Coronatider

1. april 2020

Baggrunden for denne tekst er en invitation fra Baggårdsteatret i Svendborg, hvor kunstnere bidrager til et såkaldt anti-virus program, nu hvor diverse kulturinstitutioner er blevet lukket ned på grund af faren for coronasmitte. Dramatikeren Julie Maj Jakobsen har valgt at beskrive hverdagen i en meget personlig novelleform, som nærmer sig dagbogsstilen. DFTI vil gerne give flest mulig adgang til at læse novellen, da vi tror, at mange, måske især børnefamilier, vil kunne genkende sig i teksten.

Julie Maj Jakobsen er uddannet ved Dramatikeruddannelsen ved Århus Teater i 2010 og er siden blevet en markant stemme i dansk teater. Hun modtog en Reumerts talentpris i 2012 for stykket "Forsamlingshuset" og blev med "Fucking fattig" Reumert-nomineret til prisen som årets dramatiker i 2013. I 2018 vandt hun prisen som Årets dramatiker for "Aftenlandet", som også er solgt til flere produktioner i Tyskland.
Og så er hun i øvrigt datter af Ruth Hansen, medstifter og direktør i DFTI.

----

HIMLEN OVER KINA

Af Julie Maj Jakobsen, dramatiker

Det har været nogle underlige dage.

Egentlig vil jeg sige, jeg ikke rigtig har været mig selv i noget tid. Som en gæst i min egen seng, der ikke finder ro og vågner med en lydhør opmærksomhed rettet mod et ubestemmeligt punkt udenfor mig selv. Eller indeni. Det virker let forstyrrende men ikke rigtig påfaldende. Kun når min mand spørger, på vej ned i bad, om jeg er okay, lægger jeg mærke til det.

”Ja ja, jeg har sovet fint,” svarer jeg uden at se op fra madpakkerne. Jeg ved ikke, hvad det er for en hinde af grå smog, der har lagt sig eller hvor længe den har været der. Siden jul? Måske længere.

I dag er det lørdag og jeg tæller dagene. 10 styks med hoste, snot, lettere kvalme og en underlig kildende fornemmelse i lungerne, når jeg trækker vejret. De første dage havde jeg også feber, nu er kun hosten og udmattelsen tilbage. Da jeg ringede til lægen, sagde hun, det umuligt kunne være corona, for jeg havde ikke, så vidt jeg kunne påvise, været sammen med nogen, der havde været i Italien eller Kina. Nu vil de ikke tjekke mig, fordi jeg ikke er syg nok.

Onsdag aften skete det så. Regeringen lukkede Danmark ned. Skoler, institutioner, alle der kunne arbejde hjemmefra skulle gøre det. På det tidspunkt, havde jeg allerede ligget i sengen i næsten en uge og børnene havde været hjemme med høj feber i et par dage. For os virkede det passende, omend helt surrealistisk. Vi sad omkring spisebordet, da pressemødet ryddede sendefladen. Bagefter hentede vi en flaske rom og skålede på en dyb udånding: ”Shit. Det bliver vildt, det her.”

Og det varede heller ikke længe før vores datter på 9 år, stod grædende i køkkenet. ”Det gør så ondt i øret.” Hun hulkede næsten desperat og vi fandt panodilen i køleskabet. Hun var søvndrukken og forpjusket, men det var ikke muligt at sove igen. Først et stykke ud på natten lykkedes det. Da var trommehinden formentlig sprunget og gult snot flød fra øret. Det gode var, at det ikke var corona-relateret og vi kunne sove længe dagen efter.

Torsdag morgen rummede til gengæld al den uro og forvirring, som de kommende dage skulle byde på i spandevis.

Søndag efter morgenmaden, klokken er 12, går vi alle fire en tur. Situationen er stadig ny og vi hilser på folk vi møder, mens vi med et indforstået smil går to meter uden om hinanden. Som om det hele er en sjov leg. Den mindste cykler og er kommet et stykke i forvejen.

