Artikel om træningsfamilier for studerende

15. februar 2025

Af Lise Kramer Schmidt og Linda Bebe

Familieterapi – og at træne sin terapeutiske færdigheder

At uddanne sig til psykoterapeut, og for vores studerendes vedkommende til ”psykoterapeut med speciale i par- og familieterapi”, er en lang udviklingsproces i at træne terapeutiske samtaler. Alene at gennemføre en samtale, have styr på værtskab, rammer, kontrakt/kontakt, forløb, have dobbelt opmærksomhed, fokus på indhold og proces, faglige perspektiver og den gode afrunding, kan være udfordrende, for de fleste, og især for den utrænede. Det kan være overvældende.

Når vi arbejder med hele familier, øges kompleksiteten. Relationsfeltet udvides og de relationelle forbindelser øges. Dynamikker og mønstre i det enkelte familiemedlem og hele familiens dynamik bliver mere sammenspundne og vanskeligere at overskue og intervenere i som ny og utrænet terapeut. Dynamikker og mønstre i det enkelte familiemedlem og hele familiens interpersonelle relationer skal du som kommende familieterapeut begynde at overskue og intervenere i, og det er en mangesidet og omfattende opgave.

At lykkes som studerende

På DFTI ønsker vi, at studerende skal træne mest muligt og mest muligt i ”zonen for nærmest udvikling”.(kilde: Vygotsky L.S. 1978,” Mind in society”, Harvard University Press)

Altså skal studerende have mulighed for:

• at træne der, hvor den studerende er udfordret uden at blive væltet.
• at træne der, hvor det ikke er for svære sager/ familier/ klienttyper, med f.eks. svære grader af traumer, tab, psykisk eller fysiske lidelser, som for den ikke erfarne, kan være for vanskeligt at arbejde med.
• At stille sig en opgave, hvor den studerende har mulighed for at lykkes.

Citat

”En ekspert er en, der har gjort alle de fejltagelser, der kan gøres inden for et meget begrænset område.” Niels Bohr

Det er afgørende, at vi altid forholder os til en terapeutisk opgave med spørgsmålet: ”Er det etisk forsvarligt, at jeg tilbyder mine kompetencer til denne familie”. Løgstrup sagde om den normative etik, at vi skal handle overfor andre, sådan at vi bedst muligt tager vare på deres liv (Kilde:Hougaard, Esben, ”Psykoterapi”, Dansk Psykologisk forlag, 3. udgave).

Så, for at lykkes bedst muligt og tage vare på både egen læring og den hjælpsøgende familie, skal den studerende derfor stille sig selv en, så vidt muligt, realistisk opgave i forhold til valg af eksamensfamilie.

Familieterapeutisk arbejde og terapeutens rolle er under konstant udvikling og de 4 år på studiet, er blot begyndelsen. Terapeuter skal løbende træne de terapeutiske kompetencer, komme i tvivl og komme tilbage på sporet og det er en del af professionen og etikken OG et livslangt fagpersonligt arbejde. Efter endt uddannelse, som psykoterapeut med speciale i par og familier fortsætter ens faglige og fagpersonlige udvikling. I faget psykoterapi bliver vi, så at sige, aldrig ”færdigbagt” og her er virkelig tale om livslang læring og justering af såvel faglighed som fagpersonlighed.

På uddannelsen stræber vi efter en langsom progression og realistisk læringskurve: Først 1-1 samtaler sidenhen par og familier. Antal deltagere i terapien er én dimension – en anden er sagskompleksiteten og den ønsker vi på instituttet at øge langsomt og realistisk.

Når barnet skal lære at cykle – er det en dårlig ide at sætte det op på en Væltepeter. Nej, så starter vi med en trehjulet, en løbecykel, støtteben og så videre. Vi skal have blik for kompleksiteten og samtidig skal den studerende skaffe sig rimelige arbejdsbetingelser for at lykkes med opgaven.

Eksamensfamilier og børns alder

Når du arbejder med familieterapi, er børn i alle aldre velkomne og bidragende i at synliggøre dynamikken i familien. Alligevel har vi anbefalinger til børns aldre, når du skal vælge din eksamensfamilie og det er der flere grunde til. Som familieterapeut in spe kan det være hjælpsomt med så stor mulighed for at efterprøve sine hypoteser som muligt.

De første 1½ år af barnets liv, er barnet kun i ringe grad i stand til at kommunikere på andre måder end ved at reagere umiddelbart på noget som sker i øjeblikket. Derfor vil du som familieterapeut skulle fortolke på barnets initiativ, emotionelle signaler og udtryk, hvilket i høj grad vil bestå af observationer og tolkninger. Indtil barnet er ca. 4 år vil barnet fortsat primært kommunikere for at få social respons på situationer, som sker her og nu og deres relationelle og tidsmæssige begreber kan fremstå unuancerede.

