Min 21-årige søn bor stadig hjemme

27. januar 2017

Kære Jesper,
 
Jeg er mor til en voksen ung mand på snart 21 år. Jeg ved ikke, om du forholder dig til voksne unge mennesker, men faktum er, at jeg altså først og fremmest er mor, og derfor skriver jeg til dig. 
 
Jeg har jo læst din brevkasse om andre forældres problemer med teenagere og kan derfor genkende noget i de svar, du kommer med. Som f.eks. at jeg først og fremmest skal slippe min morrolle og lade min søn tage ansvaret for sit nu begyndende voksne liv. At jeg skal forholde mig til mine egne følelser af frustration uden at projektere dem over i ham...... Men jeg synes, det er svært. 
 
Min søn blev færdig med gymnasiet i sommeren 2016. Han gav udtryk for, at han havde haft stress (det fortalte han først her i efteråret) og derfor havde haft brug for en pause. Pausen har så bestået i, at han primært har siddet på sit værelse og lavet organisatorisk arbejde for det rollespil, han i den grad brænder for. Det er ikke lønnet arbejde, men en fritidsinteresse. Jeg har fået ham til at søge nogle stillinger, men ærlig talt så har han ikke været særlig aktiv mht. jobsøgning. Jeg har et par gange fundet nogle tilbud til unge mennesker, som skal ud i livet, og som synes det er svært, men min søn er ikke interesseret. 
 
Min søns kæreste på 20 år bor sammen med min søn. Hun går i 3. g. Min søn og hans kæreste bor skiftevis hos mig og min søns far (min eksmand) i ca. 3 uger af gangen. Og sådan ønsker min søn fortsat det skal være, fordi han jo stadig er knyttet til både mig og hans far. 
 
Min søn modtager ikke ydelse fra det offentlige, da han ikke vil "nasse på samfundet", men han vil gerne "nasse på sin mors pengepung" :-) Jo, jeg smiler lidt, selvom det jo bl.a. er noget af det, som er så problematisk. For jeg er ikke spor højtlønnet. Tværtimod er jeg ansat i fleksjob i et ufaglært job og har bil på grund af mit helbred, så jeg skal bestemt tænke på min økonomi. Så det er noget af det, som belaster mig i dagligdagen. 
 
Som mor har jeg både for min søns skyld, men også på grund af min økonomiske situation, stor interesse i, at han kommer i job. For jeg synes, det er svært at bede om kostpenge, når han ingen penge tjener. Bevares han har en børneopsparing, som han bruger lidt af, men det var jo ikke hensigten med den børneopsparing fra hans fars og min side. Nu bruger min søn ikke så mange penge, udover til sit rollespil. 
 
Jeg har opfordret ham til at bruge nogle af pengene på et kørekort, når han nu alligevel ikke har noget at lave, men han synes ikke, han har brug for kørekort. 
 
Men jeg føler mig klemt økonomisk, fordi jeg skal forsørge både ham, hans kæreste og mig selv og derfor er forpligtiget til at lave lidt mere regulære måltider mad, end jeg selv ville leve af, hvis jeg bare var mig selv. 
 
Men det generer mig også at se ham vælge den rigtige verden fra og glemme sig selv i rollespilsverdenen, hvilket jeg føler han gør, når han sidder og laver rollespilsarbejde i stedet for at søge arbejde i det virkelige liv. 
 
Hans far er som jeg dybt bekymret over hans passive liv. Og når vi spørger til hans jobsøgning, gider han ikke svare på det, ligesom at fremtiden med en evt. videregående uddannelse heller ikke er noget, vi skal blande os i. Og det skal vi måske heller ikke, men når nu han bor skiftevis hos os begge, mens vi ser til på en passiv ung mand, så gør det noget ved os begge.
 
Min søn er grundlæggende en dejlig ung mand, men når han føler sig presset, bliver han meget vred, smækker med dørene og råber meget højt. Og jeg er faktisk lidt bange for at bringe jobemner op, selvom jeg er så frustreret. 
 
Min søn har altid været lidt forsigtig og usikker. Men han har i rollespillet fundet en styrke med sig selv. Når han spiller rollespil, så er han kaptajn og giver ordrer og organiserer store spillescenarier. 
 