Pludselig lyder der et skrig. Ikke et af de sædvanlige hvin eller utilfredse brøl, men et skarpt skrig, et af dem der går gennem knoglerne og jeg ser straks munden for mig fuld af blod og tænder. Min mand er hurtigt fremme og får ham halet op af grøften. Han er styrtet over en skarp kant i siden af vejen, men der er heldigvis ikke sket noget. Et par hudafskrabninger på hænderne og en masse mudder ned ad siden ellers ingenting. Det er forskrækkelsen han skriger mest over, men jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke: Du skulle bare vide, hvor heldig du er, du har en far, der tager dig op og puster på skrammerne. Verden er fuld af børn, der ikke har nogen.

Hvad vil der ske lige om lidt, når coronaen rammer de store flygtningelejre? Måske er det allerede sket, vi hører bare ikke om det, fordi vi har nok i vores eget? Jeg kommer i tanke om dengang ebolaen rasede i Afrika. Vi fulgte det intenst, men som en fjern, eksotisk historie fra de fremmede lande. Vi blev aldrig rigtig bange. Jeg husker særligt en radiobeskrivelse fra et sygehus i Congo, hvor en nødhjælpsarbejder beskrev et barn på 3 år, der lå helt alene i isolation og kaldte på sine forældre og hvordan barnet i løbet af få dage gav op og til sidst bare sad med panden mod tremmesengen og stirrede, ikke mod døren men ned i gulvet. Jeg lyttede til det i bilen på vej afsted for at hente min datter i børnehaven, til sidst måtte jeg slukke og sluge stenen i halsen. Det var udenfor min kapacitet, jeg kunne ikke rumme det. Covid-19 er en let forkølelse til sammenligning med ebola og alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvis vi trods regeringens tiltag, får italienske tilstande herhjemme og sygehusene må opgive at behandle alle over 50 år.

Jeg går foroverbøjet og trækker cyklen. Drengen græder stadig, mens han humper afsted på det ene ben. Hvis det havde været pigen, som i øvrigt ligner mig på det punkt, ville hun anklagende proklamere, at hun aldrig mere ville sætte sig op på en cykel og jeg ville til sidst blive så irriteret og ende med at sige, at vi bare kunne sælge den. Der er et stykke hjem og jeg tænker på al den tid, som stadig ligger foran os. Mindst 14 dage, fulde af os, bare os fire. Det virker alt sammen helt usandsynligt. Jeg burde være taknemmelig. Det er jeg ikke. Jeg er træt.

Henunder aftenen er der faldet ro på. Jeg vågner i sofaen og ser ud ad vinduet. Hos naboen går 4-5 mennesker rundt og klipper buske ned. De er åbenbart friske. Jeg lægger mærke til deres bevægelser, som virker stærke og målrettede. Haven emmer af nærvær. Vores hus virker til gengæld underligt stille. Jeg ligger lidt og prøver at opfange nogle lyde, men det eneste jeg kan høre, er katten, der snorker. De må sidde med hver deres skærm et sted. Mine tanker bevæger sig videre til det stykke, jeg arbejder på for tiden, om besættelsen. Den 9. april 1940 gik verden også i stå. En anden type stilhed, det er klart. Et kollektivt chok. Men det er min fornemmelse, at den usædvanligt kolde april morgen for næsten 80 år siden, har flere lighedspunkter med den virkelighed, der begynder at snige sig ind på os i dag. En opspændt ængstelighed har indlejret sig i alle mine mindste bevægelser og handlinger. Måden jeg tænder radioen, trangen til at høre det sidste nye, betydningen jeg lægger i det fad med rugbrødsmadder, jeg stiller på bordet og forestiller mig, vi nu skal spise sammen på en særlig hyggelig måde. Samtidig ved jeg, at om blot få dage er alt det her bare en ny hverdag, for sådan er vi mennesker. Vi tilpasser os. Facebook flyder over med opfordringer til at rykke sammen i bussen, i overført betydning selvfølgelig, passe på hinanden og påmindelser om, hvor vigtigt det er at trykke på pauseknappen engang imellem. Latterligt. Men jeg er sikker på, at hvis det var mig, der havde stået på gaden den morgen for 80 år siden og så sedlerne dale ned fra de lavtflyvende maskiner med ”Oprob til danskerne!”, så havde jeg heller ikke kunne sige mig fri for at mærke en forbudt, men rislende forventning skylle gennem kroppen. For to dage siden troede jeg, at jeg ville skamme mig over den følelse, men så kom afmægtigheden. Nu skammer jeg mig i højere grad over, ikke at være i stand til at holde modet oppe i sølle 4 dage.

