At være personlig

4. april 2019

At være personlig og at være privat er to forskellige ting. Terapeutens private liv er i princippet uvedkommende for samtalen. At forholde sig personligt i løbet af samtalen kan derimod være både kontaktskabende og befordrende for familiens muligheder for at forholde sig mere personligt og direkte til hinanden.

Skrevet af:
Ruth Hansen, cand. psych., aut., specialist i psykoterapi og supervision, MPF, direktør og partner i DFTI
Peter Mortensen, cand. psych. aut., familieterapeut MPF, direktør og stifter af DFTI

At kunne udtrykke sig personligt forudsætter, at man kan mærke sine egne følelser, registrere kropsfornemmelser og samtidig være bevidst om både de mere selvoptagede eller fordomsfulde tanker og de mere stringent faglige og fagpersonlige overvejelser og perspektiver undervejs i samtalen. Det kræver øvelse og en del selvindsigt at kunne registrere og samtidig sortere i al den indre virksomhed, som en familiesamtale typisk sætter gang i.

At tilstræbe det modsatte, nemlig at lukke af for egne følelser samt mere og mindre relevante tanker, vil i bedste fald kun føre til manglende nærvær og dermed også ringe mulighed for empati. Øvelsen består derfor i at registrere, bevidstgøre og sortere i, hvilke personlige reaktioner, det vil være frugtbart at sige højt, hvilke som må parkeres til senere brug, og hvilke som ikke er relevante for samtalen.

For nybegynderen eller den uerfarne terapeut er denne sortering naturligvis meget vanskelig. Der er utallige faldgruber. Mange vil havne i enten at blive selvoptagede, hvor hovedfokus kan blive at fremtræde som en dygtig terapeut, eller man kan havne i at blive helt opslugt af familiens dynamik og vanskeligheder og dermed miste muligheden for at kunne danne sig et fagligt overblik.

At forholde sig personligt som terapeut kan således lyde som et enkelt krav, men i praksis rummer det et stort og komplekst arbejde at nå hen til at kunne afgrænse sine egne adfærdsmønstre fra familiemedlemmernes individuelle reaktioner og samspil. Denne selvafgrænsning og selvrefleksion er processer, som man som terapeut aldrig bliver færdig med, men som fortløbende bliver udfordret og må genvindes i samtalerne med klienterne. I bogen Relationer af A-L L. Schibbye sammenfattes både udfordringen og gevinsten smukt:

”I Kierkegaards ånd vil jeg avslutte med denne tanken: Å bli bedre kjent med deg selv mens du hjælper andre, er en pasjonert meningsfull og opbyggelig måte å leve på ” (s. 12).

I bogen Pædagogisk Relationskompetence har Jesper Juul og Helle Jensen udviklet et begreb for den verbale og nonverbale udtryksform, som tjener til at udvikle både kontakten mellem mennesker og den enkeltes selvfølelse. De kalder det personligt sprog.

”Det personlige sprog formidler det individuelle menneskes personlige tanker, værdier og følelser i et samlet udtryk, som tilstræber maksimal overensstemmelse mellem den indre oplevelse og det ydre udtryk og er samtidig en erkendelsesproces for den talende. Det personlige sprog er således det til enhver tid mest autentiske udtryk for individets integritet” (s. 218).

Ifølge forfatterne adskiller det personlige sprog sig fra andre sprog, - fagsproget, det pædagogiske sprog, det sociale sprog og det akademiske sprog - ved at tilstræbe subjektivitet og individualitet i modsætning til objektivitet og generalisering, og udtryk frem for analyse og beskrivelse.

Jeg-udsagn er det mest markante eksempel på personligt sprogbrug. Jeg synes/ mærker/ føler/ kan lide/ vil/ vil ikke/... er indgangen til et personligt udsagn, som naturligvis kan nuanceres og samtidig skal være kongruent med kropssproget for at gøre den talende nærværende, tydelig og samtidig troværdig.

Det personlige sprog er på den måde et meget anvendeligt sprog i terapeutisk sammenhæng for både terapeuten og familien. For børn er det personlige sprog det oprindelige, men det erstattes ofte af det sociale sprog i kravet om at skulle tale pænt, være høflig etc. I terapeutisk sammenhæng har børn derfor ofte brug for at blive inviteret til at udtrykke sig personligt i en anerkendende sammenhæng, hvor de bliver mødt i deres tanker og følelser.

For familien er det mærkbart, om de bliver mødt af en tydelig og personlig terapeut, som fra starten viser oprigtig interesse, nærvær og engagement i at lære dem at kende eller af en mere observerende og formel terapeutstil.

Personligt sprog lægger op til en personlig dialog sammenlignet med et mere distanceret interview. Ex: Jeg vil gerne høre mere om dengang, I flyttede, det lyder til at have været en svær tid… Frem for mere upersonlige spørgsmål: Hvad skete der, da I flyttede? Hvordan var det at skulle flytte? Jo mere terapeuten fungerer som en udspørgende mikrofonholder, jo mere vil familien være tilbøjelig til at nøjes med at svare på spørgsmål frem for aktivt at gå på opdagelse i sine egne og hinandens tanker og reaktioner.

Personlige reaktioner fra terapeuten kan være kontaktskabende. Ex. Jeg synes det er bevægende at høre dig fortælle om, hvordan I begge har kæmpet for at holde sammen på…. Eller jeg bliver optaget af, hvor forskelligt I har oplevet flytningen…

I terapeutisk sammenhæng mener vi, at det er vigtigt at skelne mellem at give udtryk for følelser og at tale om følelser.

At udtrykke sine følelser her-og-nu med overensstemmende ord, betoning og kropssprog og tilmed henvendt til den person, det vedrører, er den absolut mest virkningsfulde kommunikation både for den talende selv og for modtageren. For mange kan vejen derhen imidlertid være lang og først og fremmest bestå i at kunne mærke, hvad man faktisk selv føler og først dernæst i om den anden er parat til at høre på det.

Når det er sagt, er det vores erfaring, at mange terapeuter ofte lader sig nøje med samtaler, hvor klienterne beskriver deres følelser og eventuelt analyserer dem, uden at det nødvendigvis ændrer på noget. En oplevelsesorienteret tilgang indebærer i modsætning hertil, at man deler og udveksler følelser og tanker her-og-nu og på den måde får korrigerende erfaringer med egne muligheder og med relationen. At tale sammen i et personligt sprog fordrer således, at man kan være autentisk i kontakten.

Du kan læse mere om autenticitet, som er et nøglebegreb i oplevelsesorienteret familieterapi, i dette blogindlæg: "At være autentisk" »

Læs mere om DFTI’s uddannelse til Familieterapeut her »

DETTE BLOGINDLÆG ER ET UDDRAG FRA BOGEN: "OPLEVELSESORIENTERET FAMILIETERAPI" - læs mere om bogen her »

----------

Blogindlægget kan deles på de sociale medier eller kommenteres via af knapperne herunder:



Skriv kommentar