Hvad er supervision? - 3

27. marts 2020

Af Peter Mortensen, cand. psych. aut., familieterapeut MPF, direktør og stifter af DFTI

DFTI har gennem mange år uddannet supervisorer, og jeg vil her beskrive nogle af de begreber og forståelser der er gennemgående for vores måde at arbejde med faget. Dette er tredje tekst i rækken og handler om de personlige og relationelle aspekter af arbejdet.


Den første tekst om begrebet fagpersonlig supervision finder du her »
Den anden tekst om supervisorrollen finder du her »

Supervision – selvindsigt og indlevelsesevne

Der hvor supervision for alvor distancerer sig fra respons, sparring og andre former for kollegial udveksling er, når det tager fat om de personlige og relationelle aspekter af det, at arbejde med andre menneskers udvikling. Heri inkluderer vi alle former for pædagogik, undervisning, pleje, psykoterapi eller anden form for behandling.

Vi ved, at alle disse arbejdsopgaver forudsætter, at vi har indsigt og forståelse – empati – i forhold til den andens behov og forudsætninger. Det gør, at vi kan tilrettelægge vores arbejde, så det inkluderer denne forståelse. Vi skal samtidig kende vores egne forudsætninger, motiver og reaktioner, så vi ikke arbejder ud fra en projektivt funderet forståelse – modoverføring. Men i stedet kan arbejde ud fra en balance mellem forståelsen af den anden, og selvindsigten.

Denne side af supervisionstrekanten kalder vi indsigtsorienteret supervision.

Supervision er fagpersonlig udvikling

Vi bruger betegnelsen fagpersoner om alle, der arbejder som undervisere, pædagoger, hjælpere, plejere, behandlere og så videre. Med det understreger vi, at der i arbejdet indgår såvel faglige som personlige komponenter og kompetencer.

Det er ikke tilstrækkeligt at kunne sit fags teorier og metoder, med mindre fagligheden er udvidet til at inkludere den psykologi, det indre liv, der kommer i spil, både hos fagpersonen og hos borgeren. Og fagligheden skal, som jeg vil vende tilbage til, selvfølgelig også omfatte samspillet mellem parterne.

De psykologiske mekanismer er komplekse, relationelle og evigt foranderlige aspekter af arbejdet, og de kan kun forstås og integreres gennem interaktion, selvrefleksion og ny interaktion.

Borgerne har brug for at føle sig forstået, mødt, set og anerkendt. Det er en grundforudsætning for at kunne lære, udvikle sig og arbejde med sig selv. Det er fagpersonens opgave at kunne gøre dette og at kunne formidle sin menneskelige forståelse, så den er mærkbar for borgeren. Det er blandt supervisors vigtigste opgaver at hjælpe med til at gøre dette muligt. Det er en del af det indirekte klientarbejde, jeg nævnte tidligere.

Som fagpersoner skal vi kunne se bag om adfærd og især kunne se bag om den adfærd, der umiddelbart er svær at forstå, eller som skaber vanskeligheder for personers trivsel, udvikling og omgang med andre. Når det lykkes, er der muligheder for en empatisk indlevelse i den anden.

Når det falder os svært at forstå eller nå den anden, eller at lykkes med vores opgaver, er det vores ansvar at arbejde med det, som er vores egen begrænsning.

Det er uundgåeligt at blive frustreret i arbejdet, og det er nærmest uundgåeligt ind i mellem at blive ramt af modoverføringer, som stammer fra vore egne aktuelle eller biografiske livserfaringer.

Vi har en bekymrende adgang til at kunne definere dem, vi arbejder med, og dermed også en let adgang til at distancere os fra vores eget besvær. Vi kan benytte os af en lang række af muligheder, fra diagnoser til mere diffuse kategoriseringer som børnekarakter, modstand eller andet for at holde besværet væk. Det er vigtigt at kunne afstå fra de muligheder og vælge at gøre noget andet i stedet.

Nogle enkle eksempler kan illustrere, hvad vi mere konkret taler om.

Når man ønsker at fastholde eller konfrontere en elev eller borger, skal man vide, om det udspringer af en faglig tro på, at netop dette vil kunne skubbe personen ind i en ny udviklingszone. Det samme ønske kan afspejle en oparbejdet frustration eller et behov for at markere eller hævde sig over for klienten.

Når man holder afstand til en borger, kan det komme af en præcis fornemmelse af personens behov for grænser, - men det kan også komme af modvilje eller behov for at passe på en selv.