Jeg rejser mig og i gangen får jeg øje på mit ansigt i spejlet. Fuld af selvmedlidenhed. Det er det grimmeste, jeg ved. På køkkenbænken ligger drengen og spiller zooba. Ved bordet ved siden af sidder min mand opslugt af et eller andet på computeren. Han har høretelefoner på og lægger ikke mærke til, at jeg kommer ind. Det er nu, man burde foretage sig noget fornuftigt.

Senere samme aften da vi ligger i sengen, kigger vi på en oversigt på telefonen, som anskueliggør, hvordan smitten breder sig ved de forskellige inddæmningsmodeller, som Danmark og landene omkring os benytter sig af. Det er tydeligt, at det eneste, der giver mening, er at blive hjemme, hvis kurven ikke skal eksplodere. Vi griner af, hvor absurd det hele er, hvilket får mig til at hoste, men det er okay. Jeg føler mig efterhånden tryg ved hosten. Så længe den er der, er jeg alligevel ikke helt rask og i det tidsrum kan ingenting blive sig selv igen. Det er en tanke, jeg konstaterer uden at sige højt.
”Har du for resten set det med Jyllandsposten?”
”Hvad for noget?” Spørger jeg.
”Det passer vist alligevel ikke, det med de 50 år. Det er vist bare et rygte, der har bredt sig. Flere
læger har været ude at sige, at det ikke er sandt.”
”Nå, okay. Det er alligevel betryggende.” Siger jeg og registrerer en vis skuffelse i min stemme.
Lidt efter sover han som en hest. Ud på natten vågner jeg med en klump i maven. Faktum er at jeg ikke ved, hvordan jeg skal overholde mine deadlines, når dagen indeholder så få samlede arbejdstimer.

Solen skinner ind på os kl 7. Vi er samlet i dobbeltsengen i en stor klump. Arme og ben flettet sammen. Jeg ligger lidt og mærker efter, jo, den er der endnu, influenzaen eller hvad det nu er. Tolvte dag i dag, når jeg frem til. Morgenhyggen udvikler sig snart til en slåskamp i dynerne og jeg står op, for ikke at blive involveret. En af dem ender som regel med at storme ud i raseri. Jeg forstår simpelthen ikke, de bliver ved, selvom det altid ender på samme måde. Det er en leg, der kun har én udgang. I køkkenet tænder jeg radioen og åbner computeren. Jeg vil begynde at skrive. Det er tid.

Teatret har opfordret mig til, som en del af deres antivirus program, at bidrage med en eller anden type tekst eller refleksion om den fælles virkelighed, vi alle ufrivilligt er havnet i. Jeg ved ikke, hvad jeg skal skrive.

Dagen efter prøver jeg igen. Det er alt sammen meget famlende og jeg går i stå efter få linjer. Ikke desto mindre har jeg en fornemmelse af at noget er ved at tage form. Sandsynligvis noget dagbogsagtigt, nogle spredte tanker om stort og småt. Forfatterens storhedsvanvid har altid virket afskyelig på mig.

Egentlig ville jeg ud og feje blade sammen i indkørslen, i stedet ender vi med at skændes om, hvem der skal arbejde hvornår og hvad der sker, hvis min mands arbejdsgiver, ikke vil udbetale hans løn nu her, fordi projektet formentlig aflyses eller udsættes. Vi er begge freelancere og alt kan i princippet ramle når som helst. Det føles som om vi bor i et dukkehus og det hele handler om ikke at afsløre væggenes papirstynde skrøbelighed. Hele vejen kan høre os, hvis de har åbne vinduer og vores datter inde ved bordet, men det er for sent, vi kan ikke styre det. Det ene ord river det næste med sig, pludselig står hun i døren:
”Stop så! Jeg kan ikke holde det ud! I skændes altid og jeg kan ikke holde det ud!”
Vi stopper op, men kun for at svare, at det ikke passer:
”Vi skændes ikke altid og når vi gør, så bliver vi gode igen. Okay? Gå ind, vi kommer lige om lidt.”
”Jo, I gør så! I skændes hele tiden.”
”Gå ind og bland dig uden om!” Denne gang råber jeg.
Hun hiver riven ud af min hånd og sender den ned i gruset. Det er flovt. Det hele er så forbandet flovt.

