Den sammenbragte familie: FamiliElastik

9. marts 2015

Dette er det femte blogindlæg i en serie, der belyser forskellige aspekter af det at være en sammenbragt familie.


Find links til de andre indlæg i denne serie i bunden af dette indlæg.

Af Peter Mortensen, cand. psych. aut., familieterapeut MPF, direktør og stifter af DFTI

Der er mange muligheder for at være i et parforhold, som ikke indebærer at ville leve fast sammen. Man kan i stedet ses på måder og tider, som er tilpasset alles behov, og som måske også afspejler respekten for, hvor kompliceret det er, at ville flette to familier sammen under samme tag. Mange drømmer dog om og ønsker et dagligt samliv, med en fælles hverdag og et nyt familieliv, og det er starten på det liv, der er i fokus i dette indlæg.

Jeg har tidligere skrevet om, hvordan tiden frem til denne beslutning kan bruges konstruktivt og skabe fundamentet til det nye familiebyggeri. Man kan sige, at hjørnestenene er, at de voksne har trukket læring ud af det brud, der gik forud: Hvad har de hver især lært om deres egen andel i det fejlslagne? Hvordan tænker de, de kan tage ansvar for sig selv i det nye parforhold, så historien ikke gentager sig?

Hvem er vi så kommet i familie med?

Den nye familie er af varierende størrelse fra uge til uge. Nogle gange er der måske kun de to voksne i hjemmet, på andre tider de børn, som primært lever der, og andre gange de børn, som kommer på samvær, og hvor der så er fuldt hus.

Alle medlemmer af den sammenbragte familie er konstant udfordret ved at skulle forholde sig til de varierende familiekonstellationer.

Børnene har skiftende voksne med tilhørende normer, udtryk og måder at forholde sig til dem på. De har en søskendeflok af varierende størrelse og med skiftende placering aldersmæssigt. Storesøster i forhold til min egen søster, jævnaldrende med min stedbror, og lillesøster til den ældste. Barnets forhold til sin mor presses af, at moren også gerne vil være sammen med sin nye kæreste, og af at hun gør sig umage for at være ordentlig og få en relation til hans børn.

Hygge eller høres!

Alene det pres – og de kompromiser, det indebærer – at skulle dele sin vigtigste relation med andre, gør det svært at leve med de voksnes forelskelse og beslutning om at ville leve sammen. Det fører ofte en appel med sig om, at børnene også skal kunne finde ud af det – både med den nye voksne i deres liv og med de børn, som følger med, og som man heller ikke selv har valgt at skulle bo sammen med.

Hvis der for ofte er tvungen hygge på skemaet, eller hvis det defineres som dårlig opførsel eller illoyal adfærd at takke nej til fællesskabet, ikke at ville dele med de andre eller vende ryggen til den nye voksne, bliver det med sikkerhed vanskeligere for alle. Det samme gælder, hvis man bare gerne vil have sin mor eller far for sig selv, eller hvis man savner den forælder, man lige nu skal undvære.

Det er vanvittig svært for et barn at omstille sig til så meget uden i det mindste at få lov at blive hørt – uimodsagt – om den smerte, forvirring, ambivalens og modvilje, det indebærer.

De voksne skal finde rundt mellem at være par og forelskede, forældre, deleforældre og nu også stedforældre. De har deres egne børn med de vaner og det kendskab, de har til hinanden. Og derudover skal de lære nye børn at kende og begynde i praksis at opleve, hvor de er forskellige fra deres nye partner på en lang række områder. De vil blive udfordret på rummeligheden over for disse forskelligheder. Og så vil de frem for alt opdage, hvor vigtigt det er at kunne tale om dette uden nødvendigvis at skulle finde frem til fælles løsninger – og slet ikke med forsøg på at lave hinanden om.

Også for de voksne gælder det, at det er vanvittig svært at omstille sig til så meget uden i det mindste at blive hørt – uimodsagt – om den smerte, forvirring, ambivalens og modvilje, det indebærer.

Giv plads og accept til det svære

Vi har alle, børn som voksne, behov for at blive mødt med respekt og interesse for, hvordan livet opleves og hidtil har været. Og ligeledes har vi brug for ikke at skulle opgive det, som er særligt for os, bare fordi nogle andre ville have det lettere, hvis det var anderledes.

Man hjælper bedst sig selv som voksen ved at stå ærligt ved de vanskeligheder, man oplever. Som altid først og fremmest ved at tale om, hvordan man selv har det, hvad man for tiden finder vanskeligt, eller hvad der gør en usikker på den nye situation. Det er dér, man har brug for kontakt og gensidighed, og det vanskelige går ikke væk gennem opmuntring eller forsøg på afledning. Det hjælper ikke at bebrejde dem, som tager mod til sig og gør opmærksom på mistrivsel eller vanskeligheder. De bidrager med noget, som er vigtigt for alle, hvis projektet om en ny familie skal lykkes.

