og faglige betragtninger på det, der bliver sagt og vist. Terapeutens fokus er derfor både på at hjælpe familien med at få afklaret, hvad de gerne vil have hjælp til, og samtidig at skabe et terapeutisk rum, hvor hver enkelt har tillid til, at de bliver lyttet til, når de åbner for det, som er vigtigt.

Selv når børnene ikke er verbalt aktive under store dele af samtalen, er det vores erfaring, at de i høj grad følger med og er følelsesmæssigt deltagende. Det gælder børn i alle aldre. Selv helt små børn reagerer på stemningerne, og især på, hvordan deres forældre har det. Det vigtige er ikke, om børn forstår alle ordene, som bliver sagt under terapien; de fanger stemninger indeni og mellem de øvrige i familien, og i den forstand opfanger de budskaberne. Deres umiddelbare reaktioner vil ofte afsløre, om de er med på, hvad der foregår, og hvordan de oplever det.

Familieterapeuten vil under hele terapien lægge mærke til, hvordan forældrene opfatter og reagerer på børnenes direkte og mere indirekte signaler. Hvis et barn for eksempel kravler uroligt rundt på mors skød og på den måde forhindrer, at mor kan snakke videre med far, er der grund til sammen at prøve at finde mening i adfærden i stedet for blot at forsøge at skaffe reaktionen af vejen. Måske er samtalen mellem mor og far netop præget af lukkethed og beskyldninger, som ikke fører nogen vegne hen. Og måske har barnet erfaringer med, at det plejer at gå galt imellem dem, når mor taler med en bestemt stemme.

Vi har erfaring for, at når terapeuten sætter ord på barnets følelser som meningsfulde reaktioner i sammenhængen, falder barnet midlertidigt til ro. Forældrene har fået hjælp til at indleve sig i barnet og måske ovenikøbet hjælp til at sætte fokus på, hvordan de hver især bidrager til en uhensigtsmæssig kommunikation. Terapeutens italesættelse og anerkendelse af barnets følelser og reaktioner kan på den måde være en stor hjælp for både barnet og resten af familien. Når det er sagt, kan det ikke understreges nok, at for barnet vil forældrenes forståelse, eller blot forsøg på indlevelse, have større betydning end terapeutens velvalgte ord. Terapeutens primære fokus vil derfor være på at hjælpe forældrene med at se og møde barnet frem for selv at gøre det.

Selvom familieterapeuten under samtalen taler mest med forældrene, er det vigtigt at være bevidst om, at alle dele af samtalen rummer budskaber til alle i familien. Børnene hører og hæfter sig ved, hvordan terapeuten snakker til forældrene hver især: om terapeuten går hårdt til forældrene eller på barnets søskende, om mor eller far er med eller trækker sig, og naturligvis også om terapeuten holder med nogen imod andre. Ser terapeuten for eksempel ud til at holde med far imod mor, nu hvor far vil have strengere regler for computerspil, eller med begge forældre, når de insisterer på, at han skal gå i skole hver dag, selvom han bliver drillet? Det er en konstant udfordring for familieterapeuten at alliere sig med helheden, dvs. at det kan høres, at alles vinkler på problemerne og alles bidrag til kommunikationen er meningsfulde og relevante.

En del af terapien kan være en samtale med et eller flere af børnene under overværelse af forældrene. Det vil typisk forekomme, når forældrene opfatter problemerne i familien som affødt af et eller flere af børnene. Store børn og unge mennesker kan have brug for at komme til orde og blive lyttet til på deres egne præmisser uden at skulle forsvare sig i forhold til forældrenes bekymringer eller kritik. Det er vores erfaring, at især mindre erfarne familieterapeuter kan forfalde til at lade den individuelle børnesamtale fylde uforholdsmæssigt meget i familieterapien. Det kan være fristende selv at prøve at give barnet eller den unge den udelte opmærksomhed og interesse, som forældrene midt i deres bekymring eller vrede ikke er i stand til. Det kan som sagt være en nødvendig del af samtalen, som både kan være givende for barnet eller den unge og også sommetider for forældrene, som måske oplever, at den unge lukker i, når de selv prøver, uden at de kan forstå hvorfor. På den måde får de lejlighed til at høre deres barn fortælle mere og også mere nuanceret, end de måske har hørt før. Men når det er sagt, er det vigtigt, at terapeuten bevarer hovedfokus på det relationelle mellem forældrene og barnet/den unge, altså prøver at hjælpe dem til at snakke bedre sammen i familien, frem for selv at overtage kommunikationen med barnet.

