Hvordan hjælper vi vores pige med at sige fra?

2. marts 2016

Kære Jesper

Min mand og jeg er i tvivl om, hvordan vi bedst hjælper vores 10-årige pige med at få sagt fra over for sin nærmeste veninde i klassen – da det efterhånden fylder så meget, at hun ikke vil i skole på grund af denne relation.

Vi bor sammen med vores to piger på 7 og 10 år. De er virkelig glade for hinanden og leger og trives godt sammen både på tomandshånd, og når der er kammerater med. Den yngste havde en bedsteveninde i børnehaven og er i sin 1. klasse i fuld gang med at udforske venskaber i flere forskellige legerationer. Den ældste har også haft to bedsteveninder i børnehaven og har i sin skole dyrket flere legerelationer, men henimod slutningen af 3. klasse og starten af 4. har det næsten udelukkende været en veninde, hun har haft med hjem i weekender og ferier (efter de startede i fritidsklub i slutningen af 3. kl., kommer hun ikke så ofte hjem med venner i hverdagen, men bliver i klubben).

Vi har godt været klar over, at veninden er meget god til at sige sin mening, og har tænkt, at det kunne vores datter godt lære noget af, da både hun og (vi) hendes forældre som udgangspunkt er introverte og "gode til" at fokusere på andres behov før vore egne. Jeg personligt har f.eks. måttet øve mig i at udtrykke vrede uden at føle skyld og frygte efter-reaktionerne. Så der ligger hunden jo nok begravet!

Men – what to do? Op mod juleferien har vores datter beklaget sig mere og mere over, at veninden altid er sur, når hun kommer i skole, og at hun taler grimt til hende og andre. Eksempler er f.eks., at veninden beklager sig over, at vores datter mumler, veninden kritiserer hende for ting hun siger, eller de ønsker hun har til, hvad de skal lave. Veninden kan hoppe op på hendes ryg for at "ride", selvom hun beder hende om at lade være. Og selvom vores datter gerne vil i hobby-rummet i fritidsklubben, kommer hun det sjældent, fordi veninden ikke vil og "bliver sur", hvis vores datter holder fast i sit ønske. Selvom hun godt kan se, at veninden også kan tale grimt og "lige-ud-af-posen" til andre i klassen, føler hun på en måde, at det er hendes ansvar at undgå at gøre veninden sur, da det altid er vores datter, veninden vælger at være sammen med, både i frikvarterer og i fritidsklubben.

I starten blev vi ved med at opfordre vores datter til at sige til og fra mere tydeligt, og vi pointerede over for hende, at veninden jo slet ikke var klar over, hvordan hun har det inden i, hvis ikke hun får det fortalt. Efter jul har vi hjulpet hende med at få noget mere luft til at mærke sig selv ved at begrænse hvor meget og hvor ofte, hun går i fritidsklub efter skole (vi aftaler det med hende, men udadtil har hun brug for at kunne sige, at vi har bestemt, at hun skal gå hjem). Det viste sig nemlig, at hun ofte lod sig overtale af veninden til at gå med i klub eller til at blive længere, end hun orkede, og når hun så kom hjem lige inden spisetid, var hun helt udkørt og havde haft hovedpine i længere tid.

Vores datter og veninden kan godt inddrage andre i legen i skolen og fritidsklubben, og hun har også en anden klasseveninde, som støtter hende, og som hun taler med om sine udfordringer med at "sige fra", men vores datter føler altid, at hun først og fremmest er forpligtet over for veninden, så hvis denne trækker sig, er det hendes ansvar at følge med (eller det valg, hun tager for at undgå følelsen af, at veninden bliver sur på hende).

Vi har fortalt klasse- og matematiklæreren om problematikken og opfordret dem til at støtte op om alternative gruppe- og pardannelser, når det er relevant i undervisningen. Så har jeg fortalt henholdsvis venindens far og mor (bor ikke sammen), at vores datter er frustreret og har meget svært ved at sige fra over for veninden. Og derpå talte jeg med vores datter og veninden i fællesskab om, at hun øver sig i at sige Ja og Nej mere tydeligt, og jeg opfordrede veninden til at øve sig i at tage selv det mindste Nej alvorligt, når det kommer fra vores datter (og gav et par eksempler).

Vi taler også med vores datter om at øve sig i at fokusere på, "hvad kan gøre mig glad i dag", i stedet for; "hvordan kan jeg undgå at gøre min veninde sur". Ikke mindst fordi vi tænker, at hun lærer mest ved, at vi ikke går ind og tager over. Men hendes reaktioner på venindens adfærd har taget til i en sådan grad, at hun ikke har lyst til at komme i skole, og hun forklarer det med relationen til veninden. Så, mit spørgsmål er; hvad vil du råde os til at gøre?

På forhånd Tak!

Venlig hilsen en 10-årig piges mor


SVAR:


Kære mor

Nu har I jo, grundigt og samvittighedsfuldt, forsøgt alle de indirekte veje der findes, og jeg er ikke i tvivl om, at jeres indsats for at lære jeres datter nødvendigheden og værdien af at sige fra vil vise sig at være nyttig for både hendes selvfølelse og sociale relationer på lidt længere sigt.

Når det er sagt, vil jeg gerne pege på, at jeres mange hjertelige forsøg på at hjælpe de to med at få en bedre relation preller af på veninden. Dette fortæller mig, at det er hendes selvfølelse og selvforståelse, der er noget i vejen med. Hendes forældre har muligvis forsøgt at håndtere det ved at sætte pris på hendes ”ærlige og direkte” måde at være på uden at være opmærksomme på, hvor grænseoverskridende den også er. Det gamle ordsprog om ”ærlighed uden kærlighed” render mig i hu og er endnu et eksempel på, at ”positiv forstærkning” er en sølle strategi. Det kan også være, at veninden faktisk bliver meget kritiseret af sine forældre, hvilket ofte fører til den type sociale adfærd.