Det går op for mig, at jeg er bange. For at blive helt rask og dermed skulle stå stærk og klar til at imødekomme alle de forventninger, jeg på forhånd ved, jeg ikke kan rumme. Det handler ikke kun om den aktuelle krise. Jeg er bange for at blive rigtig syg og være overladt til mig selv på en isolationsstue uden at kunne se min familie. Selvom jeg indimellem tænker, at mine kompetencer som mor er begrænsede, fordi jeg så ofte længes væk, så ved jeg, at jeg ikke kan overleve flere dage alene uden at indånde samme luft som dem. Vi hænger uløseligt sammen.

Midt på dagen mødes vi på toilettet. Jeg lægger mascara, han tisser. Vi smiler til hinanden i spejlet.

Jeg går til købmanden og køber roser og økologiske jordbær. Dernæst: Følelsen af total uformåenhed. Jo, jeg ved godt, jeg er en god mor. Jeg får tingene til at glide, men i den seneste tid er det gået op for mig, at det delvist er noget jeg gør for at slippe væk. Jeg har opfundet et småborgeligt alter ego, der køber nye viskestykker og sørger for frisk frugt alt sammen for at undgå at konfrontere min egen angst for at være kunstner. Jeg får tingene til at glide, mens noget andet uset glider fra mig. Kvalme igen. Måske er jeg gravid? Næppe. Men hvis jeg var, ville jeg nok ikke være den første, der brugte mine børn som en overspringshandling. Sådan roder jeg
rundt i mine tanker indtil vi bliver enige om take away.

Den samlede danske myndighed taler til os. Først statsministeren, dernæst dronningen. Vi finder sammen foran skærmen med burgere, bøfsandwich og en vis portion højtidelighed, også børnene.

”Er det virkelig statsmedisteren?” Spørger den mindste. Hele landet venter, at nu vil hun sige det: Alt lukker. Totalt udgangsforbud. Jeg forventer det selv, selvom jeg kort forinden har hørt fra min mor, som har hørt på News, at det ikke vil ske. Bagefter taler en berørt dronning til os om moral. Det gør indtryk. Det føles nært og betryggende, bagefter en underlig tomhed. Alt det ståhej for ingenting.

Intet nyt fra myndighederne i dag. Har slet ikke fulgt med. Var det hele bare en drøm?

De sidste røde sild fra julen blev spist til frokost. Jeg gjorde badeværelserne rene, mens børnene så film. Alt i alt en god dag. Har hostet mindre. På ny kvalme. Jeg gad godt vide om det er corona eller hvad. Efter en eftermiddag og aften med sol og bål i haven, går jeg i seng med en tiltagende træthed, slørede øjne og ondt i kirtlerne. Ud på natten vågner jeg igen helt svedig.

Jeg er træt hele tiden. Jeg trænger til at sove. Det er selvfølgelig uvisheden. Men også noget andet. I dag, hvor jeg sad på mit kontor, kom min datter pludselig styrtende ind og gemte hovedet mod mit bryst. Hun græd så hele ryggen bølgede. Jeg løftede hende op og sådan sad vi og vuggede frem og tilbage længe. Jeg vidste ikke, hvorfor hun græd, men alt i mig smeltede og jeg fortalte hende, hvor højt jeg elsker hende og hvor god en storesøster hun er. Betænksom og omsorgsfuld og sjov. Hun lappede det i sig som en kattekilling og det var som om vi helede et sår, ingen af os vidste, var der.

Ny dag og en opsummering: Jeg er næsten helt frisk. Coronaen breder sig som flammerne i Australien i sommers. Verden er i undtagelsestilstand. Det hele føles så uvirkeligt. Vi befinder os midt i en usynlig krig og alligevel ligner foråret sig selv. Og så alligevel ikke helt. Dronningebusken ved legehuset er tæt på at springe ud, langt tidligere, end den plejer. En fed humlebi summede (lidt for) lystigt i hvidtjørnen, da jeg stoppede ved hestene. Det er fantastisk og urovækkende.

Men der er også andre ting af glæde sig over: Himlen over Kina har ikke været så ren i årevis. Og måske vil den amerikanske befolkning faktisk få øjnene op for, hvilket gigantisk blufnummer deres præsident de sidste 4 år, har udsat dem for: Økonomien kører, alt er godt.

