Skal mit barnebarn bo hos mig?

8. februar 2017

Kære Jesper Juul

Hjææææælp!

Min datter Kari og hendes mand har tre dejlige drenge på 5, 7 og 10 år. Hendes mand er far til de to yngste. De er flyttet 7 gange på 10 år! Dog inden for rimelig afstand fra skole og børnehave, så børnene har ikke skiftet institutioner før her ved sidste flytning til et lille lejet sommerhus med brændeovn, hvor de er nødsaget til at bo, indtil de finder en rimelig blivende lejlighed, som de står på aktiv venteliste til. Indtil nu har de kun boet i hus, da de prioriterede en have, og at børnene kunne udfolde sig, hvilket er forståeligt.

Kari har en halvfærdig universitetsuddannelse, men stoppede, da hendes mand blev alvorligt syg og sad i kørestol i månedsvis på grund af Borrelia, som blev opdaget for sent. Dette for at fortælle, at Karis intelligens på det intellektuelle område intet fejler. Tværtimod er hun meget skarp, kunstnerisk og opfindsom. Deres levemåde er dog noget besynderlig, for det er jo ikke langsigtet tænkning eller ansvarsfuldt at udsætte sine børn for så mange flytninger, selv om manden mistede jobbet, hun selv opbrugte sin SU og nu får kontanthjælp. Dette kan ske for alle. Manden er nu i voksenlære som smed, og Kari er i virksomhedspraktik. Så der er ingen hjemme i det lille sommerhus i dagtimerne.

Kari er god til at formulere sig, og når vi i den nærmeste familie (hendes far, hendes mormor og jeg) spørger forsigtig ind, får vi på det kraftigste på en opfarende og vredladen måde at vide (også hvis børnene hører på), at vi ikke skal blande os i deres liv, eller hvor eller hvordan de skal bo, selv om hendes dispositioner virker flyvske og impulsive med for os at se manglende jordkontakt, da deres økonomi heller ikke er god. Det skal siges, at de hverken ryger eller drikker, og de går ofte på god jagt i containere efter lukketid, hvad jeg også selv synes er meget fornuftigt, udbytterigt, og spændende. Det er hende, der har styringen derhjemme. 

I starten tænkte vi, at det måske tog noget tid at finde det helt rigtige fodfæste med et blivende hjem. Men nu her sidste gang inden jul, hvor de flyttede, fordi huset de lejede skulle sælges, spurgte hun om de kunne flytte midlertidig ind hos mig i min 3-værelses lejlighed, 30 km fra skole og børnehave. Da blev jeg alvorlig bekymret og ønskede at lufte for hende (men turde ikke), om hun måske behøvede hjælp fra en psykolog. For det slog mig, at hun måske har en snert af en bipolar lidelse eller hypomani. Hendes vrede over mine spæde spørgsmål kan være stor, og hun tænker ikke på, om børnene hører det. Derfor skåner jeg børnene, holder altid gode miner til slet spil og stikker en finger i jorden, når jeg er der. Jeg sagde også ja til, at de alle kunne bo hos mig (hvad gør man ikke som mor), og havde så tænkt, at jeg ville flytte hjem til min eksmand igen (som ikke er hendes far). Men heldigvis kunne de leje det sommerhus billigt af venner, som de nu bor i.

Den ældste dreng har boet 7 steder! Og nu begynder børnene at reagere. Forleden sagde Kari til mig i telefonen, at den ældste dreng råbte, at hun ødelagde hans liv. Han råbte og skreg, at han hellere ville dø end at gå i den nye skole i den nye klasse. I denne weekend hjemme hos mig (hvor de ofte har været, to af gangen), sagde han: "Jeg synes mor har ødelagt mit liv, ved at vi flytter så meget". Den mellemste på 7 år sagde forleden, at når han drømte om natten, så gik alle hans drømme i stykker. Børnene er meget glade for at være hos mig, og vi har det virkelig sjovt sammen. Deres oldemor og jeg udstyrer dem med iPads, cykler og løbehjul, så de mangler intet og oplever sig ikke som fattige, selv om de er. 