Men at komme ud over scenekanten i det virkelige liv er svært. Det var også gældende i gymnasiet, hvor han i de fag, han var til eksamen i, fik 1-2 karakterer højere end standpunktskarakteren, for i hans optik var der jo ikke nogen grund til at føre sig frem i timerne. Det er lidt ærgerligt for ham, for hans studentereksamen kunne have været bedre, hvis han havde turdet sige noget i timerne, hvorfor hans muligheder for fremtiden havde været større. Men sådan er det så. 
 
Jeg plejer at sige om ham i relation til jobsøgning, at han ikke er fleksibel og omstillingsparat, men at han er meget loyal og ansvarsbevidst. Og den beskrivelse siger faktisk rigtig meget om ham, for det er ikke manglende ansvarsfølelse, som gør, at han ikke søger job. Det handler mere om usikkerhed, tror jeg. 
 
Jeg må indrømme, at jeg ønsker, at han og hans kæreste vil flytte til sommer. Jeg synes, det er krævende at have dem boende. De fylder meget, selvom de er dejlige unge mennesker begge to. Men når nu han sådan stagnerer, og hverken hans far eller jeg kan snakke med ham om fremtiden, så bliver det hele rigtig svært. Det er som om, jeg/vi render rundt i et frit svævende vakuum, som har betydning for vores eget liv, men som vi ikke kan finde nogle løsninger på, fordi vores søn ingenting siger og ikke vil snakke om noget af det overhovedet. Og det er skisme hårdt at leve sådan. Måske har min søn det lige så hårdt, fordi han heller ikke ved, hvad han skal gøre. Men vi, hans far og mor, vil jo gerne hjælpe ham, men han vil ikke tage imod hjælp. Og hvad gør man så?
 
Jeg har i alle tilfælde besluttet mig for, at jeg ikke længere vil tage ansvar for hans liv og hans fremtid. Men omvendt vil jeg heller ikke forsørge ham mange år frem, for så tager han jo stadig ikke ansvar for sit liv, hvis jeg skal forsøge ham og lade ham bo gratis. 
 
Hvordan pokker takler jeg situationen med min søn og hans kæreste. Synes simpelthen, at jeg er ved at være brugt op, men ved godt, at jeg bare burde give slip i stedet for at bekymre mig. 
 
Har overvejet at lade dem få et skab og en hylde i køleskabet, hvor de kan købe deres eget mad, og så selv tage ansvar for deres madlavning samt indkøb. Ligesom da jeg selv boede på værelse som 21-årig. Ville det være en dum ide´?
 
Med venlig hilsen en mor til en ung mand (BB)


SVAR:


Kære BB,

Jeg begynder lige med at reformulere din indledning: du er mor til en ung mand på 21, som endnu ikke er blevet voksen. Dette er ikke ment som en kritik af ham og hans kæreste, men som en opfordring til dig og hans far om at repræsentere voksenverdenen.

Lad mig også gøre det klart, at jeg aldrig ville forholde mig kritisk til jeres arrangement, hvis alle var glade og heller ikke, hvis han var 35. Det følgende er altså ikke udtryk for en generel holdning, men som mit forslag til, hvordan du og hans far kan ændre en nær relation, som frustrerer jer.

Som du selv er opmærksom på, skyldes situationen nogle udeladelsessynder fra jeres side, så mit forslag er, at I beder begge de unge om et møde (jeg ved ikke om relationen mellem dig og din eksmand er god nok til et fælles møde, men vis ham mit forslag først). Indled mødet med følgende statement:

”Vi har nu levet på denne måde i nogle måneder og vi (jeg) mærker, at vi er frustrerede og irriterede. Det havde vi ikke forudset, men nu er det sådan, og derfor er vi (jeg) blevet enige om nogle nye spilleregler frem til sommerferien. Det nye er, at I selv tager ansvar for jeres økonomi og forplejning.

  • Jeg har ikke råd til at betale for jeres mad og drikke og vil derfor for fremtiden have kr. xxx fra jer begge tilsammen. Denne ordning er ikke til debat og begynder 15/3. (Dette svarer til dit eget forslag.)
  • Jeg har prøvet at hjælpe dig med at få et job, men du virker ikke interesseret, så det ansvar overlader jeg til dig. Skulle du få brug for hjælp, kan du bare sige til, så gør jeg det gerne.
  • Som sagt er dette ikke til diskussion, men tag et par dage til at snakke sammen om det og sig til, hvis du vil mødes om det igen.

