Gid du var lidt mere som mig...

22. april 2015

Af Fie Hørby, cand. mag., familieterapeut MPF

Vi har alle sammen hørt det før, at det vi forelsker os i hos vores partner, ender vi med at ville ændre. Selv når vi ikke tror det…

Da jeg næsten lige havde mødt min kæreste, sagde jeg højt og overbevist til et middagsselskab, at der var intet, jeg ønskede at ændre ved Thomas! Nogensinde.

Og sikke noget romantisk pladder.

For selvfølgelig ændrede det sig. Som det gør for de allerfleste. Stille og roligt polariserer vores forskelligheder sig under vores skænderier:

En bliver den talende og den anden bliver den tavse, en bliver ”den hårde” og den anden ”den bløde” over for børnene. For den ene er glasset altid halvt fuld, og for den anden er det halvt tomt – og den enes største drøm er at tage på bilferie ned gennem Europa, og den anden bliver køresyg bare ved tanken.

Frustrationerne og smerten over ikke at kunne mødes formuleres som bebrejdelser, kritik og endeløse kampe, som blot ender med, at fronterne trækkes yderligere op med den frelsende tanke; at hvis bare du var lidt mere som mig, så…

Men sådan er det ikke.

Når vi bliver forelskede og finder sammen, er vi ofte optagede af, hvor vi ligner hinanden, og hvilke drømme, tanker og værdier vi har tilfælles. Men at elske en anden har at gøre med det stik modsatte: At opdage og værdsætte, hvor forskellige vi er.

Kærlighed handler altså om at kunne udvide sit sind til også at kunne rumme den anden, som han/hun er – og ikke, som vi ville ønske han/hun var.

Det betyder ikke, at samtaler om, hvad der med fordel kan justeres på ikke er vigtige. Det er de!

Men det er afgørende, at vi i de samtaler skaber en stemning, hvor det er muligt at forandre sig.

Det indebærer, at der i samtalen ikke ligger et krav om forandring, og at den forløber uden kritik og bebrejdelser. Ellers kan den anden ikke lytte, da han/hun skal bruge alle sine kræfter på at forsvare sig, som i dette eksempel:

"Jeg orker næsten ikke tale sommerferie med dig! Med mindre du kan sige noget andet, end du plejer. Det bliver alligevel altid på din måde! Og fortæl mig lige en gang, hvorfor er det, du kan køre på dit arbejde hver dag i bil uden at blive køresyg, når du ikke kan køre over grænsen!?"

Svaret hertil vil naturligt blive et tilsvarende angreb, som kun vil skabe yderligere afstand mellem dem. Hvis der skulle siges det samme uden krav, kritik og bebrejdelser, kunne det lyde sådan:

"Nu hvor sommerferien nærmer sig, kommer jeg til at drømme om den bilferie ned gennem Europa med dig og ungerne igen. Det er næsten ikke til at bære, at det ikke er muligt – jeg ville sådan ønske, at du ikke led af køresyge, som du gør."

Her bliver det meget nemmere at svare imødekommende og omsorgsfuldt for den anden:

"Ja, det er pokkers, at der skal være den forskel på os to."

På den måde forbliver de på samme hold – og den følelse vil oftest være vigtigere end bilferie og køresyge, og måske hen ad vejen kommer der åbninger og muligheder for at komme bilferien i møde. Fordi det er sådan, vi gør, når vi altså kan komme til det – vi vil allerhelst gøre hinanden glade.

Men blot ved, at parret kan dele smerten ved det, der ikke kan lade sig gøre – bliver den en smule lettere at have med at gøre.

I de områder, hvor vores forskelligheder strides mest, er det endnu vigtigere at mødes og tale mange gange for at holde luften frisk imellem os. Gør vi ikke det, ligger det sig som en tyngde og en afstand i parforholdet.

----------

Blogindlægget kan deles på de sociale medier eller kommenteres via af knapperne herunder:



Skriv kommentar