Når man ikke taler om bestemte problemstillinger, kan det komme af en forståelse af personens manglende parathed til at gå ind i netop det, - men det kan lige så vel handle om berøringsangst eller frygt for, hvad problemstillingen kan åbne op for i klienten og i en selv.

Der er mange subtile og svært gennemskuelige processer i spil, når vi skal træffe den slags afgørelser, og man kan ikke forlange af sig selv, at man kan fange dem alle lige i situationen.

Supervision er en af de mest egnede muligheder for at kunne fordybe sig i en rolig eftertanke og opnå en indsigt og en mentaliseringsgrad, der kan hjælpe både os selv og dem, vi arbejder med.

Indsigtsorienteret supervision hjælper os til at kunne forstå os selv og til at kunne skelne mellem indlevelse og modoverføring.

Supervisor som guide

En guide hjælper den rejsende på vej ind i ukendte områder under trygge former.
Supervision er en chance til at blive klogere på sig selv og på andre. Supervisors opgave er at fastholde dette både som en mulighed og som en nødvendighed. Supervisor skal derfor kunne flytte fokus fra sagens metodiske aspekter til de mere personlige og psykologisk indsigtsgivende aspekter.

Det som primært kræves af supervisor her, er at kunne arbejde ud fra sin egen empatiske sensitivitet og sit mod til at spørge uddybende med varme og præcision.
Det sker ved at have blik for – og at kunne spejle reaktioner hos supervisanden. De kan vise sig i mimikken, i kropssproget eller i ordvalget, der kan afspejle manglende forståelse for borgeren eller antyde, at fagpersonen selv er påvirket af mødet, problematikken eller af egne erfaringer, der vækkes.

I mange tilfælde vil det være tilstrækkeligt bare at give plads til, at fagpersonerne kan få luft for, hvad arbejdet kræver af dem som medmennesker. Det er hårdt at rumme andres smerte, være vidne til besvær og modgang, eller selv opleve utilstrækkelighed eller være part i konfrontationer og konflikter. Gennem en lyttende og rummende tilgang, kan supervisor være med til at lette belastningerne og give den forståelse, der skal til, for at fagpersonerne kan vende tilbage med overskud til borgerne.

Det er altså ikke alt, der skal ’løses’ eller findes råd for. Og det er langt fra alt, der skal føres tilbage til tidligere livserfaringer eller ses som modoverføringer.

Når udluftning ikke er nok

Hvis det handler om, at det er svært at forstå borgeren, hvad enten det er et barn eller en voksen, skal fokus naturligvis hen på det. Forståelsen er som nævnt en betingelse for arbejdet, og manglende forståelse risikerer at lede arbejdet på afveje og skabe nye komplikationer.

Supervisors første skridt er at spørge ind til, hvordan fagpersonen forsøger at forstå – altså sætte sig i borgerens sted. Kan fagpersonen forestille sig, hvordan det må være at leve og reagere som borgeren gør det? Hvordan kan det give mening, hvad kan der tænkes at ligge bag? Hvis adfærden ikke bare er et frit valg, hvad kan så gøre den nødvendig? Eller en meget direkte vej – hvad ville der skulle til for, at du måtte gøre det samme som borgeren gør?

Det peger alt sammen frem mod spørgsmålet om, hvilken følelsesmæssig indlevelse borgeren vil have brug for, for at kunne ændre sig?

På samme måde som ved den færdighedsorienterede supervision er det vigtigt, at supervisanden selv lægger ud med at sætte ord på sin forståelse. Det kan ofte være hjælpsomt at høre sine egne ord – når de vel at mærke bliver lyttet til. Det er samtidig en hjælp til supervisor, som kan få indblik i, hvor forståelsen dækker, og hvor den ikke når langt nok, er for unuanceret eller projektiv. Det er her guidningen kommer ind, i forhold til at lede supervisanden på sporet af en mere præcis eller nuanceret forståelse.

Supervisor skal bruge sin mentaliseringsevne her. Både i forhold til forståelsen af borgeren, men så sandelig også i forhold til at kunne leve sig ind i, hvad der kan forklare fagpersonens udfordringer med at forstå eller kunne indleve sig.