Du kan formentlig se, at mit forslag renset for halve undskyldninger og pædagogiske tiltag og dermed også for kritik af sønnen. Der er nemlig ikke noget at kritisere ham for. Han og kæresten har haft gratis logi på Hotel Mamma/Papa, og det har de selvfølgelig benyttet sig af.

Skulle sønnen forsøge sig med, ”Og hvad så, hvis jeg ikke kan…..smider du mig så ud?” Svaret er et humoristisk smil og ”Fra nu af er det dit ansvar, så hvis du ikke kan opfylde vores betingelser, er det også dit ansvar at komme med et alternativ, som vi så enten kan sige ja eller nej til.”

God tur ud af det hyperfleksible moderskab!

Mange hilsner fra Jesper Juul

----------

Har du en kommentar, eller vil du dele siden på de sociale medier, kan du bruge knapperne herunder:



Skriv kommentar
Tilmeld nyhedsbrev
Bliv familieterapeut
4-årig efteruddannelse, der styrker din relationskompetence og giver dig masser af praktisk træning i det helhedsorienterede, familieterapeutiske arbejde.

Varighed: 108 undervisningsdage fordelt over 4 år

Næste studiestart
Aarhus: 22. september 2017
København: 23. april 2018
Stil et spørgsmål
Jesper Juul er bestyrer af DFTI's brevkasse, og han besvarer eller kommenterer problemstillinger inden for de nære relationer mellem voksne, voksne og børn, voksne børn og deres forældre og svigerforældre. Jesper har besvaret spørgsmål på dette område i mange år og i flere forskellige lande.

Spørgsmål sendes til: .

Og husk, at når du stiller et spørgsmål, er det en god ide også at beskrive dig selv, dine værdier og dine særheder, som jo altid er en del af konflikterne. Du er desuden velkommen til at være anonym, ændre navne og lignende.

Vi glæder os meget til at høre fra dig :-)
Seneste i brevkassen

Skal mit barnebarn bo hos mig?

08-02-2017
Kære Jesper Juul. Hjææææælp! Min datter Kari og hendes mand har tre dejlige drenge på 5, 7 og 10 år. Hendes mand er far til de to yngste. De er flyttet 7 gange på 10 år!

Min 21-årige søn bor stadig hjemme

27-01-2017
Kære Jesper. Jeg er mor til en voksen ung mand på snart 21 år. Jeg ved ikke, om du forholder dig til voksne unge mennesker, men faktum er, at jeg altså først og fremmest er mor, og derfor skriver jeg til dig. Jeg har jo læst din brevkasse om andre forældres problemer med teenagere og kan derfor genkende noget i de svar, du kommer med.

Hvordan hjælper vi vores pige med at sige fra?

02-03-2016
Kære Jesper. Min mand og jeg er i tvivl om, hvordan vi bedst hjælper vores 10-årige pige med at få sagt fra over for sin nærmeste veninde i klassen – da det efterhånden fylder så meget, at hun ikke vil i skole på grund af denne relation.

Trivselsproblemer efter skilsmisse

26-10-2015
Kære Jesper. Jeg er en 32-årig mor til 2 piger på 10 og 11 år, som jeg elsker ufatteligt højt. Pigernes far og jeg har kendt hinanden, siden jeg var helt lille [...] Jeg blev rigtig hurtigt gravid med min ældste datter. Jeg flyttede derfor hurtigt sammen med ham, og ja det gik stærkt. Vi er super meget forskellige, og det så jeg ikke dengang.

Konflikter mellem far og teenagesønner

12-08-2015
Kære Jesper, Vi er en familie med far og mor og to sønner, der lige er fyldt hhv. 15 og 17 år og skal starte i hhv. 2.g. og 9. klasse. Jeg skriver for at spørge om råd i forhold til, om jeg skal blande mig i konflikter mellem mine sønner og deres far.

Hjælp til skilsmissesag

22-06-2015
Kære Jesper. Jeg skriver til dig i håb om, at du måske kan hjælpe mig. Jeg kæmper og kæmper, og føler at nogen strammer båndet om min hals...ja det lyder måske vildt, men sådan har jeg det fysisk. Det er en lang historie, og ved ikke hvordan jeg skal skrive kort....derfor;

Problemer med renlighed (encoprese) hos større børn

01-06-2015
Kære Jesper Juul. Jeg er uddannet på Kempler instituttet, både på Hjarnø og i Odder og gør meget brug af det, jeg har lært og den måde at møde mennesker på. Mit spørgsmål handler om encoprese (ufrivillig afføring):