Empati i supervision - del 2

16. november 2016

Af: Gerda Rasmussen, socialrådgiver og familie- og psykoterapeut MPF.

Supervision er en udfordrende proces, der kræver at vi kan være i empatisk kontakt med supervisanden. Evnen til indføling, imitation og til at sanse og sætte os ind i andres følelser har vi med fra fødslen. Jeg har i et tidligere indlæg startet en indkredsning af begrebet empati (del 1»). I dette indlæg vil jeg vise, hvordan det er muligt at forbinde nyere forskning i den tidlige relation mellem barn og forældre med empatiens betydning i relationen mellem supervisor og supervisand.


Når forskere studerer spædbørn i samspil med deres nære omsorgspersoner, bliver det hurtigt tydeligt, at børn er født med evnen til at imitere moderen og med evnen til det, som den amerikanske udviklingspsykolog Daniel Stern kalder ’tuning in’. ’Tuning in’ er evnen til at tune sig ind på moderens følelser og stemninger og senere også på andre menneskers.

Uden spejlneuroner ingen empati

Forældre, pædagoger og forskere har i mange år undret sig over, hvordan menneskers imitation af hinanden mon finder sted. I forbindelse med et forsøg med aber opdagede forskere i neuro-fysiologi for ca. 20 år siden spejlneuronerne.

Spejlneuroner er en slags nerveceller, og ved forsøget opdagede forskerne, at cellerne blev aktiveret det samme sted i hjernen, uanset om aben selv handlede eller blot så på handlingen. Senere har man fundet ud af, at det samme gælder for mennesker, men i endnu større grad end hos aberne. Menneskers hjerne reagerer nemlig også, hvis der bare bliver talt om aktiviteten, eller hvis vi ser et billede af den.

Følelserne, som spejlneuronerne udløser, forbindes af nervebaner med ansigtsmuskulaturen, så det bliver muligt for andre at aflæse følelserne. For mennesker med forskellig kulturel baggrund, f.eks. grønlændere og danskere, kan det dog være sværere at aflæse hinandens følelser via ansigts-mimikken.

Nyere undersøgelser har vist, at spejlneuronsystemet fungerer helt automatisk, uanset om vi vil det eller ej. Spejlneuronerne er således med til at gøre menneskelige situationer forudsigelige – de er en slags social GPS for os. Hvis ikke spejlneuronerne fungerer, vil sociale situationer føles uoverskuelige, og man vil her ofte reagere med udpræget stress.

Den neuro-fysiologiske forskning har med andre ord gjort det muligt at begynde at forstå, hvordan vi kan begribe andre menneskers sind. Vi ved nu, at spejlneuronerne fremkalder den tilstand hos os, som vi iagttager hos en anden. De giver os evnen til at læse andre og indleve os i deres glæde eller smerte og er således grundlaget for empati.

Affektiv afstemning

Den empatiske kontakt mellem forældrene og spædbarnet har altså stor betydning for udviklingen af barnets sociale kompetencer og barnets evne til at udvikle empati, og det påvirker os også rent biologisk. Hvis barnet i de første år ikke indgår i en forstående relation med omsorgspersoner, udvikles det neurologiske spejlsystem ikke tilstrækkeligt.

Daniel Stern taler om, at vi deltager i hinandens nervesystemer. Og i den forbindelse arbejder han med ’affektiv afstemning’, hvilket betyder, at parterne i en relation aflæser hinandens følelsestilstand og handler afstemt derefter. Det er denne følelsesmæssige afstemning, der har størst betydning i forhold til selvets udvikling.

’Affektiv afstemning’ betyder ikke, at man ved, hvad den anden føler, men at man er fortrolig med tilsvarende følelser i sig selv.

Kroppen spejler

Hjerneforskningen og udviklingspsykologien viser også, at evnen til at indleve os i andre mennesker ikke kun er lokaliseret i hjernen, men omfatter hele kroppen. Det kan vi bl.a. se, når to menneskers kropsholdning ubevidst spejler hinandens kropslige stillinger og synkroniserer sig efter hinanden. De sidder måske begge med krydsede ben, og begge har anbragt venstre hånd under hagen, mens de sidder i en god og nærværende samtale.

Når vi bliver mødt af et andet menneske med empati, reguleres det autonome nervesystem, og det kan mærkes i hele kroppen. Hele kroppen afslappes, åndedrættet bliver roligt, og man kan ofte mærke, at skuldrene falder ned. Og når kroppen falder til ro i en supervisions-situation, kommer supervisanden ind i en bedre regulering af nervesystemet. Det betyder bl.a., at vi bliver mindre anspændte og er i stand til at være mere i den sociale del af nervesystemet. Det øger så muligheden for kontakt igennem ansigtsmimik og gennem øjnene og ørerne.

Denne proces hjælper til, at vi blive mere åbne, nysgerrige og undersøgende – hvilke netop er funktioner, som understøtter muligheden for en berigende supervisionsproces, hvor nye erkendelser opstår.


Empati i supervision - del 1 »

Empati i supervision - del 3 »

Alle 3 blogindlæg er samlet til én artikel, der kan downloades her »


Vil du læse mere?
Stern, Daniel: Spædbarnets interpersonelle verden, Hans Reitzels Forlag 2000

----------

Blogindlægget kan deles på de sociale medier eller kommenteres via af knapperne herunder:


Skriv kommentar
Tilmeld nyhedsbrev

Udfyld formularen nedenfor og klik Tilmeld.

Du vil herefter modtage en mail med link, som skal bekræftes, før vi kan tilmelde dig til nyhedsbrevet.



Supervisor-uddannelse
DFTI udbyder i samarbejde med COK (Center for offentlig kompetenceudvikling) en 1-årig uddannelse som supervisor, der gør dig i stand til at støtte andre menneskers faglige og personlige udvikling. Som supervisor kan du hjælpe andre med at integrere ny viden, overvinde personlige begrænsninger og opnå mod til selvkonfrontation.


Næste studiestart:
Aarhus: 8. april 2019
Kollegial refleksion
Kollegial refleksion er et supplement til supervision og er en metode, der gennem samtaler blandt kolleger systematisk træner deres evne til selvrefleksion, sparring og udveksling af respons.

Få et kursus i metoden, så du og dine kolleger bliver bedre til at understøtte hinandens refleksioner over aktuelle arbejdsopgaver, hæve deltagernes faglige niveau, udbygge kollegialiteten og øge den faglige selvfølelse og personlige trivsel i arbejdet.