For lidt tid siden kom Kari med alle tre drenge tidlig på aftenen og sagde, at den ældste gerne ville flytte ned til mig, fordi han hadede at være hjemme. Kari sagde, at morgenerne var forfærdelige, at der bare var råb og skrig, og at de skal meget tidligt op for at nå i skole, som nu er langt væk. 15 minutter i bil. Før kunne man cykle til skolen eller gå. Og så var det jeg gik i chok (uden at vise det). Jeg sygemeldte mig fra arbejdet (og overvejer at langtidssygemelde mig for drengens skyld), så jeg kan tage toget med ham til skole den første måned (skolen ligger tæt på stationen). Jeg har 3 måneder tilbage, inden jeg går på rigtig pension. 

Nu har mit barnebarn været hos mig on and off i et par uger og fremover skal han bo hos mig fra mandag til torsdag. Så er han hjemme i weekenden, for han elsker jo sine forældre og søskende, selvom bølgerne går højt. Vi har haft det hyggeligt, jeg har undervist ham, og vi har fået nogle gode snakke. Da vi på et tidspunkt lå og talte sammen i sengen, spurgte han mig, om jeg ikke ville købe en sut til ham. Jo, det ville jeg da gerne. Så sagde han, han ville ønske, at han havde en storebror eller en storesøster, og spurgte om han måtte kalde mig for storesøster, for han ville gerne være lillebror. Så sagde jeg godnat lillebror, og det lød han meget tilfreds med.

Han sagde også, at han ville ønske, at han kun boede med sin mor og ikke sin papfar, selv om han er glad for sin papfar. Men han siger, at moren altid kører på faren, og at der ofte er dårlig stemning, og derfor får han lyst til at skrige og lyst til at være ond og kold over for sine forældre og dine brødre. Jeg tror, at papfaren ubevidst giver mere kærlighed til sine egne sønner, og at han så føler sig udenfor måske. Tillige er han ekstremt tynd og spiser meget lidt derhjemme. Hos mig spiser han meget. Igen et råb om hjælp fra mig. Og fra ham. Jeg har fortalt Kari, at drengen klager over for meget fnidder derhjemme, men det afviser hun. Det er forfærdeligt opslidende aldrig at vide, hvad der kan opstå af konflikter, og det er svært at holde til. Lige nu har jeg smerter ved hjertet, og det er udelukkende grundet alt, hvad jeg har skrevet om.

Jeg har sygemeldt mig fra arbejde, fordi jeg føler, at jeg må tage mig af Samuel. Han vil ikke i skole, og kommer igen til mig efter weekenden. Her har han to kammerater heldigvis, når de kommer fra skole, men de er ikke hans gamle venner, fra det sidste sted, hvor de boede næsten 3 år, og dem savner han selvfølgelig. Jeg har aftalt med min veninde, som er pensioneret matematiklærer, at hun evt. kan undervise ham, mod at jeg passer hund af og til. De to kan godt lide hinanden.

Jeg vil også fortælle, at jeg har en yngre datter også. Her er alt ok, ingen fnidder og et godt ægteskab. De venter barn. Mine døtre har det godt sammen, og har aldrig talt dårligt om hinanden. Men nu er den yngste også begyndt at reagere på sin storesøsters liv i overhalingsbanen. Dog lader hun mig om at sige noget, da hun ikke vil gøre sin søster ked af det, eller at nogen skal tabe ansigt. Mine værdier er min familie, mine veninder, dyr, min kolonihave, skovtursridning, min tro på at der er en højere orden bag alt her på jorden. Jeg er et meget glad og positivt menneske, er glad for mine kollegaer og for mit arbejde på et bosted. Jeg har aldrig arbejdet fuld tid, men har prioriteret mine piger. Har arbejdet 25 timer de sidste 4 år uden at behøve at bekymre mig om min økonomi. Har derfor også overskuddet og lysten til at "lege." Har ikke bil, ikke kørekort, men cykel og en god container i nærheden med en masse gode sager i. Håbet det varer ved. Mine døtre siger, de har haft en god opvækst med megen kærlighed, og deres mormor og oldemor lige om hjørnet, ja tre mødre næsten. Og højt var der til loftet siger de. Jeg fylder 65 år om tre måneder og glæder mig selvfølgelig til den totale frihed

