Den sammenbragte familie:
Begyndelsen på et nyt parforhold

5. januar 2015

Dette er det tredje blogindlæg i en serie, der belyser forskellige aspekter af det at være en sammenbragt familie.

Find links til de andre indlæg i denne serie i bunden af dette indlæg.

Af Peter Mortensen, cand. psych. aut., familieterapeut MPF, direktør og stifter af DFTI

Efter en skilsmisse bliver det som regel på et tidspunkt igen muligt at tænke på et nyt, forpligtende og langt forhold. Forhåbentlig på baggrund af, at tiden siden det foregående forhold er brugt godt, og at man har fundet sig tilrette i et liv som enlig forælder med samværsordninger, og hvad der ellers hører til.

Ventetiden i den første familie

I den første familie man laver, går der almindeligvis som minimum et lille år fra man mødes, til man får sit første barn – og altså går fra at være to til tre. Det år bruger de fleste på at lære hinanden at kende. På at nyde at kunne give sig hen i kærlighed, lyst og drømme, når og hvor det passer en. Her har man alle fordelene ved bare at være to.

Efter kortere eller længere tid følger planlægning af forældreskab, graviditet og forestillingen om, hvordan man hver især og sammen vil kunne magte opgaven. Man opdager ofte, hvad man ser forskelligt på, hvor man ønsker at bryde gamle mønstre fra ens egen opvækst og så videre.

Den overgang er krævende i sig selv, og uanset hvor meget man glæder sig, overraskes alle over, hvor meget kærlighedsforholdet ændrer sig, når barnet kommer, og parforholdet bliver udvidet med et forældreskab.

Ventetiden i et nyt parforhold

Når man igen forelsker sig efter en skilsmisse, kan det på alle måder betale sig at skabe den samme ventetid. Begynder man at overveje at lave en sammenbragt familie, er det eneste, man nemlig kan være sikker på, at alt vil blive mere sammensat og kompliceret. Ikke nødvendigvis problemfyldt, bare mere komplekst.

Så hvorfor ikke give sig selv og hinanden tiden? Nyde at seksualiteten kan blomstre, at man kan være nysgerrige på hinanden, kan nyde tiden til forkælelse og lære hinanden endnu bedre at kende i de dage, hvor der ingen børn er involveret.

I den periode, er der mange livserfaringer og forventninger til et muligt samliv, det kan være godt at udveksle om. Ikke bare de spontane tanker om den mulige fælles fremtid, men også nogle af de mere besværlige eller knap så lystfyldte sider.

For de voksne er der også et tab gemt et sted. Tanken om et nyt forhold betyder også for dem et farvel til resterne af de håb, man har haft om at kunne nøjes med en familie. Et kærlighedsforhold, som kunne vare hele vejen. Det er måske også en afslutning på noget af den fortrolighed, man har haft med sin eks, om børnene og fremtidsudsigterne for dem. Den fortrolighed kan måske indfinde sig i det nye forhold, men den har ikke nogen fælles historie at bygge på endnu.

Mange kender til, at midt i glæden kommer der små suk og bekymringer. Man har mistet den uskyld, der gjorde, at man kunne tro på den evige kærlighed. Erfaringen siger, at sådan behøver det ikke at gå, og det er derfor ind imellem svært at lade sig rive med af drømmene. Er det muligt at turde stå ved den usikkerhed og tøven i sig selv, og er det til at holde ud at høre den fra den anden?

At tale om fortiden med fremtidens partner

Noget af det vigtigste man kan få talt om, mens man indstiller sig på at lave den sammenbragte familie er, hvordan livet var, før man kom ind i billedet hos hinanden. Det er vigtigt at få mærket efter, om man for alvor kan rumme, at der har været andre kærlighedspartnere før en, og at i hvert fald en af dem vil komme til at være del af det fælles liv fremover; den anden forælder.

Det er især vigtigt, at man ikke bare ønsker at høre, hvor godt det er at være sluppet af med idioten. Hvor man blev skuffet, ikke set eller anerkendt. De ting var der, ellers var man næppe blevet skilt.

Det svære er at høre om, hvordan den anden var et godt menneske, en man kunne elske og ønskede at få børn med. Og hvad man stadig sætter pris på, hos vedkommende. Kan man bære, at ens nye elskede har været hengiven, lykkelig og fuld af tro på en fælles fremtid med en anden? Sådan har det været – der har været smukke øjeblikke, nærhed og intimitet og ingen drømme om, at på et tidspunkt møder jeg en anden, den rigtige for mig.

Det er en af de vigtigste forudsætninger for en ny familie, at ingen skal fornægte sin historie. Det er ikke sundt for nogen at skulle lyve om, at man har elsket før. Vi har alle en kærlighedshistorie, fra de første kærester i børnehaven eller skolen, over de intense forelskelser som ung, til de mere modne kærlighedsforhold som voksen. At skulle nægte det, henviser nogle vigtige livserfaringer og følelser til et liv i det skjulte, og giver næring til mistillid og jalousi.

Hvad der måske er værre, er, at følelser som mistillid og jalousi vil komme til at belaste ens forhold til de stedbørn, man snart skal møde. Hvordan det hænger sammen, og hvordan man kan søge at forebygge det, bliver uddybet i det næste blogindlæg i serien. Følg med her på bloggen

Andre blogindlæg i denne serie:
Sammenbragte familier del 1: Sammenbragte familier bygger på tab »
Sammenbragte familier del 2: Mellemspillet før et nyt samliv »
Sammenbragte familier del 4: Introduktionen af en ny partner for børnene »
Sammenbragte familier del 5: FamiliElastik
Sammenbragte familier del 6: Når vores møder jeres

----------

Blogindlægget kan deles på de sociale medier eller kommenteres via af knapperne herunder:


Skriv kommentar