Indimellem vil der være tale om udfordringer, der ikke kun handler om at kunne forstå borgeren. Selv når man synes man har forstået, kan man ikke omsætte det til godt arbejde. Der mangler forståelsen for ens egne reaktioner. Her bliver borgeren eller arbejdsopgaven et afsæt til at lære noget nyt og vigtigt om en selv. I de tilfælde er det nødvendigt for en stund at kunne sætte borgeren og opgaven til side for i stedet at gå ind i, hvad fagpersonens reaktioner kan tænkes at have forbindelse til.

Når supervisor guider denne proces, sker det ved at hjælpe fagpersonen til at undersøge sine egne reaktioner, følelser og underliggende tanker. Det kræver finfølelse og erfaring med selvrefleksion fra supervisors side, eftersom det ofte handler om at skulle se sine sårbarheder og beskyttelsesstrategier i øjnene. Supervisor behøver ikke at være uddannet terapeut for at kunne det, men vedkommende skal have tillid til sine muligheder og evner til at gå tættere på andres indre liv.

Undersøgelsen går overordnet ud på, at supervisanden leder efter, hvordan hun kan genkende sine reaktioner fra andre sammenhænge. Supervisanden skal mærke efter, og guidningen sker ved, at supervisor kan holde fokus på de reaktioner, der efter hans erfaring eller hans kendskab til supervisanden, kan tænkes at rumme mest stof til forståelse.

Det kan for eksempel være ved at bringe familiedynamikker ind som forståelsesramme.
Har der været dynamikker eller samspilsmønstre, hvor supervisanden har følt sig påvirket på samme måde som nu? Hvor der har været brug for beskyttelsesstrategier, eller hvor supervisanden har følt sig forkert, provokeret, presset eller usikker på lignende måder, som det opleves nu?

Erfaringsmæssigt kan undersøgelsen også lede hen til tidligere arbejdserfaringer. Både oplevelser, der knytter sig til opgaver, kollegaer eller ledere, kan have sat sig spor og kan blive reaktiverede af nye arbejdsopgaver. Supervisor må bruge sin indlevelse, erfaring og kendskab til supervisanden til at pege i de retninger, det kunne give mening at undersøge og gå på opdagelse i.

Opgaven er, at supervisanden skal blive i stand til at opdage, hvad der er hendes eget stof eller mønster. Det er kommet af gode grunde i helt andre sammenhænge, og det skal blive muligt at adskille dette fra mødet med borgerne. Det handler altså ikke her om at finde svar og løsninger, men om at forstå motiver og bevæggrunde.

Supervisionen skal altid ende med at flytte fokus tilbage til opgaven og borgeren for at se, hvad den ændrede forståelse kan bruges til i det videre arbejde.

Supervision begynder og slutter altid med at have forbindelse til fagpersonens opgaver.

Supervision er ikke terapi for fagpersoner

Det skal understreges, at der ikke altid skal spørges ind til følelser. Dels er det ikke nødvendigvis det vigtigste, og dels vækker det let stereotype forestillinger om terapi, hvilket skal holdes ude af supervisionsrummet.

For både supervision og terapi gælder det, at der skal arbejdes omhyggeligt med at udforme en præcis kontrakt, der giver sikkerhed for begge parter om, hvad der skal ske.

Terapi indebærer, at den ene part er klienten, og at den anden er terapeuten. Terapi handler om forhold, der har at gøre med klientens private liv og de relationer og vanskeligheder, der ligger der.

Supervision er en opgave, der løses mellem to fagpersoner, den mere og den mindre erfarne, og det handler om at hjælpe supervisanden med at løse sine arbejdsmæssige opgaver og udfordringer. Private forhold har så at sige ingen adgang i supervisionsarbejdet. Det er netop ikke supervisandens lønnede arbejde at få privatlivet til at fungere.

Arbejdet med den indsigtsorienterede supervision ligger i grænselandet op mod terapi. Begge dele indebærer en selvrefleksion over egne reaktionsmønstre, hvilket selvfølgelig også rammer ind i fagpersonens private livserfaringer. Formålet med at kigge ind i disse erfaringer er, at kunne blive bevidst om deres betydning, - at de findes og spiller ind, - og dernæst at kunne adskille dem fra de arbejdsopgaver, man står over for. Det er altså bevidstgørelsen og ikke bearbejdningen, der kan ske i supervision.

Bearbejdningen kan efterfølgende ske i terapi, hvis personen ønsker det. Den terapi må aldrig udføres af supervisor, uanset hvor muligt eller endda ønskeligt begge parter måtte finde det. Det indebærer en stor risiko for, at den vigtige rolleafklaring bliver sat ud af kraft, og det svækker supervisandens muligheder for at passe ordentligt på sig selv.