I øjeblikket er der heller ingen herhjemme der taler om de fremmede.

Det er sandt, som Mariangela Gualtieri skrev, vi var for hektiske. Inde i tingene. Vi glemte mellemrummene, sprækkerne. Var for optagede af hurtige overgange og effektiviserede hver eneste bevægelse og tanke. Nu slipper vi. Med et smæld er elastikken sprunget. Jeg forestiller mig, det kan høres helt ude fra de fjerne og øde planeter. Vi lukker verden ned for ret beset at redde alle de som alligevel ikke kan reddes. De gamle, de svage. Set fra rummet må det ligne lyserøde, lilla og gule blomsterranker, der breder sig henover kontinenterne. Det er smukt. Vi troede om os selv, at vi var ærgerrige. Men det er vi ikke, vi er kærlige, empatiske væsner, som kan le og vrikke med tæerne, forsvinde og fare vild i mørket og komme ud igen.

Efter morgenmaden beder jeg ungerne tage tøj på og den store skal finde sine bøger frem. ”Nu starter hjemmeskolen.” Siger jeg og laver kaffe, mens hun spidser blyanterne. Lidt efter sidder vi over for hinanden, i baggrunden kører radioen (igen), noget om corana (igen). Jeg lytter spredt og kigger på min datter lave matematik. Hun sætter blyanten mellem tænderne og lægger nakken tilbage, som om hun kan finde svaret på regnestykket et sted oppe i loftet. Fra hver mundvig går en blodåre ned langs hagen og ind mod halsen. Jeg har ikke lagt mærke til dem før. I formiddagslyset træder de ekstra tydeligt frem. Det ser sært og gotisk ud. Min datter er en bleg vampyr med fedtet rosafarvet hår. Tænk, at jeg har skabt noget så vidunderligt.

Da hjemmeskolen er slut, løber vi om kap ude på vejen, børnene og jeg. Det er varmt og vi smider jakkerne på asfalten. Men pludselig midt i legen slukker jeg stopuret:
”Så unger, nu skal vi ind.”
”Hvorfor?”
”Fordi vi skal ind og have frokost.” Selvom ingen af os egentlig er sultne.
”Bare en tur mere.”.
”Nej. Det er nu og jeg gider i øvrigt ikke sige tingene så mange gange.”

Børnenes stemmer kværner konstant i mit hoved. Mine tanker er snart ikke andet end støv og sand.

Taknemmelighed og bekymring, klarhed og tvivl flyder sammen til en grågrøngrumset flod, der med fuld kraft skyller indover kloden. Floden bruser afsted og hvirvler gammelt bundfald op. Lige nu er vandet oprørt og plumret, snart vil vi formentlig kunne se bunden igen, forandret og alligevel den samme.

Hverdagen vil vende tilbage. Vi vil rejse os, gå tilbage til vores pladser. For få dage siden virkede det som det eneste ønskværdige scenarie. Nu gør tanken mig helt kold. Alt må først forvandles. Nulstilles. Jeg vil ikke være det samme menneske på den anden side.

Det slår mig pludselig, hvor forskelligartet vi mennesker er forbundet til hinanden. I alle forhold i livet også familien. Eller forskelligheden hvor i det forbundne består. Man kan være knyttet på mere overfladisk, jordisk måde eller man kan være bundet til hinanden via dybe, ubevidste forbindelser som unddrager sig sproget og ikke nødvendigvis gør hverdagen enklere. Jeg har aldrig været i tvivl om forbindelsen mellem os. Den har altid været stærk, men ikke uden ujævnheder. Som om vores eksistens er betinget af de andres evne og vilje til at give plads. Særligt tydeligt har det været indtil for få dage siden, hvor ingen af os kunne finde ud af bare at være uden automatisk befinde sig i en slags forhandling med de andre. Som om rummet ikke var stort nok til os alle på samme tid.

Imod forventning har det ændret sig. Jeg ved ikke, hvorfor, måske er det bare den gamle traver om at tid sliber kanter runde. Men noget har rent faktisk flyttet sig. Jeg vil gå så langt, som at sige, vi er blevet en mere homogen organisme. De her uger har løsnet halsen i en stramt knappet skjorte og givet luft. Hvis jeg har haft Covid-19 har den måske alligevel bragt noget med sig. Samtidig er jeg ved blive desperat over ikke at have mere tid for mig selv.