Nu til mine spørgsmål:
Hvordan jeg kan nå min datter fornuftsmæssig, uden at hun føler, jeg blander mig? Jeg er jo indblandet hele tiden alligevel, når hun ofte ringer og siger, at nu orker hun ikke børnene, at de driller hinanden, og hun siger, hun bliver syg af at være sammen med dem. Bare at sige det, er jo sygt. Så må jeg jo tage det alvorligt. Hun misbruger mig ikke, mener jeg, men hun magter dem ikke. Der er altid ballade hos dem, og manden siger ikke noget. Det tør han ikke, tror jeg. Dårlig stemning. Hvad gør jeg?

Og hvad med Samuels skole? Jeg kan jo godt lade Samuel bo hos mig fremadrettet, og han ville så komme på den tredje skole. Jeg har ringet til alle privatskoler i nærheden, og måske vil der være plads på en Steinerskole eller en Friskole. Synes du, det er en god ide for ham at skifte skole? Vi er villige til at betale for ham.

Og i det hele taget: hvad ville du gøre, Jesper Juul, hvis du var mig eller i min situation?

Mange hilsener fra en taknemlig, naiv, troende, håbefuld, tossegod, institutionsklovn.
(Alle navne i beskrivelsen er opdigtede)


SVAR:


Kære Mormor,
tak for dit brev og for tilliden, som jeg håber, jeg kan leve op til. Lad mig til en begyndelse slå fast med syvtommersøm, at det bedste og mest logiske at gøre er at samle hele familien og få noget input fra en familieterapeut. Det har alle fortjent.

Det skyldes ikke mindst Samuels situation, som jo skal gøres officiel, hvis han skal bo hos dig og skifte skole. Du må gøre det klart for hans forældre, at du er villig til at tage ansvaret, og at der skal følge magt med. Ellers er Samuel bare endnu engang offer for de voksnes luner og ikke mindst sin mors prinsessen-på-ærten attitude. Mit forslag er, at I aftaler en periode på mindst 3 år, som så skal forhandles efter 2 år med henblik på forlængelse.

Til gengæld skal du holde snuden fra din datters måde at indrette sig på. Jo mere du blander dig, jo værre bliver det. Det gælder ikke mindst Samuels situation. Han har jo allerede kundgjort, hvordan konflikterne mellem hans mor of papfar piner ham, så du må holde fred med hans mor. Du kan sætte rammerne ved at sige, ”Jeg synes heller ikke, at din mor håndterer sit liv specielt smart lige for tiden, men jeg er sikker på, at hun nok skal finde ud af det. Vi to kan bedst hjælpe hende ved at give hende fred til at rode så længe, det er nødvendigt.”

Jeg ved godt, at det er svært at være vidne til sine voksne børns kaos, og det har du og Samuel til fælles. Samuel har den mor, han har, og det må han finde ud af at leve med – ligesom både vi og vores børn måtte.

Hvis du kan få denne grundstruktur etableret i dit og Samuels liv, er det mindre vigtigt, at han skal skifte skole. Hvis du ikke kan, må du bare prøve at være til rådighed for Kari og hendes familie og tro på, at hun en skønne dag får bedre jordforbindelse.

Hvis du kan se dig selv i øjnene og beslutte det, kan du ikke misbruges. Der vil på en vis måde være ubalance i jeres indbyrdes regnskab, men alle lever forhåbentlig længe endnu og får muligheden for at skabe balance.