Hvorom alting er, må I få jeres datter til at sige følgende – meget gerne sammen med en af jer:

”Jeg kan ikke li’ altid at blive kritiseret, og derfor vil jeg ikke være veninde med dig mere.”

Mit gæt er, at veninden reagerer selvoptaget, og så er det slut med det venindeskab. Gør hun ikke det, er der måske en chance, hvis I kan aftale, at jeres datter for fremtiden vil vende ryggen til veninden, når hun bliver kritiseret.

Jeg ved godt, at det måske virker lidt råt, men lav en lille visualiseringsøvelse, hvor jeres datter er femten år gammel og bliver kritiseret og slået af sin kæreste. Det burde være nok til at give jer god samvittighed. Dertil kommer, at det er venindens eneste mulighed for at ændre adfærd, mens tid er.

Mange hilsner fra Jesper Juul

----------

Har du en kommentar, eller vil du dele siden på de sociale medier, kan du bruge knapperne herunder:




Kommentarer

jeg har læste det opslag flere gange det med at hoppe op på ryggen af piger for ride på dem er mig som barn det gjorde jeg tit da jeg gik på Tvind pigerne synes absolut at jeg var irriterende da har jeg vær 12-13 år men det er fordi en gang havde jeg en veninde som ville lege hest med mig men jeg kunne ikke bære hende men hun kunne bære mig så vi lege hest med hende som hest da var jeg 7 år og det blive en god oplevelse for mig men vi flytte og jeg så ikke veninde igen så da jeg kom på Tvind ville jeg også ride men kun på piger og på efterskole hoppe jeg tit op på ryggen af min kæreste jeg tror jeg ville vokse fra det men når jeg ser en pæn pige for jeg lyst til af ride på hende nu er det jo ikke fordi jeg går og hoppe op på ryggen af folke
Skrevet af Alex Dan Rasmussen
d. 03-01-2017


Skriv kommentar
Tilmeld nyhedsbrev
Bliv familieterapeut
4-årig efteruddannelse, der styrker din relationskompetence og giver dig masser af praktisk træning i det helhedsorienterede, familieterapeutiske arbejde.

Varighed: 108 undervisningsdage fordelt over 4 år

Næste studiestart
Aarhus: 22. september 2017
København: 23. april 2018
Stil et spørgsmål
Jesper Juul er bestyrer af DFTI's brevkasse, og han besvarer eller kommenterer problemstillinger inden for de nære relationer mellem voksne, voksne og børn, voksne børn og deres forældre og svigerforældre. Jesper har besvaret spørgsmål på dette område i mange år og i flere forskellige lande.

Spørgsmål sendes til: .

Og husk, at når du stiller et spørgsmål, er det en god ide også at beskrive dig selv, dine værdier og dine særheder, som jo altid er en del af konflikterne. Du er desuden velkommen til at være anonym, ændre navne og lignende.

Vi glæder os meget til at høre fra dig :-)
Seneste i brevkassen

Skal mit barnebarn bo hos mig?

08-02-2017
Kære Jesper Juul. Hjææææælp! Min datter Kari og hendes mand har tre dejlige drenge på 5, 7 og 10 år. Hendes mand er far til de to yngste. De er flyttet 7 gange på 10 år!

Min 21-årige søn bor stadig hjemme

27-01-2017
Kære Jesper. Jeg er mor til en voksen ung mand på snart 21 år. Jeg ved ikke, om du forholder dig til voksne unge mennesker, men faktum er, at jeg altså først og fremmest er mor, og derfor skriver jeg til dig. Jeg har jo læst din brevkasse om andre forældres problemer med teenagere og kan derfor genkende noget i de svar, du kommer med.

Hvordan hjælper vi vores pige med at sige fra?

02-03-2016
Kære Jesper. Min mand og jeg er i tvivl om, hvordan vi bedst hjælper vores 10-årige pige med at få sagt fra over for sin nærmeste veninde i klassen – da det efterhånden fylder så meget, at hun ikke vil i skole på grund af denne relation.

Trivselsproblemer efter skilsmisse

26-10-2015
Kære Jesper. Jeg er en 32-årig mor til 2 piger på 10 og 11 år, som jeg elsker ufatteligt højt. Pigernes far og jeg har kendt hinanden, siden jeg var helt lille [...] Jeg blev rigtig hurtigt gravid med min ældste datter. Jeg flyttede derfor hurtigt sammen med ham, og ja det gik stærkt. Vi er super meget forskellige, og det så jeg ikke dengang.

Konflikter mellem far og teenagesønner

12-08-2015
Kære Jesper, Vi er en familie med far og mor og to sønner, der lige er fyldt hhv. 15 og 17 år og skal starte i hhv. 2.g. og 9. klasse. Jeg skriver for at spørge om råd i forhold til, om jeg skal blande mig i konflikter mellem mine sønner og deres far.

Hjælp til skilsmissesag

22-06-2015
Kære Jesper. Jeg skriver til dig i håb om, at du måske kan hjælpe mig. Jeg kæmper og kæmper, og føler at nogen strammer båndet om min hals...ja det lyder måske vildt, men sådan har jeg det fysisk. Det er en lang historie, og ved ikke hvordan jeg skal skrive kort....derfor;

Problemer med renlighed (encoprese) hos større børn

01-06-2015
Kære Jesper Juul. Jeg er uddannet på Kempler instituttet, både på Hjarnø og i Odder og gør meget brug af det, jeg har lært og den måde at møde mennesker på. Mit spørgsmål handler om encoprese (ufrivillig afføring):