Familieterapi er andet og mere end konfliktmægling
1. december 2014
Af Ruth Hansen, cand. psych., aut., specialist i psykoterapi og supervision, MPF, direktør og partner i DFTI
I løbet af oktober 2014 sendte TV2 tre programmer under titlen ”Stop nu krigen, mor og far”. Her deltog Peter Mortensen og jeg som familieterapeuter i et forsøg på at hjælpe højkonfliktfyldte skilsmissefamilier med at få dialogen og samarbejdet til at fungere bedre.
Ét af emnerne i den samtidige debat i medierne handlede om, at skilsmissefamilier bør have tilbudt konfliktmægling – og helst så hurtigt som muligt efter skilsmissen. Det emne kom TV-programmerne ikke selv direkte ind på, og derfor vil vi gerne dele vores overvejelser om forskellen på familieterapi og konfliktmægling her.
Relevante tilbud om hjælp er vigtige
Vi er naturligvis helt enige i intentionen om at give et relevant tilbud om hjælp så tidligt som muligt i en skilsmissesag – både for at hjælpe forældrene med at samarbejde og for at give børnene det bedste grundlag for at komme bedst muligt igennem følgerne af skilsmissen.
Vores erfaring er imidlertid, at konfliktmægling er en utilstrækkelig metode til at opnå dette – og det er uanset, om tilbuddet gives til konfliktramte familier, der stadig lever sammen, eller til familier hvor de voksne har valgt at gå fra hinanden.
Når konfliktmægling giver mening
Vi har gennem mange år fået gode erfaringer med konfliktmægling i forskellige sammenhænge, hvor mennesker skal kunne omgås hinanden: På skoler, arbejdspladser, institutioner og i andre lignende fælleskaber opstår der fra tid til anden nødvendigvis konflikter, som kan være vanskelige at forholde sig til. Her kan konfliktmægling være en afgrænset, struktureret og umiddelbart meget anvendelig metode.
Til gengæld mangler konfliktmægling familieperspektivet, og når det handler om følelsesmæssigt, nære relationer, hvor mennesker enten har eller har haft stor følelsesmæssig betydning i hinandens liv, er det vores erfaring, at der er brug for en anderledes og mere gennemgribende form for hjælp.
Familieterapiens tilgang
I familieterapien arbejder vi ud fra en viden om og erfaring med, hvordan tilknytningen mellem mennesker i sig selv rummer en sårbarhed over for at komme på afstand eller helt at miste hinanden. Som familieterapeuter vil vi i konfliktsituationer derfor interessere os for, hvilken relation den enkelte i familien har til de øvrige, og hvordan de voksne hver især kan bidrage til at forbedre relationen.
Når vi har et familieperspektiv på arbejdet med skilsmissefamilier, betyder det, at vi sammen med forældrene arbejder på at rydde hindringer af vejen for et bedre samarbejde. Børnene deltager i familieterapien i den udstrækning, det er muligt og relevant for at kunne arbejde på, at deres tilknytning til begge forældre kan bevares og udvikles.
En større grad af selvrefleksion
I forhold til den rene konfliktmægling lægger familieterapien op til en større grad af selvrefleksion. Her udfordres den enkelte til at tage ansvar for sin egen måde eller facon at indgå i samarbejdet på, frem for måske mest at interessere sig for den andens fejl og mangler.
For at kunne opnå dette, kræves der naturligvis et terapeutisk rum, hvor hver enkelt føler sig mødt i respekt for både sin intention, sårbarhed og eventuelle magtesløshed. Et rum, hvor der hersker en vis tryghed på trods af kaos, og hvor der stræbes efter ligeværdig dialog på trods af et højt konfliktniveau.
At skabe et familieterapeutisk rum kræver andet og mere end viden om og erfaring med konfliktmægling.
----------
Læs mere om
DFTI’s familieterapeutuddannelsen her.
Blogindlægget kan deles på de sociale medier eller kommenteres via af knapperne herunder:
Skriv kommentar
