Empati i supervision - del 3

8. december 2016

Af: Gerda Rasmussen, socialrådgiver og familie- og psykoterapeut MPF.

Jeg har i to tidligere indlæg skrevet mig ind på begrebet empati (del 1 » - del 2 »). I dette tredje og afsluttende indlæg vil jeg have fokus på, hvordan supervision er en udfordrende proces, hvor det nogle gange kan være svært som supervisor at bevare sin empati med supervisanden.


Ind imellem kan det være svært som supervisor at bevare sin empati med supervisanden, når supervisionen rammer områder, som er konfliktfyldte og ubevidste for os. Vi kan f. eks. miste afgrænsningen mellem os selv og den anden i supervisionen, og vi kan komme til at blive over-involveret i supervisanden eller dennes problematik, og det er skadeligt for begge parter.

Et eksempel:
Signe får supervision. Hun er påvirket af et pludseligt dødsfald hos en af sine klienter. Hun græder, mens hun fortæller om det. Supervisor bliver også meget berørt over den tragiske situation, og hun rejser sig og går over for at holde om Signe. Signe stopper med det samme sin gråd og trækker sig lidt tilbage i stolen. Det bemærker supervisor med det samme, hvorefter hun sætter sig tilbage og siger: "Åh, det var vist ikke det du havde brug for?". ”Nej, det var det vist ikke”, siger Signe og fortsætter: ”så slemt var det heller ikke…men jeg blev lidt forstyrret af dig”. ”Jeg tror, at det var min egen ked-af det-hed over noget helt andet. Det må du undskylde”, siger supervisor.

I andre situationer kan vi som supervisor komme til at distancere os. Det sker f. eks. når vi får behov for at beskytte os mod en følelse, der opstår i os, når vi indlever os. Vi kan mærke smerten, når vi indlever os i mennesker, der har det dårligt. Derfor kan vi instinktivt prøve at undgå at mærke, hvordan den anden har det. Vi kan gøre os følelsesløse, og vi kan få vanskeligt ved at møde supervisanden på en sådan måde, at vedkommende oplever sig forstået.

Den empatiske kontakt kan altid genskabes

Når vi mister empatien med os selv og den anden, er det godt at vide, at kontakten kan genetableres. Jo bedre vi kender os selv og vores ’blinde pletter’, jo bedre kan vi genkende områder, hvor vi kan blive ramt i supervisionen. Når vi sætter ord på og siger højt, hvad der foregår i os lige nu og tager os tid til at mærke vores krop og åndedræt, har vi en god mulighed for at genetablere kontakten i supervisionen. Her er et eksempel:

Ane skal have supervision for første gang. Hun er nyansat pædagog på børnehjemmet, og hun er meget påvirket af et voldsomt omsorgssvigt over for en søskendegruppe, der lige er flyttet ind. Mens Ane fortæller, mister supervisor koncentrationen, og det begynder at suse for ørerne. Supervisor har stor medfølelse med Ane, der er meget forskrækket og opkørt, men supervisor har svært ved at være der for hende, kan hun mærke. Supervisor stopper lidt op og siger til hende: ” Det du fortæller mig, berører mig meget. Lige nu kan jeg ikke helt være der for dig, som jeg gerne vil. Jeg har lige brug for at trække vejret dybt et par gange, og så hjælper det nok.” Kort efter har supervisor genvundet kontakten med sig selv og kan fortsætte supervisionen med en empatisk kontakt til Ane.

Evnen til empati kan komme og gå

Som tidligere nævnt fødes vi med evnen til at have empati med andre, og evnen til empati kan udvikles livet igennem i de relationer, vi indgår i. Hvis vi oplever, at menneskerne omkring os ikke udtrykker empatisk indlevelse med os, så formindskes vores følelse af socialt tilhørsforhold, og vores selvværd og identitetsfølelse bliver svækket. Som fagperson udvikles vores evne til empati sig også, når vi møder andre med empati.

Vi ved, at stress, psykisk sygdom, udbrændthed, angst og anspændelse reducerer spejlneuronernes arbejde, og indfølingen med andre mennesker bliver begrænset. Man har også iagttaget, at der kan udvikles en ufølsomhed hos en medarbejdergruppe, hvis man arbejder med svært belastede mennesker, der pga. deres lidelse ikke har kontakt med sig selv.

Vi ved dog ikke meget om, hvordan evnen til empati generelt er blandt fagfolk. Forskning har vist, at fagpersoner har det med at vurdere deres evner til empati for højt – i hvert tilfælde højere end deres klienter og forskningsobservatører har vurderet i forskellige undersøgelser, som psykiateren Lars Thorgaard refererer til i sin bog Empatiens bevarelse i relationsbehandlingen i psykiatrien.

Hvis vi oplever, at vores evne til empati er reduceret i en periode, er det en god ide at gøre noget aktivt for at genvinde den. Som jeg beskrev ovenfor, så mindskes vores evne til empati når vi f.eks. er anspændte. Her kan det være en hjælp at styrke sit personlige nærvær ved at fokusere på åndedrættet og få opmærksomhed på sin krop – både før og efter supervisionen. Det kan også hjælpe at dyrke regelmæssig mindfulness. Hvis vi som supervisor oplever, at vores evne til empati er blevet reduceret i større grad, så kræver det en større og målrettet indsats at generobre den ved at få set på sit arbejdsmiljø, og f.eks. at gå i supervision og/eller i terapi.


Empati i supervision - del 1 »

Empati i supervision - del 2 »

Alle 3 blogindlæg er samlet til én artikel, der kan downloades her »


Vil du læse mere?
Stern, Daniel: Spædbarnets interpersonelle verden, Hans Reitzels forlag, 2000
Hansen, Ruth: Grundsyn på mennesker og terapi, DFTI 2010
(Download grundsynet her »)

----------

Blogindlægget kan deles på de sociale medier eller kommenteres via af knapperne herunder:


Skriv kommentar
Tilmeld nyhedsbrev

Udfyld formularen nedenfor og klik Tilmeld.

Du vil herefter modtage en mail med link, som skal bekræftes, før vi kan tilmelde dig til nyhedsbrevet.



Supervisor-uddannelse
DFTI udbyder i samarbejde med COK (Center for offentlig kompetenceudvikling) en 1-årig uddannelse som supervisor, der gør dig i stand til at støtte andre menneskers faglige og personlige udvikling. Som supervisor kan du hjælpe andre med at integrere ny viden, overvinde personlige begrænsninger og opnå mod til selvkonfrontation.


Næste studiestart:
Aarhus: 8. april 2019
Kollegial refleksion
Kollegial refleksion er et supplement til supervision og er en metode, der gennem samtaler blandt kolleger systematisk træner deres evne til selvrefleksion, sparring og udveksling af respons.

Få et kursus i metoden, så du og dine kolleger bliver bedre til at understøtte hinandens refleksioner over aktuelle arbejdsopgaver, hæve deltagernes faglige niveau, udbygge kollegialiteten og øge den faglige selvfølelse og personlige trivsel i arbejdet.