I familiesamtaler, hvor børnene mest er lyttende og legende, er det vigtigt at inddrage børnene igen i afrundingen af samtalen. De kan inviteres til at sige noget om, hvordan det har været at være med, eller hvis de vil, til at kommentere på noget af det, de har hørt. Under alle omstændigheder, uafhængigt af, hvordan de har taget del, og også selvom de ikke ønsker at sige noget til slut, skal det værdsættes, at de har været med, og deres bidrag i form af reaktioner skal påskønnes som meningsfulde og hjælpsomme. Endelig skal de have det at vide, hvis der er lavet nye aftaler, og hvorvidt de skal deltage igen.

Familieterapi - med og uden børn

Som tommelfingerregel er det en god ide, at børnene som minimum er med til den første familiesamtale og til en sidste afsluttende samtale, hvor forældrene fortæller om, hvordan de selv synes, at der er sket ændringer i deres familie. Ofte vil børnene kunne nikke genkendende og kunne supplere med deres oplevelser af både det, de sætter pris på, og det, de fortsat ønsker var anderledes. Inddragelsen af børnene først og sidst i forløbet skal tjene til at afmystificere vanskelighederne i familien, så børnene får bedre mulighed for at forholde sig til, hvad der er på færde. At mor og far vil prøve at komme videre med det, som er svært, og at børnene har mødt terapeuten, kan i sig selv bringe håb om forandringer. Børnenes deltagelse kan også være en inspiration til familielivet fremover, hvor indførelse af familiemøder eller familietjek for eksempel kan blive en konsekvens.

Når forældrene kan se, at børnenes adfærd ikke er årsagen til familiens vanskeligheder, men derimod et signal om, at noget ikke fungerer i familien, er det ikke strengt nødvendigt, at børnene deltager. Hvis forældrene indser, at de sammen må arbejde på at komme videre, kan familieterapien derfor tage form som parterapi.

Omfanget af børnenes deltagelse i det familieterapeutiske forløb afhænger af, hvilke vanskeligheder forældrene ønsker hjælp til. Der er temaer i de voksnes liv, som børn er bedst tjent med ikke at blive inddraget i. I nogle familier er det netop en væsentlig del af det symptomskabende samspil, at der enten ikke er grænser, eller at grænserne er for uklare og tilfældige mellem forældrenes og børnenes liv i familien. Børnene kan for eksempel være vidner til forældrenes seksuelle samliv. Eller i værste fald blive direkte inddraget. Forældres utroskab og barndoms-traumer er andre eksempler på forhold, som børn vanskeligt kan håndtere at blive delagtiggjort i, og hvor vi derfor anbefaler, at forældrene får hjælp, uden at børnene deltager.

Der kan også være vanskelige begivenheder eller anliggender, som børnene har brug for at blive informeret om, fordi det i den grad præger deres og hele familiens liv. Den ene forælders psykiske sygdom er et familieanliggende, som det er vores erfaring, at mange både fagfolk og forældre tøver med at inddrage børnene i. Men det er veldokumenteret, hvordan børn selv kan udvikle psykiske symptomer i form af angst, uro og depression, hvis de overlades til deres egen fantasi og forsøg på at finde mening, når mor eller far reagerer uforudsigeligt på baggrund af en psykisk lidelse (Psykiatrifonden, 2013).