Dødstallene stiger og stiger i Italien. Militærkøretøjer må tages i brug for at fragte ligene væk.

Sen aften let frost. Jeg går en tur alene. Det er første gang på det her sted, på det her tidspunkt. Ned forbi kirken mod søen. Det prikker i kinderne og i munden. Hosten kravler op gennem halsen, men ikke slemt. Cirka 20 – 30 meter ude på marken følger et par lysende øjne mig, jeg stopper op og hvad der føles som i flere minutter, står vi og ser på hinanden, før den omsider løber væk. En ræv går jeg ud fra.

Da jeg kommer tilbage, er huset stille. De andre sover. Månen lyser ind ad ovenlysvinduerne og farver gulvet blåt. Almindeligvis ville jeg blive grebet af tomheden. Stilhed kan være som en kniv i maven. Et lydløst jag. Foran mig venter natten, lang som aldrig før. Jeg sætter mig på sofaen, gør mig klar med et glas rødvin ved hånden. Der er et mørke omkring mig, men en dirrende forventning tager forsigtigt over. Jeg er vågen, som jeg ikke har været længe, og befriende synlig. Min tilstedeværelse i den tomme stue, skriger til himlen. Is there anybody out there?

Lige siden jeg begyndte på teksten, hvoraf de fleste afsnit er skrevet på min telefon om natten under dynen, har jeg haft en idé om, at jeg kunne forme den som jeg ville, blande små bidder og fragmenter, virkelighed og fiktion, helt frit og uden skrupler. Adskilte ingredienser der blot skulle doseres i de rette mængder og rækkefølger. Men sådan er det ikke. Klaveret har sin egen lyd, sin egen melodi og har i en vis udstrækning overtaget selve kompositionen. Til gengæld ligger jeg vågen nat efter nat og funderer over begrebet sandhed, alt imens historien glider længere og længere væk fra mig selv. Det er ikke muligt at skrive sandheden om noget som helst, det siger sig selv. Intet kan man regne med. Alligevel får jeg lige fortiden en fornemmelse af, at alle faktisk lægger sig i selen for at viderebringe om ikke sandheden, så det der kommer tættest på. Medier, politikere, videnskabsfolk, erhvervsdrivende. Jeg selv inklusiv. Min egen lille sandhed. Hvad den så er. Jeg vil gerne, uden et ironisk smil i mundvigen, give en bid af mig selv med den her tekst. Vove pelsen med noget ægte. Men jo mere jeg skriver, des mere forvirret bliver jeg. Er det her mig? Og vigtigst: Er det her overhovedet en væsentlig historie at fortælle netop nu? Hvilken vinkel på coronaens hærgen i Danmark og i verden kan man være bekendt at lægge? Hvor personlig kan man tillade sig at være?

Jeg spørger mig selv, hvad er det egentlig jeg vil? Jeg svarer: Jeg leder efter en indgang. En indgang der kan bringe mig tættere på. Et rum som indeholder hverken virkelighed eller fantasi, men begge dele samtidig. Noget der kan skabe mening i en modsætningsfyldt tid.

Mine ben og arme føles to meter længere og vil ikke rigtig lystre, da jeg henad klokken 4 vralter ind i soveværelset. Jeg kan ikke mere. Natlampen er stadig tændt på kommoden og de fylder hele sengen. Jeg lægger mig i kanten og folder min lange gummislangearm henover dynerne. Hvisker: ”Godnat.”
Lige inden jeg sover, slår et billede ned i mig:
Vi er forsvundet hver og en, fra vores fælles fysiske rum og skvulper i stedet rundt i ensomme kontrastvæskebeholdere, kun for at blive hevet op og hængt til tørre i mørke rum. Om noget tid vil lyset blive tændt og vores ellers flossede kanter og diffuse konturer er trukket op. Den slørede hinde er forsvundet og vi står skarpere end nogensinde før.

Om et år eller to vil nogle formentlig se tilbage på den her tid med længsel. Mens andre vil se tilbage på den med rædsel. Perioden som vendte bunden i vejret på deres liv.

Det er for tidligt at sige.

----------

Blogindlægget kan deles på de sociale medier eller kommenteres via af knapperne herunder:


Skriv kommentar