Go’ vind!

Mange hilsner fra Jesper Juul

----------

Har du en kommentar, eller vil du dele siden på de sociale medier, kan du bruge knapperne herunder:




Skriv kommentar
Tilmeld nyhedsbrev
Bliv familieterapeut
4-årig efteruddannelse, der styrker din relationskompetence og giver dig masser af praktisk træning i det helhedsorienterede, familieterapeutiske arbejde.

Varighed: 108 undervisningsdage fordelt over 4 år

Næste studiestart
Aarhus: 22. september 2017
København: 23. april 2018
Stil et spørgsmål
Jesper Juul er bestyrer af DFTI's brevkasse, og han besvarer eller kommenterer problemstillinger inden for de nære relationer mellem voksne, voksne og børn, voksne børn og deres forældre og svigerforældre. Jesper har besvaret spørgsmål på dette område i mange år og i flere forskellige lande.

Spørgsmål sendes til: .

Og husk, at når du stiller et spørgsmål, er det en god ide også at beskrive dig selv, dine værdier og dine særheder, som jo altid er en del af konflikterne. Du er desuden velkommen til at være anonym, ændre navne og lignende.

Vi glæder os meget til at høre fra dig :-)
Seneste i brevkassen

Skal mit barnebarn bo hos mig?

08-02-2017
Kære Jesper Juul. Hjææææælp! Min datter Kari og hendes mand har tre dejlige drenge på 5, 7 og 10 år. Hendes mand er far til de to yngste. De er flyttet 7 gange på 10 år!

Min 21-årige søn bor stadig hjemme

27-01-2017
Kære Jesper. Jeg er mor til en voksen ung mand på snart 21 år. Jeg ved ikke, om du forholder dig til voksne unge mennesker, men faktum er, at jeg altså først og fremmest er mor, og derfor skriver jeg til dig. Jeg har jo læst din brevkasse om andre forældres problemer med teenagere og kan derfor genkende noget i de svar, du kommer med.

Hvordan hjælper vi vores pige med at sige fra?

02-03-2016
Kære Jesper. Min mand og jeg er i tvivl om, hvordan vi bedst hjælper vores 10-årige pige med at få sagt fra over for sin nærmeste veninde i klassen – da det efterhånden fylder så meget, at hun ikke vil i skole på grund af denne relation.

Trivselsproblemer efter skilsmisse

26-10-2015
Kære Jesper. Jeg er en 32-årig mor til 2 piger på 10 og 11 år, som jeg elsker ufatteligt højt. Pigernes far og jeg har kendt hinanden, siden jeg var helt lille [...] Jeg blev rigtig hurtigt gravid med min ældste datter. Jeg flyttede derfor hurtigt sammen med ham, og ja det gik stærkt. Vi er super meget forskellige, og det så jeg ikke dengang.

Konflikter mellem far og teenagesønner

12-08-2015
Kære Jesper, Vi er en familie med far og mor og to sønner, der lige er fyldt hhv. 15 og 17 år og skal starte i hhv. 2.g. og 9. klasse. Jeg skriver for at spørge om råd i forhold til, om jeg skal blande mig i konflikter mellem mine sønner og deres far.

Hjælp til skilsmissesag

22-06-2015
Kære Jesper. Jeg skriver til dig i håb om, at du måske kan hjælpe mig. Jeg kæmper og kæmper, og føler at nogen strammer båndet om min hals...ja det lyder måske vildt, men sådan har jeg det fysisk. Det er en lang historie, og ved ikke hvordan jeg skal skrive kort....derfor;

Problemer med renlighed (encoprese) hos større børn

01-06-2015
Kære Jesper Juul. Jeg er uddannet på Kempler instituttet, både på Hjarnø og i Odder og gør meget brug af det, jeg har lært og den måde at møde mennesker på. Mit spørgsmål handler om encoprese (ufrivillig afføring):