Psykisk sygdom er et familieanliggende og samtidig et eksempel på, hvordan rammerne for familieterapien med fordel kan skræddersyes, så nogle af samtalerne er med de voksne alene og andre med hele familien. De voksne kan for eksempel til en start have brug for at tale med terapeuten om, hvad de plejer at sige til børnene og også undlader at fortælle, og hvilke forbehold og bekymringer de har i forbindelse med at informere børnene. Samtaler med forældrene uden børn kan således være nødvendige for at muliggøre, at både den psykisk syge og ægtefællen tør åbne for snakken, og samtidig kunne rumme og svare på børnenes spørgsmål og reaktioner.

Skilsmissefamilier er et andet eksempel på familieforhold, som kan kræve, at der veksles mellem forskellige konstellationer og rammer i et familieterapeutisk forløb. I en skilsmissefamilie er børnenes nærmeste familie fortsat deres forældre, selvom de ikke alle sammen bor sammen længere. For forældrene ser det anderledes ud. De har måske hver især etableret en ny familie med nye børn, som nu fungerer som deres familiemæssige base. Når terapien handler om, at samarbejdet mellem de skilte forældre er gået i hårdknude, er det terapeutisk ønskeligt, at skilsmissefamilien samles og i fællesskab får talt om, hvordan kommunikationen og det nødvendige samarbejde fungerer imellem dem. I helt fastlåste konflikter, hvor forældrenes kamp om børnene har overtaget, har vi erfaring for, at forløbet ofte må veksle mellem fælles familiesamtaler og individuelle samtaler med forældrene. Den grundlæggende forskel mellem familieterapi med skilte og samboende familier er, at kærligheden mellem de voksne ikke længere er en motiverende faktor. Og selvom kærligheden og omsorgen for børnene stadig lever, kan det overskygges af sårede følelser eller vrede i forhold til ekspartneren. Det kan derfor være nødvendigt at få set på og forholdt sig til sit følelsesmæssige efterslæb efter skilsmissen i individuelle samtaler før eller parallelt med de fælles familiesamtaler.


DETTE BLOGINDLÆG ER ET UDDRAG FRA BOGEN: "OPLEVELSESORIENTERET FAMILIETERAPI" - læs mere om bogen her »

----------

Blogindlægget kan deles på de sociale medier eller kommenteres via af knapperne herunder:


Skriv kommentar
Tilmeld nyhedsbrev

Udfyld formularen nedenfor og klik Tilmeld.

Du vil herefter modtage en mail med link, som skal bekræftes, før vi kan tilmelde dig til nyhedsbrevet.



Bliv uddannet familieterapeut
4-årig efteruddannelse, der styrker din relationskompetence gennem indsigt i og udvikling af egne personlige og faglige forudsætninger. Med denne uddannelse får du et fundament for bæredygtig kontakt og ligeværdig dialog i arbejdet med hele familien.
Varighed: 108 undervisningsdage fordelt over 4 år

Næste studiestart
København: 6. maj 2019
Aarhus: 15. november 2019
Supervisor-uddannelse
DFTI udbyder i samarbejde med COK (Center for offentlig kompetenceudvikling) en 1-årig uddannelse som supervisor, der gør dig i stand til at støtte andre menneskers faglige og personlige udvikling. Som supervisor kan du hjælpe andre med at integrere ny viden, overvinde personlige begrænsninger og opnå mod til selvkonfrontation.


Næste studiestart:
Aarhus: 8. april 2019
Gruppemetode og ledelse af grupper
- i samarbejde med COK

6-dages kursus fordelt på 3 moduler + 2x3 timers supervision. Dette kursusforløb henvender sig til dig, der arbejder eller skal arbejde med gruppetilbud. Kurset giver en grundig indføring i gruppemetoder såvel teoretisk som praktisk.


Kurset kan også bestilles hjem til arb.pladsen