At være autentisk

12. juni 2018

Autenticitet er et nøglebegreb i oplevelsesorienteret familieterapi. Det er på en og samme tid en kvalitet i samværet, som terapeuten tilstræber selv at stå for, og som hun forsøger at hjælpe familiemedlemmerne med at lukke op for.

Skrevet af:
Ruth Hansen, cand. psych., aut., specialist i psykoterapi og supervision, MPF, direktør og partner i DFTI
Peter Mortensen, cand. psych. aut., familieterapeut MPF, direktør og stifter af DFTI

Det er et alment menneskeligt anliggende, at jo mere autentiske, vi formår at være i relation til andre mennesker, jo mere vokser vores egen selvfølelse, og jo mere bidrager vi til, at relationen kan udvikles i ægthed og nærhed.

At være sig selv bekendt fremfor at lade som om, er en eksistentiel udfordring gennem hele livet. Vi har alle både forestillinger og konkrete erfaringer med, hvor galt det kan gå, når vi viser, hvem vi er, og bliver rasende, skælder ud eller blotter skamfulde sider. Risikoen for eller erfaringen med at blive afvist, latterliggjort, overhørt eller på anden måde vendt ryggen, kan derfor i den grad spærre for lysten og modet til at være os selv, til at turde være autentiske. I terapi undersøger vi, hvem vi er, inde bag facaderne, bag overlevelsesstrategierne og de tillærte selvbilleder. I familieterapi gør vi det ydermere sammen med dem, som betyder allermest.

Det indebærer, at vi får mulighed for både at blive klogere på os selv og samtidig få nye erfaringer med at blive mødt, der hvor sårbarheden er størst.

Terapeutens autenticitet handler om at sige, hvad man ved, tror, undrer sig over, kan indleve sig i eller netop har svært ved at indleve sig i, og hvilket indtryk det i det hele taget gør at være sammen med familien. Men ud over ordene handler det også om at stå bag eller stå inde for det, man siger. Det er det samlede udtryk dvs. stemmeføringen, øjenkontakten, kropssproget, som sammen med ordene udgør kvaliteten af terapeutens autenticitet og dermed, hvilket indtryk man gør. Autenticitet er på den måde netop ikke en metode eller en teknik, som terapeuten skal lære, men derimod en overensstemmelse mellem det ydre og det indre og mellem rollen og personen, som man må tilstræbe at opnå.

Som terapeut skal man turde gøre indtryk, turde have gennemslagskraft. Hvis man er bange for at tage fejl eller at møde modstand fra en eller flere i familien, kan budskaberne sløres og afleveres på en måde, så indholdet nemt kan overhøres. Udfordringen er at stå ved sine faglige perspektiver og iagttagelser i familien og samtidig være åben over for, at det måske ikke giver mening for familien, eller at man måske simpelthen har taget fejl.

Gennemslagskraft har intet at gøre med skråsikkerhed.

Det kan være fristende at prøve at dække over sin tvivl eller sit manglende overblik, og hvis en klient ikke føler sig forstået, at prøve at argumentere for sit standpunkt. Men at stå ved, når man ikke kan forstå klientens reaktioner, eller ikke kan se en bestemt sammenhæng, afføder sjældent mistillid eller utryghed hos familien. Hvis man derimod foregiver sikkerhed, hvor der ikke er dækning for det, vil det ofte kunne mærkes som en forstyrrelse i kontakten.

Det er altså paradoksalt nok en kvalifikation at være i tvivl.

Terapeuten skal både turde gøre indtryk og samtidig være bevidst om, at det billede eller den forståelse hun har af hver enkelt og af dynamikken, altid er ufuldstændig og derfor åben for fortolkning. Vi får kun fat i en vinkel af virkeligheden, og det vi tror, vi forstår, er kun et lille udsnit af, hvad der er at forstå. Ydmyghed over for opgaven er derfor en vigtig kvalitet i terapeutens arbejde, og åbenheden over for at tage fejl og blive klogere er lige så vigtig for terapeuten som for familien.


DETTE BLOGINDLÆG ER ET UDDRAG FRA BOGEN: "OPLEVELSESORIENTERET FAMILIETERAPI" - læs mere om bogen her »

----------

Blogindlægget kan deles på de sociale medier eller kommenteres via af knapperne herunder:


Skriv kommentar