I perioden 4-8 år udvikles barnet, så det mestrer de fleste grundlæggende logiske og relationelle begreber, hvilket betyder, at de nu kan fortælle om deres oplevelser og erfaringer mere sammenhængende og i dialog. I perioden 8-12 år kan barnet begynde at forstå sociale sammenhænge og hændelser uafhængigt af sig selv eller andre vigtige personer, ligesom de begynder at forstå intentionalitet, som langsomt vil erstatte den simple konsekvens-, princip og regelmoral som harværet gældende. Først når de nærmer sig teenagerårerne, kan de fleste børn tænke hypotetisk og dermed i mulige alternativer (kilde:Øvreeide, Haldor, ”At tale med børn”, Hans Reitzels forlag, 3. udg.).

Så er familiens barn et lille barn på 1-2 år, vil du måske kunne se reaktioner på barnet, men dine faglige perspektiver vil kunne blive for styret af dine egne tolkninger, da det vil blive svært at efterprøve dine hypoteser. Hvis familiens barn/børn minimum er i indskolingsalderen vil det være muligt at efterprøve dine faglige perspektiver og aflæse den verbale/nonverbale reaktion, som igen kan efterprøves. Der vil dermed være mindre risiko for at det er din tolkning, som bliver for styrende i terapien.

Familiers problematikker og muligheden for at træne terapeut-rollen

Som studerende får du over de 4 år uddannelsen varer grundlæggende viden, færdigheder og kompetencer (se studieordning) indenfor feltet proces- og relationsorienteret familierådgivning og psykoterapi, parterapi og familieterapi. Der trænes i de grundlæggende elementer indenfor faget. Du har efter endt uddannelse en generel viden og træning inden for familierådgivningens og psykoterapiens felt.

Udgangspunktet for de studerende på DFTI er, at de har forskellige uddannelses- og erfaringsbaggrunde inden for det socialt- og sundhedsfaglige felt. Dermed er der nødvendigvis forskellige udgangspunkter for studerende for at facilitere terapeutiske samtaler. F.eks. kan en studerende med grunduddannelsen sygeplejerske have arbejdet med komplekse sygdomsforløb og familier, der står i netop sådan en problematik og dermed have en lang træning i at give netop familier med denne udfordring følgeskab. Andre kan have erfaringer med at arbejde med dobbeltdiagnoser f.eks. alkohol og personlighedsforstyrrelser, og dermed have en grundig træning og erfaring fra dette felt. Og sidst vil der være studerende, der har erfaringer med undervisning, coaching eller rådgivning af f.eks. unge og som derfor besidder særlige kompetencer indenfor det felt.

Den studerende kommer med en grundfaglighed fra forskellige grunduddannelse og det danner fundamentet som psykoterapien bygger ovenpå. ”2-faglighed” er den særlige faglighed som familierådgiver og psykoterapeuter har og der vil være områder, hvor den studerende har specialiseret viden og erfaring og områder, hvor det modsatte gør sig gældende. Det er ikke et problem men et vilkår. Som studerende er det derfor om at finde sit særlige kompetence- og ressourceområde og bruge det aktivt. Herunder i valget og overvejelserne om de familier den studerende kan arbejde med og de familier den studerende ikke skal arbejde med.

Pointen er, at den studerende bør overveje, hvilke erfaringsområder der trækkes på? Hvilken viden, færdigheder og kompetencer har den studerende; Om sagens kompleksitet, om særlig faglig diagnostisk viden, som er nødvendigt for at kunne arbejde med familien – sammenholdt med den studerendes, endnu spæde, erfaring og træning i og med terapeutiske familiesamtaler. Her er tale om både at trække på sin anciennitet og bruge den aktivt på den ene side og på den anden side være opmærksom på de områder, hvor den studerende er mere på udebane. Det vigtige er at skabe optimale læringsvilkår for sig selv i valget af eksamensfamilien.




Grundlæggende vil den studerende skulle overveje følgende, når der vælges eksamensfamilier:

• Er det en familie, jeg tror, jeg kan arbejde med. Har jeg mod og ro til at arbejde med netop denne familie? Kan jeg lykkes med det?
• Har børnene en alder, hvor det er muligt at afprøve ens hypoteser og få en verbal eller nonverbal respons, som kan efterprøves?
• Hvilke etiske overvejelser skal jeg gøre mig om, hvilke familier jeg kan/skal/bør tilbyde familieterapi? Er der diagnostiske forhold, der gør, at jeg skal undlade at arbejde med familien? Eksempelvis, traumer, misbrug, psykiske eller fysiske diagnoser, der kræver specialviden?
• Hvor er mine kompetencer og hvor er mine begrænsninger.
• Er der en klar ”formulerbar” familiedynamisk problematik (kontrakten), som gør det muligt for dig at arbejde med familien?

Afrunding

Når vi arbejder med familier, er der nogle generelle temaer og problematikker, som går igen i alle familier. Samtidig er der også specifikke og mere komplekse forhold i visse familier, som skal tages i betragtning, når du som studerende vælger en familie til din eksamen.

Det kan være særlige dynamikker, diagnoser eller komplekse udfordringer, der kræver nøje overvejelse, så du giver dig selv de bedste muligheder for at lykkes i et familieterapeutisk forløb.

Drøft det gerne med dine undervisere, inden du fastlægger dig på din eksamensfamilie, så du skaber de bedste betingelser for dig selv for at lykkes.

Held og lykke med det.




Skriv kommentar