Familieterapeutens forudsætninger

16. januar 2019

Familieterapeutens forudsætninger udgøres af en samvirkende række af faglige og metodiske færdigheder og en tilsvarende række af personlige træk, egenskaber og kvaliteter. Dette indlæg handler om begge aspekter; det fagpersonlige udviklingsarbejde og de arbejdsformer, der bruges til at opnå det.

Skrevet af:
Ruth Hansen, cand. psych., aut., specialist i psykoterapi og supervision, MPF, direktør og partner i DFTI
Peter Mortensen, cand. psych. aut., familieterapeut MPF, direktør og stifter af DFTI

En væsentlig del af familieterapeutens forudsætninger hører hjemme i vores personlighed og væremåde. De kan modnes og videreudvikles gennem personligt arbejde. Andre, de mere metodiske og redskabsmæssige, skal tillæres, øves og justeres gennem træning og supervision.

For en terapeut skal fagligheden og personligheden fungere som et integreret hele for at kunne virke optimalt. Alle, der arbejder med mennesker, indgår i samspil, påvirkes personligt af det, og påvirker selv andre i kraft deres personlighed. At lade sig påvirke, og at sætte sig selv og sin personlighed i spil, er ikke et tegn på manglende professionalisme. Vi ser det som centralt for vores profession.

Man kan sige, at selve det at arbejde med mennesker, med behandling, omsorg, læring eller udvikling, er relationsarbejde. Men der er næppe noget fagområde, hvor det er så udtalt som i familieterapi. Her forstår vi den enkeltes vanskeligheder, som en afspejling af de processer og dynamikker, der udspiller sig mellem mennesker, og i vores forståelse af familieterapi, består arbejdet netop i at samle de involverede, og arbejde direkte sammen med dem om at bedre deres indbyrdes relationer.

Som familie- og psykoterapeut arbejder man ofte med mere komplicerede psykologiske problemstillinger, end man gør inden for en række andre fagområder, som også har med menneskers udvikling at gøre. Inden for disse fagområder skal relationskompetencen understøtte pleje, pædagogik, undervisning eller andet.

I familieterapien er relationerne og dynamikkerne selve indsatsområdet, og dermed er de relationelle kompetencer i sig selv en central og bærende del af fagligheden.

Denne form for arbejde stiller ekstra store krav til terapeutens evner til at kunne forstå og arbejde med relationer, og dermed naturligvis også til selv at kunne indgå i udviklende relationer med familierne.

Vi ser familieterapi som et kreativt håndværk, der bedst, og måske udelukkende, kan læres gennem mesterlære under en eller anden form. I hvilken udstrækning det lykkes, afhænger af en blanding af den studerendes talent, lærernes evne til at opdage og udvikle talentet, og den ihærdighed den studerende lægger for dagen, både under, ved siden af og efter studiet. Det er sagt så ofte, at det næsten er banalt, men det eksamensbevis man står med efter endt uddannelse, svarer til et nyerhvervet kørekort. Rutiner og sikkerhed må opøves ved at bevæge
sig ud i trafikken.

At ville arbejde med familie- og psykoterapi indebærer at lade sig konfrontere med en lang række, ofte smertelige, eksempler på, hvordan livet kan være. Samtidig oplever man de mange overraskende og livsbekræftende bud på, hvordan mennesker forsøger at finde sig tilrette med deres liv.

Der findes ikke en opskrift på det gode liv, eller det vellykkede familieliv, der kan gives videre til klienterne. Alle skal finde deres egen vej, og som familieterapeuter må vi forsøge at gøre det samme, som vi forsøger at lære klienterne. I terapierne skal vi turde undersøge og afprøve vores muligheder, og søge at acceptere og at leve med vores begrænsninger.

I modsætning til andre håndværk findes der i psykoterapi ikke mange rutineopgaver, der med forudsigeligt udbytte kan løses ved at følge nogle givne instrukser og manualer. Erfarne terapeuter har til alle tider understreget, at selv om man som kommende terapeut skal lære faget og dets teorier og gennemprøvede metoder, må man også være indstillet på at opfinde eller skabe en skræddersyet terapi til hver enkelt klient.

Den oplevelsesorienterede familieterapi har som alle andre terapeutiske retninger sine teorier og praktikker, som kommende terapeuter skal kende og gøre sig fortrolige med. Men samtidig har man i denne tradition altid lagt stor vægt på at udvikle terapeuternes evne til at træde fri af denne baggrundsviden for at forvalte faget på en så autentisk, integreret og kreativ måde som muligt.

Noget af det vigtigste den kommende terapeut skal indstille sig på er, at selvom teori og metodeundervisning kan skabe et godt og nødvendigt udgangspunkt, vil det altid være sådan, at praksis kræver en selvstændig og kreativ tilgang til faget.

For den nye studerende, som søger at opnå sikkerhed ved at lede efter systemer og retningslinjer, gode spørgsmål og formuleringer, eller svar på alle, eller i det mindste nogle af, hvad nu hvis-erne, kan det opleves som frustrerende.

For den mere erfarne, eller mere anarkistisk indstillede, som i forvejen trives med at gå sine egne veje, og finde sine egne svar undervejs, kan det nærmere være en lettelse, at måtte gå på opdagelse i noget nyt. Samtidig skal også denne studerende lære et fag, og forholde sig til den viden og erfaring, som er opsamlet gennem mange års praksis.

Uanset den personlige læringsstil, vil begge typer studerende skulle gennemgå en dynamisk udveksling mellem stoffet eller pensum, og den fagpersonlige egenart, de skal udvikle.

Læs mere om DFTI’s uddannelse til Familieterapeut her »

DETTE BLOGINDLÆG ER ET UDDRAG FRA BOGEN: "OPLEVELSESORIENTERET FAMILIETERAPI" - læs mere om bogen her »

----------

Blogindlægget kan deles på de sociale medier eller kommenteres via af knapperne herunder:


Skriv kommentar