Lad os endelig vide, hvad teksten sætter i gang af tanker hos dig? Du kan kommentere den herunder eller på facebook, hvor den er delt på DFTI's side.

Hvis du selv kunne tænke dig at blive uddannet supervisor, kan du finde info om DFTI’s uddannelse til supervisor her »

----------

Blogindlægget kan deles på de sociale medier eller kommenteres via af knapperne herunder:




Skriv kommentar
Tilmeld nyhedsbrev

Udfyld formularen nedenfor og klik Tilmeld.

Du vil herefter modtage en mail med link, som skal bekræftes, før vi kan tilmelde dig til nyhedsbrevet.



Supervisorudd. (15 ECTS)
DFTI udbyder i samarbejde med COK (Center for offentlig kompetenceudvikling) en 1-årig uddannelse til supervisor, som giver 15 ECTS-point. Uddannelsen kan enten tages som en selvstændig uddannelse eller som en del af COK's diplomuddannelse "Den offentlige lederuddannelse".

Næste studiestart:
Valby: 19. oktober 2020 (stadig ledige pladser)
Aarhus: 8. marts
Kollegial refleksion
Kollegial refleksion er et supplement til supervision og er en metode, der gennem samtaler blandt kolleger systematisk træner deres evne til selvrefleksion, sparring og udveksling af respons.

Få et kursus i metoden, så du og dine kolleger bliver bedre til at understøtte hinandens refleksioner over aktuelle arbejdsopgaver, hæve deltagernes faglige niveau, udbygge kollegialiteten og øge den faglige selvfølelse og personlige trivsel i arbejdet.
Bliv uddannet familieterapeut
4-årig videreuddannelse, der styrker din relationskompetence gennem indsigt i og udvikling af egne personlige og faglige forudsætninger. Med denne uddannelse får du et fundament for bæredygtig kontakt og ligeværdig dialog i arbejdet med hele familien.
Varighed: 108 undervisningsdage fordelt over 4 år
Næste studiestart
København: 24. oktober 2020 (holdet er fyldt - der er oprettet venteliste)
Aarhus: 5. februar 2021
Seneste blogs

Coronatider

01-04-2020
HIMLEN OVER KINA. Det er Coronatider i Danmark, og dramatikeren Julie Maj Jakobsen har delt denne meget personlige novelle i dagbogsstil med os. Det er en tekst, som vi tror at især mange børnefamilier vil kunne genkende sig selv i.

Hvad er supervision? - 3

27-03-2020
DFTI har gennem mange år uddannet supervisorer, og jeg vil her beskrive nogle af de begreber og forståelser der er gennemgående for vores måde at arbejde med faget. Dette er tredje tekst i rækken og handler om de personlige og relationelle aspekter af arbejdet.

Hvad er supervision? - 2

09-03-2020
DFTI har gennem mange år uddannet supervisorer, og jeg vil her beskrive nogle af de begreber og forståelser der er gennemgående for vores måde at arbejde med faget. Dette er anden tekst i rækken og handler om supervisorrollen.

Hvad er supervision? 1

24-02-2020
DFTI har gennem mange år uddannet supervisorer, og jeg vil her beskrive nogle af de begreber og forståelser, der er gennemgående for vores måde at arbejde med faget. Denne første tekst handler om begrebet fagpersonlig supervison.

At være personlig

04-04-2019
At være PERSONLIG og at være PRIVAT er to forskellige ting. Terapeutens private liv er i princippet uvedkommende for en terapeutisk samtale. At forholde sig personligt i løbet af samtalen kan derimod være både kontaktskabende og befordrende for familiens muligheder for at forholde sig mere personligt og direkte til hinanden.

Om nødvendigheden af supervision

04-03-2019
Supervision tjener til at sikre kvaliteten i arbejdet set fra såvel institutionens som klientellets side. Det er samtidig et redskab til at imødekomme personalets behov for udvikling, inspiration, aflastning og egenomsorg.

Kærligheden er drivkraften

21-02-2019
Vi betragter kærligheden, som den største drivkraft i livet. Den eksistentielle udfordring består i, om og hvordan vi tør lade den få plads. Hvilken åbning, vi møder andre med, er grobunden for, hvad der sker mellem mennesker.