Det værste, man kan gøre, er at søge den nemme løsning – at lægge skylden på hinandens børn eller på hinandens måde at være forældre for dem på. Disse vanskeligheder løses ikke ved at ville opdrage på børnene. De løses derimod gennem dialog mellem de voksne og ved respektfuld og oprigtig inddragelse af børnenes oplevelser og erfaringer. Ingen har prøvet dette før – så der er ingen grund til at forlange af sig selv eller hinanden, at det skal være let at løse.

I alle familier gælder det om at finde ud af, hvordan man kan være sig selv…sammen.


Hvordan kan man leve med andre uden at skulle kompromittere sin integritet? At gå på kompromis er noget andet, som vi alle skal, og som vi ikke nødvendigvis tager skade af. I en ny familie er noget af det vigtigste, man kan gøre som voksen, at være tydelig om sig selv, være interesseret uden at være påtrængende over for børnene og at vente på, at relationen med tiden (og det tager oftest år) vokser til at være venskabelig, respektfuld, gensidig, sjov, modsætningsfuld, konfliktfuld og måske endda kærlig.


Andre blogindlæg i denne serie:
Sammenbragte familier del 1: Sammenbragte familier bygger på tab »
Sammenbragte familier del 2: Mellemspillet før et nyt samliv »
Sammenbragte familier del 3: Begyndelsen på et nyt parforhold »
Sammenbragte familier del 4: Introduktionen af en ny partner for børnene »
Sammenbragte familier del 6: Når vores møder jeres

----------

Blogindlægget kan deles på de sociale medier eller kommenteres via af knapperne herunder:


Skriv kommentar
Tilmeld nyhedsbrev

Udfyld formularen nedenfor og klik Tilmeld.

Du vil herefter modtage en mail med link, som skal bekræftes, før vi kan tilmelde dig til nyhedsbrevet.



Bliv uddannet familieterapeut
4-årig videreuddannelse, der styrker din relationskompetence gennem indsigt i og udvikling af egne personlige og faglige forudsætninger. Med denne uddannelse får du et fundament for bæredygtig kontakt og ligeværdig dialog i arbejdet med hele familien.
Varighed: 108 undervisningsdage fordelt over 4 år
Næste studiestart
København: 24. oktober 2020 (holdet er fyldt - der er oprettet venteliste)
Aarhus: 5. februar 2021
Kursus: Samtaler med børn
Praksisorienteret kursus for fx socialrådgivere, pædagoger, lærere, sygeplejersker og andre faggrupper, der arbejder med børn.

Børn har brug for voksne, som kan tage ansvar for udviklende samvær og for, at samtaler om deres erfaringer forløber på en sådan måde, at de føler sig styrkede – trods svære vilkår.

Kurset kan bestilles hjem til arb.pladsen
Seneste blogs

Coronatider

01-04-2020
HIMLEN OVER KINA. Det er Coronatider i Danmark, og dramatikeren Julie Maj Jakobsen har delt denne meget personlige novelle i dagbogsstil med os. Det er en tekst, som vi tror at især mange børnefamilier vil kunne genkende sig selv i.

Hvad er supervision? - 3

27-03-2020
DFTI har gennem mange år uddannet supervisorer, og jeg vil her beskrive nogle af de begreber og forståelser der er gennemgående for vores måde at arbejde med faget. Dette er tredje tekst i rækken og handler om de personlige og relationelle aspekter af arbejdet.

Hvad er supervision? - 2

09-03-2020
DFTI har gennem mange år uddannet supervisorer, og jeg vil her beskrive nogle af de begreber og forståelser der er gennemgående for vores måde at arbejde med faget. Dette er anden tekst i rækken og handler om supervisorrollen.

Hvad er supervision? 1

24-02-2020
DFTI har gennem mange år uddannet supervisorer, og jeg vil her beskrive nogle af de begreber og forståelser, der er gennemgående for vores måde at arbejde med faget. Denne første tekst handler om begrebet fagpersonlig supervison.

At være personlig

04-04-2019
At være PERSONLIG og at være PRIVAT er to forskellige ting. Terapeutens private liv er i princippet uvedkommende for en terapeutisk samtale. At forholde sig personligt i løbet af samtalen kan derimod være både kontaktskabende og befordrende for familiens muligheder for at forholde sig mere personligt og direkte til hinanden.

Om nødvendigheden af supervision

04-03-2019
Supervision tjener til at sikre kvaliteten i arbejdet set fra såvel institutionens som klientellets side. Det er samtidig et redskab til at imødekomme personalets behov for udvikling, inspiration, aflastning og egenomsorg.

Kærligheden er drivkraften

21-02-2019
Vi betragter kærligheden, som den største drivkraft i livet. Den eksistentielle udfordring består i, om og hvordan vi tør lade den få plads. Hvilken åbning, vi møder andre med, er grobunden for, hvad der sker mellem mennesker.