Det terapeutiske rum
4. februar 2019
Det terapeutiske rum har fællestræk og er samtidig anderledes end de fleste andre rum. Terapeuten er vært, har lederskabet for samtalen og hovedansvaret for stemningen. Grundlaget for terapi og det virksomme i terapi er først og fremmest at kunne skabe en bæredygtig kontakt med hver enkelt i rummet. Hvis vi føler os vurderede og i værste fald gjort forkerte, reagerer vi naturligvis med at beskytte os og lukke i.
Af: Ruth Hansen, cand. psych., aut., specialist i psykoterapi og supervision, MPF, direktør og partner i DFTI
Vi har brug for at blive mødt i en anerkendende atmosfære som den vi er og uden at blive vurderet for at få mod til at åbne for oplevelsen af utilstrækkelighed, sorg eller anden smerte. Anerkendelse er netop ikke påskønnelse eller godkendelse eller for den sags skyld udtryk for en bestemt metode. Anerkendelse er en særlig form for tilstedevær, accept og åbenhed, som tager udgangspunkt i en værdsættelse af det fælles menneskelige.
Ligeværdighed
Samtalen skal være ligeværdig selvom deltagerne ikke er lige. Relationerne er ulige på flere niveauer. Både strukturelt, som rammesætning for hvordan det skal foregå, og økonomisk er magtrelationen jo klart ulige. Men også med hensyn til den processuelle magt er der både mellem terapeut og familien og mellem barnet og de voksne tale om et ulige forhold.
På trods heraf skal samtalen først og fremmest bære præg af, at alle i rummet har lige ret til deres oplevelse af verden og hinanden. I praksis vil det ofte være en vigtig del af det terapeutiske arbejde at tydeliggøre hvornår og hvordan den enkelte netop ikke bliver hørt eller oplever at have ret til sine oplevelser.
Ligeværdighed mellem terapeuten og familien beror på, at samtalen først og fremmest er et møde mellem medmennesker, et såkaldt subjekt-subjekt forhold, også selvom den ene ikke kun er en person, men også en professionel – altså en fag-person.
Et subjekt-objekt forhold kendetegnes ved at den ene i forholdet gøres til genstand for den andens metoder, teknikker eller analyser. Et sådant forhold kan opmuntres og fastholdes både af terapeuten og af familien. Terapeuten kan af usikkerhed eller overbevisning prøve at få familien tilpasset sin teori, kan efterprøve diagnostiske overvejelser eller afprøve teknikker, hvilket kan blive styrende for samtalen og objektgøre familien. Familien kan også lægge op til terapeuten som en ekspert på samliv, som kan levere svarene eller løsningerne på familiens vanskeligheder.
Bæredygtig terapeutisk kontakt indebærer en personlig relation mellem terapeuten og de enkelte familiemedlemmer. Dette har forrang for teoretiske eller analytiske overvejelser. Men da teoretisk funderede analyser kan udvide synet og hjælpe med at skaffe overblik, er det et indbygget dilemma, som vi som terapeuter må tage ansvaret for og forholde os til med så stor åbenhed som muligt. Det er et etisk anliggende, at teori altid bør underlægges det unikke ved det enkelte menneske og den enkelte relation, og ikke må bruges på en måde, som skaber afstand eller tingsliggør.
Det er vigtigt ikke at forveksle en personlig relation med at være privat. Terapi skal handle om familiens og ikke om terapeutens privatliv. Enkelte tilkendegivelser om at kunne genkende reaktioner eller situationer fra sit eget liv kan dog virke støttende, hvis det er timet og det samtidig fremgår, at ingen oplevelser er ens. Det terapeutisk virksomme er imidlertid at kunne forholde sig fag-personligt til familiens vanskeligheder.
Læs mere om
DFTI’s uddannelse til Familieterapeut her »
(Dette blogindlæg er et udsnit af de grundtanker, vores Institut og familieterapeutuddannelse er bygget på. Du kan downloade og læse hele
DFTI's grundsyn på mennesker og terapi her » )
----------
Blogindlægget kan deles på de sociale medier eller kommenteres via af knapperne herunder:
Skriv kommentar
